Patentmyndigheder: Nej, AI kan ikke registreres som opfinder
Hvis kunstig intelligens ikke kan blive anerkendt som opfindere, kan det undergrave patentsystemet. Det mener professor Ryan Abott fra University of Surrey i Storbritannien. Derfor har han sammen med den amerikanske forsker Stephen Thaler fra virksomheden Imagination Engines søgt patent på to opfindelser, der udviklet og udvalgt af en kunstig intelligens kaldet Dabus (Device for the autonomous bootstrapping of unified sentience), som Stephen Thaler har udviklet.
Men nu har både de britiske og europæiske patentmyndigheder afvist ansøgningerne. Det skriver flere medier, heriblandt Forbes og IP Watchdog.
Læs også: Første patentansøgning fra kunstig intelligens
Intet patent uden mennesker
I afgørelsen fra de britiske patentmyndigheder, skriver sagsbehandleren Huw Jones, at han anerkender, at det faktisk er Dabus, der har opfundet en ny fødevarebeholder baseret på fraktalgeometri og en ny type lygte. Men patentlovgivningen kræver at opfinderen er ‘en person,’ og derfor kan Dabus ikke anerkendes. Samme argument fremgår af afvisningen fra de europæiske patentmyndigheder.
Ifølge Huw Jones er der desuden det problem, at en kunstig intelligens heller ikke kan lade andre søge om et patent på sine vegne, som en menneskelig opfinder – eksempelvis en ansat i en virksomhed – kunne gøre.
Læs også: Disse teknologiske tendenser vil præge 2020’erne
Kan forhindre videndeling
Bestræbelserne på at få en kunstig intelligens anerkendt som opfinder, kan virke lidt ligegyldige, for ifølge forskerne vil de ikke forsøge at få de kunstige intelligenser registreret som ejere af patenterne. Men ifølge Ryan Abott er det vigtigt, at maskinerne bliver anerkendt som opfindere, når det rent faktisk er dem, der har opfundet noget nyt.
»Muligheden for at få patent vil ikke direkte motiverer en kunstig intelligens, men det vil motivere nogle af de personer, der udvikler, ejer og bruger kunstig intelligenser. Gør man det muligt at patentere arbejder udviklet af kunstige intelligenser, vil det fremme udviklingen af opfindsomme kunstige intelligenser, og det vil føre til mere innovation til gavn for samfundet,« skrev professoren således i en artikel i World Intellectual Property Organizations magasin.
Læs også: AI-eksperter: Danmark skal ruste sig til kunstig intelligens i dag
Hvis man ikke tillader kunstige intelligenser at få patent, kan man desuden risikere, at virksomheder bliver tilbageholdende med at patentere nye ideer. Dermed vil nye ideer ikke blive spredt lige så effektivt, som de kan blive via patentsystemet.
Trods afvisningerne har forskerne ikke opgivet kampen. De har nemlig også søgt om patent i USA, Tyskland, Israel og Taiwan. Men der er ikke kommet svar fra disse lande endnu.
