Pejse forbydes i 435 franske byer
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Pejse forbydes i 435 franske byer

Fra 1. januar 2015 må indbyggerne i den franske hovedstad ikke længere tænde op i pejsen. Brug af pejse bliver nemlig forbudt i Paris og syv andre distrikter med flere hundrede byer.

Ifølge franske miljømyndigheder skal det nedbringe mængden af små forureningspartikler, som menes at være medansvarlige for 42.000 franske dødsfald om året. Paris døjer i stigende grad med luftforurening, og i marts indførte byen en rotationsordning for privatbiler, der betyder, at indbyggerne kun må køre bil på bestemte ugedage afhængig af deres nummerplade. Samtidig blev offentlig transport gjort gratis i weekenden.

Herhjemme var pejse og brændeovne under beskydning i 2012, da forskere estimerede, at partikler fra brænderøg i Danmark var skyld i mellem 145 og 430 for tidlige dødsfald om året.

Læs også: Misforståelse at brændeovne dræber op mod 1.000 danskere om året

Daværende miljøminister Ida Auken (SF) afviste i den forbindelse at forbyde optænding i danske brændeovne. Begrundelsen var, at det ville være for vidtgående et indgreb, fordi der er omkring 700.000 brændeovne i landet.

Senest igangsatte Miljøministeriet en kampagne, der skal lære danskerne at tænde korrekt op for at forurene mindst muligt.

Læs også: Trods massiv oplysning: Hver anden dansker fyrer stadig forkert op i brændeovnen

I Frankrig har forbuddet skabt harme blandt de parisiske skorstensfejere. Ifølge Thierry Pujo fra den parisiske organisation for skorstensfejere er forbuddet dumt, fordi de mange pejse i Paris kun bruges sjældent.

»Ud af 135.000 brændeovne i Paris er kun omkring 10 procent i brug. Og selv de bruges kun seks eller syv gange om året,« siger han til det franske nyhedsbureau AFP.

Franskmændene behøver dog ikke at afholde sig helt fra at afbrænde træ i deres hjem. Forbuddet gælder nemlig ikke mere miljørigtige brændeovne med lukkede forbrændingskamre.

Kilde AFP
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
  • har jeg før efterlyst - og i den forrige artikelserie kom det frem, at der er forskellige optimale optændingsmåder. Det skal naturligvis indgå i kørekortet. Så er vi sandsynligvis meget godt "kørende " i fremtiden.

Hertil kommer så mulige måder at optimere forbrændingen på ved nye ovne - og måske også gamle? Det arbejde skal fortsætte.

Pejse kan vi ikke gøre ret meget ved - andet end at indsætte en "brændeovn" i pejsen - ofte kaldet en pejse indsats. Det kunne man evt. forlange, hvilket også er konsekvensen i Frankrig, hvis man igen vil have ild i stuen.

  • 4
  • 2

Er det et ikke problem der nu løses? Eller er det blot pejse der pynter det meste af året og kun sjældent benyttes? Det er da rigtigt socialistisk.

»Ud af 135.000 brændeovne i Paris er kun omkring 10 procent i brug. Og selv de bruges kun seks eller syv gange om året,«

  • 1
  • 3

Utrolig sammenblanding af brændeovne og pejse. Artiklen handler om pejse, men uden videre er det pludselig brændeovne.

Fra artiklen:
" Ifølge Thierry Pujo fra den parisiske organisation for skorstensfejere er forbuddet dumt, fordi de mange pejse i Paris kun bruges sjældent.
Ud af 135.000 brændeovne i Paris er kun omkring 10 procent i brug."

Skorstensfejeren omtaler pejse, journalisten kalder det brændeovne, i næste sætning!!

  • 4
  • 2

Hvis man læser linket til AFP i artiklen, så får man:

"Of the 135,000 open fireplaces in Paris, 10 percent are used and even these are used only six to seven times a year," said Thierry Pujo of the Paris Chimney Sweeps firm.

Kilden er ikke engang på fransk, men ing.dk journalisten får det til:

"»Ud af 135.000 brændeovne i Paris er kun omkring 10 procent i brug. Og selv de bruges kun seks eller syv gange om året,« siger han til det franske nyhedsbureau AFP."

Min fremhævning.

  • 7
  • 1

Hvis nu nogle var ligeså omhyggelige med at læse debatreglerne, fx

"Henvendelser om stavefejl og lignende, der ikke er kommentarer til artikler, skal sendes direkte til journalisten ved at klikke på vedkommendes navn øverst i artiklen."

ville en meget stor del af kommentarerne kunne være undgået!

Det er ikke så svært, man klikker på journalistens navn øverst, sender sin rettelse, journalisten retter mailer typisk en venlig tak, debatten bliver ikke afsporet af sure kommentarer, ren win-win (kinesisk for "I beat you twice!)

  • 1
  • 0

Gad vide om det kun er brænde, der afgiver giftige partikler, eller det også gælder for kul og koks, for så må der have været mange mennesker, der er døde alt for tidligt i 50erne og 40erne. Dengang var der jo væsentlig mere røg fra alle hjem om vinteren.
Hmm, så ville DK have været overbefolket af danskere i dag.

  • 0
  • 1

Ja, det er en rodet artikel med fejlcitater, men lad det nu fare.

Ifgl. dansk lovgivning er et "lukket ildsted forsynet med låger".
Det gør en forskel på hvilke regler der gælder.
Da jeg meget gerne vil have et tæt spjæld imellem mine ovne og skorstenen, og dette (vist nok - noget uklart) ikke er tilladt for lukkede ildsteder, men påbudt for åbne ildsteder, har jeg udviklet en ovn som kører vældig fint uden låge (virkningsgrad >90%, emission 1/3 af kravet til svanemærket).
Men den må jeg så nok ikke mere bygge i Paris ?
Der står ellers allerede et par stykker. Er de nu så ulovlige ? Synd for mine kunder dér :-(
Eller hvad nu hvis vi kalder det en dansk kamin og ikke en pejs ???

Igen igen prøver myndigheder at presse ildsteder ned i kasser de selv kan forstå.
En låge kan gøre et dårligt ildsted bedre, men gør ikke i sig selv et ildsted effektivt.
De værste osere har netop en låge og lukker for meget af for luften.
At få en pejs til at ose kræver for lidt eller for vådt brænde.

Man løser ikke dårlig adfærd ved at forbyde/påbyde bestemte teknologiske løsninger, sålænge det er fyrbøderen der har det sidste afgørende valg.

Samme slags "sag" var for øvrigt oppe i Montreal for nogle år siden for at bekæmpe smog.
En by med 6000 ovne og millioner af biler.
"Sjovt" nok ville man dér forbyde nye ovne ?!?!?
Det blev nu ikke til noget.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten