Påsken falder ikke altid som den skal

Påsken falder ikke altid som den skal

Det er ikke nøjagtige astronomiske beregninger, der ligger til grund for påskens skiftende placering fra år til år, men gennemsnitsbetragtninger. Derfor går der nogle gang kuk i placeringen af påsken.

I år falder påsken usædvanlig tidligt. Det ville den ikke have gjort, hvis Ole Rømer havde fået sin vilje i 1699. Så havde vi hvert år fejret påske i begyndelsen af april.

Udgangspunktet for påskens placering skal findes i Det gamle Testamente, hvor påsken markerede udvandringen fra Ægypten.

Anden Mosebog slår fast, at påsken indledes om aftenen på den 14. dag i den første måned, dvs. forårsmåneden nisan. Da månederne i den mosaiske kalender begynder, når nymånen netop kan ses på aftenhimlen, starter påskefesten ved fuldmåne.

De astronomiske tabeller, som lå til grund for fastsættelsen af påsken i begyndelsen af 1700-tallet, var baseret på den danske astronom Tycho Brahes ekstremt præcise observationer af Solen, Månen og planeterne. Tycho brugte selv sine observationer til at overbygge sin teori om, at Jorden var i universets centrum. (Illustration: Scanpix)
Kilde: Claus Fabricius - Skema: Morten From Thesbøl

Korsfæstelsen af Jesus halvandet årtusinde senere fandt sted dagen før sabbaten og ved indledningen til påsken, altså på en fredag og på forårets fuldmånedag.

De tidlige kristne menigheder var uenige om påskefejringen, men i år 325 blev det på kirkemødet i Nikæa vedtaget, at påsken fejres søndagen efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Det går galt om 11 år

For 2008 er sagen ligetil. Det er jævndøgn den 20. marts kl. 6:48, fuldmåne fredag den 21. marts kl. 19:40, og påsken falder den 23. marts, helt efter bogen.

Ser vi 11 år frem til 2019, er det jævndøgn den 20. marts kl. 22:58 og fuldmåne fire timer senere, torsdag den 21. marts kl. 2:43, kunne man let forledes til at tro, at påsken skulle falde søndag den 24. marts. Men påsken falder først fire uger senere.

Årsagen er, at den gamle regel ikke skal tages helt bogstaveligt, for i praksis bruges gennemsnitsbetragtninger og ikke de eksakte tidspunkter.

Da kirkemødet i år 325 fandt sted, lå forårsjævndøgn omkring den 21. marts, så man vedtog simpelt hen, at forårsjævndøgn skal forstås som 21. marts. Herefter er problemet blot at finde den første fuldmåne, der falder på denne dag eller senere. Det var dengang helt udelukket at lave en eksakt forudberegning.

Nu er Månens bane imidlertid sådan indrettet, at 235 måneomløb (fra nymåne til nymåne) varer 19 år. Efter 19 år falder fuldmånen altså igen på de samme datoer. Den påskeberegning, der efterhånden blev enerådende, bygger netop på denne 19-års periode (Metons cyklus).

For at finde årets plads i 19-års perioden for 2019 skal man dividere det med 19 (det giver 106 med 5 til rest), og 1 plus resten ved denne division kaldes gyldentallet. År 2019 har altså gyldental 6.

I tabellen kan det ses, at år med gyldental 6 har fuldmånedag den 18. april, og tilbage er så blot at finde den efterfølgende søndag, som er den 21. april.

Påsketabel indføres

Denne metode blev knæsat af Abbed Dionysius, der i 500-tallet udarbejdede en påsketabel, hvor han benyttede 19 års-perioden for Månen og 28 års-perioden for ugedagene, dvs. en 532 års periode for påskedag. Som noget helt nyt indførte han i sin tabel årstal regnet fra Kristi fødsel.

Hans påskeberegning blev benyttet i den katolske kirke frem til 1582 og i Danmark indtil 1699.

Der er to grunde til, at beregningen efterhånden måtte justeres. For det første havde den gamle, julianske kalender altid skudår hvert fjerde år, men det er faktisk en anelse for ofte. I 1582 faldt jævndøgn derfor allerede 11. marts, altså hele 10 dage tidligere end forudsat i påskeberegningen.

Den anden grund er, at Metons 19 årsperiode ikke varer helt nøjagtig 19 år. Hvis vi sætter året til 365,25 dage (som i den julianske kalender), varer de 235 måneomløb 19 år på nær halvanden time.

Nu er halvanden time jo ikke alverden, men på tre hundrede år bliver det alligevel til en hel dag. Fuldmånen faldt altså i virkeligheden flere dage tidligere, end påskeberegningen gik ud fra.

Kombinationen af disse to fejl gjorde, at påsken nærmest kun undtagelsesvis blev fejret ved fuldmåne og rykkede væk fra jævndøgn og tættere på sommeren. Omkring år 1600 faldt påsken under halvdelen af gangene på rette tid.

Den gregorianske reform

I pave Gregorius' reform i 1582 blev der rettet op på begge fejl. Jævndøgn blev flyttet tilbage til den 21. marts, ved at ti dage blev sprunget over i oktober.

For nu at holde jævndøgn på plads fremover er de år, der kan deles med 100, ikke skudår, medmindre de kan deles med 400. Hver gang et skudår springes over, må fuldmånen regnes en dag senere.

Problemet med den præcise varighed af Metons cyklus blev klaret ved, at fuldmånedagen rykkes en dag tidligere otte gange i løbet af 2.500 år. Første gang i år 1800, hvor den manglende skuddag udligner korrektionen, og derefter hver 300. år syv gange fra 2100 til 3900. Fuldmånedagen falder tidligst den 21. marts og senest den 18. april, derfor kan påsken falde på 35 forskellige datoer fra 22. marts til 25. april.

Astronomen Lilius, der er arkitekten bag den gregorianske kalender, indførte desuden nogle særlige regler for korrektionerne, når fuldmånen nærmer sig 18. april.

Nettoresultatet af den gregorianske reform er altså, at forårsjævndøgn uændret regnes som 21. marts, og at fuldmånedagen stadig fastlægges ved en 19 års cyklus. Der er så blot små korrektioner til fuldmånedagene med 100 eller 200 eller 300 års mellemrum.

Uholdbar forskel i kalenderen

De protestantiske lande tog naturligvis ikke notits af en katolsk reform, men med det stigende europæiske samarbejde var det i længden uholdbart med især de 10 dages forskel i kalenderen, som ingen kunne huske, hvornår de skulle lægges til eller trækkes fra.

Ole Rømer pressede på for en reform, inden forskellen i år 1700 blev øget til elleve dage.

I året 1700 indførtes i Danmark-Norge og i det protestantiske Tyskland den såkaldte reformerede kalender, hvor vi gik direkte fra søndag den 18. februar til mandag den 1. marts. Man ville dog ikke kopiere den katolske påskeberegning, selv om den jo var meget lig den gamle.

Ole Rømer foreslog simpelt hen at bruge en gennemsnitlig fuldmånedag 4. april, men uden held. Resultatet blev, at påsken skulle fastlægges ved astronomiske beregninger for de enkelte år.

De tidsastronomiske tabeller var baseret på den danske astronom Tycho Brahes observationer, og derfor valgtes Hvens meridian, når det skulle afgøres, på hvilken dato det var jævndøgn og fuldmåne. Det kneb dog med at holde fanen højt.

I 1700 fulgte man i skyndingen den katolske påske, og første gang de to metoder igen gav forskelligt resultat (1724), holdt vi alligevel påske samtidig med katolikkerne, men i 1744 derimod fulgte vi faktisk den nye regel.

I 1778 var den gal igen, men inden da besluttede vi at kaste håndklædet i ringen.

Kommentarer (3)

Kære Claus Fabricius
Har der i moderne tid, siden år 1900, været så stor uenighed at nogen har holdt påsken forskudt med 28 dage? Og hvad vil man gøre i fremtiden, sådan hvis der kommer uenighed om tidspunktet. Dette er kun ment i sjov.

  • 0
  • 0

I denne weekend fejres så den ortodokse påske.

Hvilken beregningsmetode bruger de? det kan jeg ikke lige gennemskue fra ovenstående artikel.

god weekend

  • 0
  • 0