Pengekrise vil styrke dansk bioteknologi

»Det er helt naturligt og nødvendigt, det der foregår i biotekbranchen lige nu,« siger Trine Winterø, direktør i den københavnske forskerpark, Symbion, der huser adskillige biotekfirmaer.

Ingeniøren offentliggør i dag sin årlige biotekundersøgelse, som med alt tydelighed viser, at de gyldne tider i dansk biotek er forbi. Ifølge undersøgelsen havde den danske biotekbranche tilsammen behov for at få tilført mere end to milliarder kroner i 2002, hvis de skulle fortsætte deres udviklingsplaner.

Men det lykkedes kun biotekfirmaerne at få mindre end det halve af behovet dækket - nemlig i alt 880 millioner kroner.

Manglen på kapital fra investorer har allerede presset nogle biotekfirmaer til at gå konkurs, mens andre har sænket ambitionsniveauet kraftigt. Det er tiltrængt, mener Trine Winterø.

»Der er krisestemning i mange biotekfirmaer, og det er selvfølgelig hårdt. Men alt for mange firmaer har haft urealistisk høje forventninger til deres eget værd. Der er ingen tvivl om, at krisen har den sunde effekt, at branchens firmaer nu må skabe sig nogle mere realistiske mål«, siger hun.

Også i Vækstfonden, der har et indgående kendskab til det meste af den danske biotekbranche, mener man, at den aktuelle krise vil ende med at styrke branchen.

»Det er min klare fornemmelse, at de dygtige og veldrevne biotekfirmaer nok skal få investorerne til at skyde penge i dem. De øvrige firmaer må sadle om eller lukke, og generelt set er der dermed tale om en sund udrensning i branchen,« siger Maja Engmark, senior investment manager i Vækstfonden.

Også væksten i branchen er faldet kraftigt. Hvor der i årene 1999 til 2001 blev startet mellem 16 og 19 nye biotekfirmaer årligt, blev der sidste år kun skabt ti.

Investment manager Birgitte Skou Holck-Andersen fra Dansk Erhvervsinvestering peger på, at investorerne nu stiller langt skrappere krav til de nye firmaer.

»Det har tidligere været for nemt at få penge i biotekbranchen. Nu bliver de nye firmaer søsat på mere realistiske vilkår end for få år siden, der vil gøre det lettere for dem at klare sig på sigt,« siger hun.

Læs også Indsigt side 10-12