Patient oplever smerte for første gang

Der findes ganske få mennesker, der slet ikke kan føle smerte. En farlig skavank, der hos de ramte børn eksempelvis resulterer i blodige læber og bidsår i fingrene.

Den sjældne tilstand skyldes en genetisk fejl, der gør, at ion-kanalerne, der transporterer natrium gennem nervecellerne, mangler. Uden disse forbindelser, kendt som Nav1.7-kanaler, kan nerveceller ikke kommunikere smerte – en mangel, der ofte kan føre til fysiske skader, især i barndommen.

Men nu er det for første gang lykkedes for britiske forskere at påføre en smertefri patient smerte. Det skriver New Scientist.

Anti-opiat gav smerten tilbage

En 39-årig kvinde med syndromet blev udsat for et stof, naloxone, der normalt bruges til at modvirke opiat-overdoser, og hun blev dernæst brændt forsigtigt med en svag laserstråle. Hun reagerede prompte på smerten, som vel at mærke var en tilstand, hun aldrig havde mærket før. Men hun så ud til at kunne lide den nye oplevelse, fortæller forskerne.

Først havde forskerne på University College i London troet, at man kunne efterligne den smertefri tilstand ved blot at blokere for Nav1.7-kanalerne. Det viste sig dog, at fraværet af Nav1.7-forbindelsen ikke i sig selv var nok.

Forklaringen er, at folk, der mangler Nav1.7-kanalen og effekterne herfra, har en langt større forekomst af opioide peptider, som er blandt kroppens naturlige smertestillere. Den opdagelse gjorde forskerholdet, da de i forbindelse med samme forsøg testede mus, der var genmanipuleret til at mangle Nav-1.7-kanalerne. Gav man musene stoffet, der slog opioderne ned, reagerede de på smerte som normale mus, og ellers var de ligeglade.

Kenji Okuse på Imperial College London mener, at resultaterne fra forsøgene kan bidrage til det omvendte scenarie: nemlig at ændre den måde, læger i dag behandler komplekse smertetilstande på.

Opdagelsen åbner samtidig en dør for at give flere smerteløse patienter følelsen tilbage ved medicinsk at modvirke deres naturligt høje forekomst af opiode peptider i kroppen. Der er dog behov for yderligere forskning, før verdens første smertegivende pille kan sendes på markedet.