Vandværker spilder millioner af kroner på at etablere boringer midt i pesticidforureninger og er derefter tvunget til enten at køre på halv blus, beskytte boringen eller skrotte den helt. Regionerne har nemlig ikke et overblik over, hvor pesticidforureningerne ligger - og det resulterer i pesticider ved ikke mindre end hver fjerde drikkevandsboring.
Det har blandt andet Aarhus Vandværk måttet sande. Vandværket har blandt andet kæmpet i knap tyve år med en pesticidforurening ved Åbo:
»Den her forurening er voldsom, fordi den har ramt stort set hele kildepladsen, hvor forureningerne normalt kun rammer en enkelt eller to boringer,« forklarer geolog hos Aarhus Vand Bo Vægter og fortsætter:
»Eksemplet er udtryk for en problemstilling: Du har en forurening, men du har ikke nogen kilde - og sådan er det også de fleste gange. Det er sjældent, vi kender kilden.«
Der er som sagt tale om en forurening i Åbo lidt uden for Aarhus, som Ingeniøren også tidligere har haft i kikkerten. Her er en losseplads mistænkt for at være synderen.
Regionen begyndte at arbejde med kilden i 2011, men kan endnu ikke sige entydigt, hvad der er kilde til forureningen, andet end at det højst sandsynligt er en punktkilde. I mellemtiden koster forureningen både penge og tabt grundvand, der ellers skulle have været drikkevand. Vandværket har investeret i 11 boringer, hvoraf kun en enkelt kører på fuld tid i dag.
Ifølge Danva koster en boring mellem to og fem millioner at etablere. Samtidig bruger værket hver dag strøm på to afværgeanlæg, der i 2015 tilsammen pumpede knap 450.000 kubikmeter forurenet grundvand op i det nærmeste vandløb.
Bo Vægter har ikke overblik over, hvor meget forureningen koster vandværket, men understreger, at kildepladsen ikke bare kan lukkes, da den er afgørende for vandværkets infrastruktur.
»Vi håber stadig at kunne holde den kørende på lavt blus. Vi har behov for det. Vi kan ikke bare sende vand fra Aarhus Nord til forbrugere i Aarhus Syd. Det er ekstremt dyrt at grave ledninger ned, og det vil koste ufattelig mange penge,« siger Bo Vægter.
Jo længere tid der går, des mere usikker bliver situationen i Åbo dog. For med Bo Vægters ord ved man ikke, om der venter 'en ny forurening' lige rundt om hjørnet. Og situationen i Åbo er ikke eneste eksempel. Regionerne har nemlig intet overblik over, hvor mange pesticidpunktkilder der er, eller hvor de befinder sig. Vandværkerne arbejder med andre ord i blinde.
Historien om Åbo-forureningen begynder i 1997, hvor to ud af syv boringer bliver forurenet af 4-CPP; et stof, der stammer fra nedbrudte pesticider.
I 2003 spreder forureningen sig til fire boringer, hvoraf to sættes ud af drift, en får lov til at arbejde deltid, og den sidste bliver til en afværgeboring, der opsuger omkring 300.000 kubikmeter forgiftet vand om året og smider det i nærmeste vandløb. Alligevel blev yderligere to boringer forurenet.
»Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at den var så stor. Vi regnede med, at afværgepumpningen derinde kunne fastholde det,« beskriver Bo Vægter.
Fra 2008 til og med 2011 går Aarhus Vand for alvor i gang med at investere og borer fire nye steder med ny dybde og afstande til den oprindelige kildeplads. Erstatningsboringerne kræver møder med rådgivere, borearbejde og efterfølgende tests, prøver og analyser.
Alle mandetimer og udgifter viste sig dog forgæves. I 2014 var alle de nye boringer forurenet.
»Vi har ikke vidst nok. Vi ville aldrig etablere de ekstra boringer, hvis vi havde vidst, at de ville blive forurenet. Først da regionen gik ind, blev vi en smule klogere,« forklarer Bo Vægter.
Regionen arbejder fortsat med endeligt at lokalisere forureningen og lægge en plan for den:
»Det er ikke sikkert, at kilden bliver fundet. Men forhåbentlig kan regionen lave nogle afværgeforanstaltninger, så vi delvist kan bruge kildepladsen,« siger Bo Vægter.
Hvis det ikke kan lade sig gøre yderligere at afværge, vil det ifølge Bo Vægter kræve store investeringer i at finde alternative løsninger. Udgifter, der kommer oven i de afværgeanlæg, nye boringer, tests, rådgivere og analyser, som pesticider allerede har resulteret i.
»Jeg håber godt nok, at det ikke bliver aktuelt, at vi skal sætte den ud af funktion,« siger Bo Vægter og pointerer, at man på værket vil gøre, hvad man kan for at holde udgifterne og derved den prisen, brugerne betaler for drikkevand, nede.
I øjeblikket indvinder den forureningsramte kildeplads cirka 0,8 millioner kubikmeter vand og har reelt kun en helt ren boring, der kører fuldtid, tilbage. Dertil kommer de tre forurenede, der kører på deltid. Vandværket indvinder derved en halv million kubikmeter mindre, end pladsen oprindeligt havde tilladelse til.
Hvis et vandværk vælger at rykke en kildeplads, der indvinder en million kubikmeter vand, koster det minimum 1,56 kroner pr. kubikmeter vand pr. år i 30 år frem - en regning, der sandsynligvis ender hos forbrugerne. Det viser beregninger fra Naturstyrelsen.
Normalt vil Aarhus Vand gå efter slet ikke at indvinde fra pesticidramte boringer, men vandværket oplever som nævnt, at det er nødvendigt også at trække på de boringer, der indeholder pesticider under grænseværdien på 0,1 mikrogram pr. liter - også for at holde prisen for forbrugerne nede.
