PCB øger risikoen for sukkersyge

Jo mere PCB, du har i blodet, desto større er risikoen for at udvikle diabetes. Sådan lyder konklusionen på en ny undersøgelse af 64 procent af alle færinger mellem 70 og 74 år, i alt 713 personer.

»Vi finder rigtig mange tilfælde af type 2-diabetes, også hos mange, som ikke i forvejen vidste, at de havde sygdommen,« siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Odense Universitetshospital og førsteforfatter på den videnskabelige artikel om PCB og diabetes.

24 procent af færingerne havde diabetes i udbrud, selv om under halvdelen af dem vidste det inden undersøgelsen. Yderligere 11 procent havde forstadier til sygdommen.

»Færingerne har generelt et meget højt niveau af PCB i blodet, omkring ti gange højere end i Danmark,« forklarer Philippe Grandjean.

PCB i hvalspæk

Miljøgiften PCB, som har været forbudt herhjemme siden 1970'erne, er svært nedbrydelig, og den ophobes i fødekæden. Da den desuden binder sig til fedtvæv, skyldes de høje koncentrationer i færingernes blod deres traditionelle kost med spæk fra grindehvaler.

Deltagerne i undersøgelsen skulle også svare på, hvor meget traditionel kost inklusive grindespæk, de spiste i deres unge år. Jo mere traditionel kost de havde haft på menuen som unge, jo større var risikoen for at udvikle diabetes, mens det seneste års kost ikke havde samme indflydelse.

»Det betyder, at sygdommen grundlægges tidligt i tilværelsen. Man skal huske, at færingerne dengang spiste mere grind end i dag, og deres øgede risiko for diabetes er overvejende et resultat af levevanerne i den yngre voksenalder,« påpeger Philippe Grandjean.

Overraskende sammenhæng

Undersøgelser andre steder i verden har vist en sammenhæng mellem PCB og diabetes, men de danske og færøske forskere er gået et skridt videre og slår fast, at PCB også øger risikoen for let forhøjet blodsukker hos de færinger, der tilsyneladende er raske.

Samtidig falder mængden af insulin otte procent, hver gang mængden af PCB i blodet fordobles. Insulin er det hormon, som hjælper sukkeret fra blodet ud i blandt andet musklerne.

Faldende insulinmængde i blodet forbindes normalt med type 1-diabetes, der rammer børn og unge. Fedme og mangel på motion er kendte risikofaktorer for type 2-diabetes, men forskerne har ingen forklaring på, hvorfor flere og flere også rammes af type 1.

»Det var en overraskelse for os, at der er en så klar sammenhæng mellem PCB og blodsukkeret,« siger overlæge Pál Weihe, Afdeling for Arbejdsmedicin og Folkesundhed, Færøernes Sygehusvæsen. Han organiserede den kliniske del af undersøgelsen.

Resultaterne har også fået Diabetesforeningen op på mærkerne.

»Det kommer bag på mig, at sygdommen kan have noget med miljøgifte at gøre,« siger foreningens formand, diabetesprofessor ved Aarhus Universitetshospital Allan Flyvbjerg.

Han kalder forskningen for »ekstremt vigtigt« og fastslår, at Diabetesforeningen vil tage miljøgifte med i sine strategier og prioriteringen af forskningsmidler i fremtiden.

Særligt lægger han vægt på tegnene på type 1-diabetes hos ellers raske 70-årige. Han påpeger, at selv om 95 procent af alle diabetikere har type 2, så er også forekomsten af diabetes hos børn næsten fordoblet i løbet af de seneste ti år. Mens type 2 ofte udløses af fedme og forkert livsstil, så er forskerne med Allan Flyvbjergs ord »helt på herrens mark«, når det gælder årsagen til sukkersyge hos børn.

»Vi ved kun, at miljøfaktorer er med til at udløse sygdommen på en eller anden måde. Derfor er de færøske data super-spændende,« siger han.

Fraråder at spise grindehval

Philippe Grandjean påpeger, at sammenhængen mellem PCB og diabetes kan være stærkere, end undersøgelsen viser, netop fordi færingerne har så meget PCB i blodet. Det gør det vanskeligt direkte at sammenligne resultaterne med lavere niveauer.

Ifølge Pál Weihe er den færøske situation speciel, fordi hvalspæk er den altafgørende kilde til, at befolkningen får PCB i kroppen. Han påpeger, at færøsk forskning tidligere også har vist en sammenhæng mellem PCB og udviklingen af Parkinsons sygdom.

Hvalspækket ophober også kviksølv og andre miljøgifte i høje koncentrationer. Derfor fraråder blandt andre Pál Weihe færingerne at spise grindehval, en opfordring der har skabt stor debat på Færøerne.

PCB består af 209 forskellige molekyler, af fagfolk kaldet congener. Philippe Grandjean lægger vægt på, at de PCB'er, som færingerne spiser sammen med hvalspækket, ikke er de samme, som danskere indånder i bygninger med PCB i vinduer og fuger.

»PCB'erne fra byggematerialer er ikke undersøgt i dette studie, men de har en lignende struktur. Vi bliver ved med at finde nyt om, hvor tåbeligt det var, at vi brugte det stof så meget,« siger professoren.

Resultaterne har givet forskerne så meget blod på tanden, at de med støtte fra blandt andre Miljøstyrelsen nu er i gang med en større undersøgelse af 4.000 færinger i flere aldersgrupper for nærmere at vurdere sammenhængen mellem PCB og diabetes.

Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Epidemiology.

Dokumentation

Resume af den videnskabelige artikel

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En kætterisk tanke: Kunne det være at PCBindholdet i blodet var større FORDI de mennesker har diabetes og ikke omvendt?

MVH Jan - der gerne ser andre vinkler

  • 0
  • 0

Ja det skal nok passe. Det på grund af en eller anden erhvervet sygdom, som man selv var skyld i, at man er blevet forgiftet med PCB og DDT. Monsanto kunne vel heller aldrig gøre noget, der kunne skade mennesker. De sidder jo fedt og godt på store dele af verdens fødevareproduktion.

  • 0
  • 0

Når vi er sarkastiske, plejer vi at skrive sarkasme kan forekomme :o)

Og hvad hjertet er fuldt af løber.....hvad har Monsanto at gøre her?

Jeg synes at det er voveligt ,men også legalt at lægerne opstiller en hypotese der antager der er en kausalitet mellem sukkersyge og PCB når begge ting er udbredte i personernes organismer deroppe, der som bekendt sætter storpris på grinde og fisk

Voveligt fordi færinger er en isolationsbefolkning. der har andre sygdomme herunder arvelige indavlssygdomme hvoraf knogle deformiteter er kendte og jeg antager man ikke kender sukkersygeprocenten før PCB tiden. Jeg kan tage fejl her.

  • 0
  • 0

Enig. Jeg finder intet sted i artiklen at der er påvist kausalitet. Sammenhæng, ja. Endnu en undersøgelse hvor konklusionen behøver et "leap of faith".

Bent.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten