Fedt med noget mere baggrund på PFAS problematikken.
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Isbjørne på Svalbard får ikke kun PFAS gennem deres kost.
Når himlen åbner sig, så regner eller sner det også med evighedskemikalier.
Koncentrationerne er så høje, at det bekymrer og forvirrer forskerne.
Kendte PFAS-stoffer som PFOS og PFOA er nemlig forbudt med den globale Stockholmkonvention.
Alligevel bliver de stadig fundet i høje koncentrationer i toppen af de iskerneboringer, som britiske, norske og svenske forskere har analyseret i et nyt studie ledet af Oxford Universitet.
Studiet er udgivet få måneder efter norske forskere har vist, at arktiske dyr har alarmerende høje niveauer af PFAS i kroppen.
Over de seneste år er der generelt sket en nedgang i koncentrationerne af de mest kendte PFAS’er, men smeltevandet fra isen indeholder stadig så høje koncentrationer, at når isbjørnene drikker det, så overskrider det faktisk grænseværdierne for drikkevand.
Hvorfor PFAS’er drysser ned over Arktiske egne er det helt store spørgsmål.
Svaret skal findes i, at flere af stofferne faktisk først bliver skabt i atmosfæren, når de rejser fra virksomheder, renseanlæg, og forbrændinger til Arktis.
PFAS-stofferne kommer til Arktis ved at få et lift på såkaldte precursor-stoffer, som er polyfluorerede stoffer, der ved nedbrydning kan blive til perflourerede stoffer (PFAS).
Der er tale om en vifte af stoffer, der bruge i kølegasser, elektronik, fødevareindpakning, og flere industrielle processer.
I studiet har forskerne - på baggrund af iskerneboringer - sporet sig frem til at et bestemt stof, fluortelomer alkohol (FTOH), udgør det væsentligste bidrag til PFAS-nedfaldet på Svalbard.
FTOH er også forbudt ifølge Stockholm-konventionen, men ikke alle verdens lande har indført forbuddet.
Forskerne kan altså se, at der stadig foregår en transport til Arktis trods fald i koncentrationerne over tid.
Herhjemme har undersøgelser udgivet af Miljøstyrelsen også vist, at FTOH siver op fra renseanlæg og lossepladser. Lignende undersøgelser er gjort i en række andre lande.
»Vi har længe vidst, at for eksempel PFOA-nedfald på Arktis kan spores helt tilbage til de processer, der sker i rensningsanlæg,« fortæller Xenia Trier, der er ph.d i analytisk miljøkemi Xenia Trier fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet.
»Bare tag et stof som akrylpolymer, der f.eks bruges i maling. Hvis det ender i et rensningsanlæg, så bliver det omdannet til FTOH, der er ekstremt flygtigt og fiser op i atmosfæren, hvor det føres med vindene mod Arktis. I løbet af omkring 20 dage, så vil ilt omdanne stoffet til et perfluoureret stof som PFOA, og så daler det ned over isen.«
Omdannelsen i atmosfæren har som sagt været kendt i flere årtier.
Det blev beskrevet her i Ingeniøren tilbage i 2005.
Siden er FTOH også blevet forbudt i de fleste lande, men målingerne fra Oxford University viser, at der stadig må være en nuværende tilførsel af FTOH til Arktis.
»Vi kan heller ikke forklare tilførslen af PFAS med FTOH og andre kendte precursors alene. Det ser ud til, at vi både ser udslip fra ny og gammel forurening, såsom lossepladser. Men der må også være andre kilder, som vi ikke kender til,« siger Dorte Herzke, der er seniorforsker ved klima- og miljøinstituttet NILU
Samme konklusion kommer Oxford-rapporten frem til, og det gør Xenia Trier fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet også.
»Globalt set kan vi jo se, at koncentrationen af PFOS og andre forbudte PFAS’er falder i luften og havene, men det går bare ikke så hurtigt. Det må være, fordi der stadig er en vis brug af stofferne eller deres precursors, som vi ikke har styr på,« siger Xenia Trier.
Iskerneboringer viser en stor variation i koncentrationen af perfluorerede stoffer over tid, hvor der er en tendens til en nedgang for de traditionelle PFAS'er over tid, især efter 2017, mens TFA er i stigning over tid. Den stiplede linje viser et gennemsnit for hvert femte år. Den ubrudte linje viser udviklingen år for år:
Oxford-studiet har udover FTOH identificeret flere andre fremherskende precursors, som sulfonamider (FASA'er), sulfonamidoethanol'er (FASE'er) og flourtelomer akrylater (FTA).
De samme stoffer er også målt i atmosfæriske prøver over Arktis.
Når det gælder PFOS, så tyder isomer-profilen af stofferne i iskerneboringen på, at der ikke har været en precursor involveret, men stofferne kommer direkte fra fra fremstillingen af stoffet i en elektrokemisk flourering (ECF).
Hvor de andre PFAS-forbindelser hovedsageligt stammer fra, giver Oxford-studiet ikke et klart bud på.
Dorte Herzke nævner især ‘en mulig kilde, nemlig afbrænding af elektronikaffald. Affaldet indeholder typisk PFAS i varierende mængder.
Som eksempel nævner Dorte Herzke, at der er PFAS i mange halvledere, som findes i et utal af apparater.
Ender elektronik-skrottet i almindelig forbrænding, kan det medføre produktion af problematiske udledningsgasser. Og endnu værre er det, hvis der er tale om forbrænding på et almindeligt bål.
»Den slags elektronik-affald burde helt sikker ende i højtemperaturovne på over 1.100 grader C. Men hvor meget der i virkeligheden bliver gjort for at sikre det, er tvivlsomt,« siger Dorte Herzke.
Når et ukendt omfang af elektronik-affald i dag ender på det sorte marked, bliver endestationen ofte afbrænding på åbne ildsteder i udviklingslande.
Her fører jagten på sjældne jordarter i den skrottede elektronik til risikabel omgang med elektronikskrottet - for både mennesker og miljø.
»Når elektronikaffaldet bliver brændt i fattige lande, sker det i åbne ildsteder ved temperaturer på mellem 200 og 300 grader uden skorsten og uden filter,« siger Dorte Herzke.
Det er ifølge den norske forsker dybt problematisk, eftersom forbrænding af PFAS-holdig elektronik medfører udvikling af luftbårne, kortkædede PFAS-forbindelser (trifluoreddiksyre/TFA og andre fluorholdige syrer og neutrale stoffer) og kraftige drivhusgasser (CF-gasser).
Blandt andet har Dorte Herzke som medforfatter på en rapport til det Europæiske Miljøagentur (EEA) beskrevet, hvordan den fluorerede carboxylsyre TFA (trifluoreddikesyre) er blandt nedbrydningsprodukterne ved forbrænding af Teflon (PTFE) ved temperaturer mellem 360-500 grader C.
Netop Oxford-rapporten fremhæver netop TFA, som en af de PFAS-forbindelser som er i stigning på Svalbard, og det matcher tidligere målinger i Tyskland og på den canadiske del af Arktis.
Den formodede årsag er udskiftningen af HFC-kølegasser (som følge af Montreal-aftalen) med HFO-gasser, der bliver nedbrudt i atmosfæren til TFA ved oxidation.
