Patenteret netværksteknologi revolutionerer videoovervågning

Mange mindre virksomheder har opgivet digital videoovervågnig, fordi konfiguration og installation af videokameraerne er alt for kompliceret.

Nu har den svenske producent af videokameraer imidlertid udviklet patenteret software, der sørger for, at en browser automatisk forbindes til videokameraet, når det er tilsluttet en bredbåndsforbindelse.

Softwaren sørger for, at kameraet selv finder ud gennem diverse routere og firewall på nogenlunde samme facon, som det kendes fra Skype. Med kameraet følger en kode, som tastes ind i en browser, hvorefter kamera og browser automatisk forbindes med hinanden.

Selv om kameraet efterfølgende flyttes til et helt andet sted med en anden netværksadresse, vil browseren stadig automatisk finde kameraet.

Teknologien anvender Axis til at tilbyde hosted videoovervågning, hvor kunden kun skal installere kameraet og indtaste koden. Al softwaren, der skal anvendes til overvågningen ligger på centrale servere, som brugeren ikke skal vedligeholde.

Det er det nystartede firma IPC Hosting, der står bag løsningen, som koster 149 kroner per måned for det første kamera og derefter 39 kroner for hvert efterfølgende kamera.

»Vi begyndte allerede for tre til fire år siden at undersøge markedet, men fandt på det tidspunkt ingen brugbare løsninger, hvorfor vi begyndte at udvikle vores egen løsning. Imidlertid kom Axis os i forkøbet med en komplet platform, som vi nu anvender, « siger administrerende direktør Per Kølendorf til Ing.dk

For at kunne abonnere på løsningen, er det et krav, at virksomheden selv køber netværkskameraet, der skal være fra Axis.

»Vi har set på andre løsninger, der understøttede mange forskellige producenters kameraer, men har fundet ud af, at de mest avancerede kameraer kommer fra Axis,« siger Per Kølendorf.

Fra portalen kan brugeren styre kameraets funktioner og sætte det op, således at der sendes beskeder i form af mail eller sms, hvis der forekommer bevægelser i kameraets synsfelt. På den måde kan politiet kontaktes, mens en forbrydelse finder sted.

»Vi har valgt en løsning, som ikke er så forkromet, som den kunne være, men som til gengæld dækker langt de flestes behov, « siger Erik Ejdrup, salgsdirektør i IPC Hosting.

Kameraet optager kun, når der forekommer bevægelser i billedet, hvorfor de 12 timers lagerplads, som følger med løsningen, rækker langt.

I begyndelsen vil IPC Hosting kun gå efter professionelle brugere, men på længere sigt er det også meningen at privatpersoner skal udgøre en del af firmaets kunder. Det kræver dog, at kameraerne falder noget i pris.

IPC Hosting er gået i samarbejde med EET Nordic, der sælger løsningen gennem sine forhandlere.