Partikel-bombardement gør Mars-missioner for farlige
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Partikel-bombardement gør Mars-missioner for farlige

Strålingen i rummet udgør en seriøs trussel for langvarige bemandede missioner i rummet. Strålingen er protoner og tungere atomkerner, der regner ind på Solsystemet fra alle retninger. De kan skære igennem DNA-molekyler og skabe alvorlige skader, blandt andet kræft.

Det vurderer Augustine-kommissionen, som præsident Barack Obama har nedsat for at revurdere Nasas kommende bemandede rumprogrammer.

På Jorden er vi beskyttet af Jordens atmosfære og magnetfelt, som delvist beskytter astronauter på rumfærgerne og på Den Internationale Rumstation.

Tilsvarende er missioner til Månen tilstrækkeligt korte, til at risikoen er forholdsvis lav, og Månen selv blokerer for en del af de indkommende partikler.

På længere rejser ud i Solsystemet har astronauterne ikke denne beskyttelse.

Der hersker dog en del usikkerhed om estimaterne af, hvor meget stråling man vil få på en rejse til Mars, og hvad det betyder for risikoen for at få kræft.

Strålingskvote opbrugt på 200 dage

Frank Cucinotta, der er den ledende forsker for studier af stråling i rummet på Nasas Johnson-rumcenter, har beregnet, at en sådan tur ikke overholder Nasas nuværende krav. Kravene har til formål at holde astronauternes risiko for at få kræft fra stråling i rummet i løbet af deres liv nede på under tre procent.

Frank Cucinottas 'worstcase-beregninger' viser, at astronauter på rejser uden for Jordens magnetfelt vil nå denne grænse efter 200 dage i rummet i et rumskib med aluminiumsvægge på samlet fire centimeters tykkelse.

Nasa regner med, at en bemandet rejse til Mars vil tage fire gange så lang tid, ca. 750 dage, og dermed udsætte astronauterne for en højere stråling, end det der tillades i dag.

Astronaut Steven Lindsey, der er leder af Nasas astronautkontor, peger på, at mange astronauter er klar til at acceptere risikoen. Han siger til New Scientists online-udgave:

»Jeg har astronauter, der er klar til at flyve på hvad som helst«.

Skjoldene bliver for tunge

Lette aluminiumsstrukturer eller plastikafskærmning kan blokere for nogle af partiklerne fra Solen, men det vil kræve tykkere og tungere upraktiske skjolde at stoppe den højenergifyldte, galaktiske, kosmiske stråling.

Alternative teknologier, som at skabe bobler af plasma omkring rumfartøjerne uden at tilføje dem en for stor vægt, er stadig i de tidligere udviklingsstadier.

Der bliver sandsynligvis behov for at videreudvikle beskyttelsessystemer, for Augustine-kommissionen, der har fået sit navn efter lederen Norman Augustine, foreslår at sende mennesker til marsmånerne Phobos eller Deimos, eller til en asteroide.

Herfra kan astronauterne fjernstyre robotter, der udforsker Mars. På den måde undgår man det dyre udstyr, der skal til for at lande mennesker og holde dem i live på en planet som Mars.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

stråling i rummer er farlige men, flyturen vil heller ikke komme til at tage så land til, man vil bygge hurtiger raketter,man mener at man i fremtiden kan flyve med op til 10 % af lysets hastighed!!. og så går det jo stærkt,mvh jan

  • 0
  • 0

vil det ikke kun være efter en laaaaaaang tids acceleration? i f.eks. Ion-fremdrift der ikke levere betydelig meget skub, men til gengæld kan den blive ved under halvdelen af turen. (den anden halvdel bruges på at bremse)

selv med hurtigere fartøjer vil der dog stadig være en lang tur foran dem, det har med planeternes bane om solen at gøre, hvis man tager mod mars når den er tættest vil den være længst væk når man så skal hjem igen.

  • 0
  • 0

Måske kunne en del af problemet løses, ved at konstruerer rumskibet anderledes. Normalt er besætning, last, brændstof osv placeret i en aflang cylinder, hvert element efter hinanden. Hvis man designer skibet, så det er kugleformet med besætningen inderst. Derved skal strålingen først bane sig vej gennem brændstof, reservedele, mad og vand, før menneskene rammes.

Hvorfor sender man også alt det affald fra den internationale rumstation ned i atmosfæren for at brænde op? Hvorfor ikke gemme det til senere anvendelse (strålingsskjold), nu når der allerede er betalt for opsendelse af alle de tons. Det vil ganske vist ligne en samling vagabonder på eventyr, når mennesket endelig begiver sig mod Mars, men de kommer måske raske hjem igen – og det er vel værd at tage med.

VH
Nicholas

  • 0
  • 0

Bruger man ikke allerede i dag guldfolie på satellitter? Nok af det, og så er de vel beskyttet godt nok på turen?
Og så forstår jeg ikke helt fordelen ved at flyve til en af månerne istedet for til Mars? Der er vand på Mars, og det er der vel ikke på månerne?

  • 0
  • 0

Mon ikke man kunne benytte nogle ordentllige superledende elektromagneter a la dem man bruger i LHC til at skabe et beskytende magnetfelt.
Så behøvede man kun beskyttelse ved rumfartøjets poler.
Eller man kunne lede partiklerne til en accelerator ved bagenden og bruge det som motor. Men det kræver nok hvad der svarer til et fuldt atomkraftværk, hvilket ikke er så nemt at få ud i kredsløb, og spildvarmen er nok ikke så nem at komme af med.

  • 0
  • 0

Min mening er, at vi skal lære os at anvende ilt og brint i meget stor skala i raketmotorer, således at vi på forureningsfri måde kan bruge brutal kraft til at løse hvilke som helst projekter i space, og samtidig ophøre med at bekymre os om minutiøs planlægning.

Rejser til Månen, for eksempel, det er blot at anvende en heftig acceleration, og have masser af brændstof med til at bremse, det vil hjælpe på rejsetiden til Månen, og vi bør få rutine i at sende sådanne raketter til Månen, ubemandede, således at de står parat til afgang hvornår som helst, tilbage til Jorden, således at arbejdere kan drage på arbejde på Månen med ro i sjælen. Overlevelsesdepoter, sådanne bør vi også sende til Månen, måske endda temmelig mange, således at arbejdere på Månen skal kunne cykle dertil på mountainbike, hvis en nødsituation opstår.

Og så: Ved at lave miner i Månen, kan man udgrave metaller og mineraler, og lave fabrikker i kæder, først ganske små, siden meget større, og elektricitet er der uendelig meget af, det er blot at opsætte solceller, og snart, måske efter nogle hundreder eller tusinder af raketter frem og tilbage med udstyr og mandskab, vil Månen kunne fungere som en industrizone dybt under Månens overflade, så vidt muligt bemandet med robotter, og når den forretning hænger sammen på rutinemæssig måde, da, først da, er der et fornuftigt afsæt via Månen til Mars. Fordi: Bemandede rejser til Mars bør foregå i fuld beskyttelse imod stråling, og desuden bør der medbringes store mængder af proviant og udstyr, og dette vil kræve meget store fortøjer, som skal bygges på Månen, fordi tyngdekraften dér kun er lille og hvor der endda ingen atmosfære er, bedre for afsendelse af sådanne fartøjer.

Månen er i det hele taget oplagt som mellemstation i vore space-ambitioner, fordi rejsetiden til Månen kun er nogle dage, hvis man sætter fuld kraft i en raket og har rigeligt med brændstof til at bremse op. Apollo var et prototype-projekt, som fik det til at se ud som om at rumfart er meget svært, som det selvfølgelig var dengang, men nu: vi må lære os at bygge store raketter meget hurtigt, og sådanne raketter bør vi kunne anvende med god samvittighed, hvis vel at mærke at motorerne kun afbrænder brint og ilt. Prisen for Jorden, i en sådan indledende fase, vil da være en voldsom larm nogle få steder, samt måske nogle lokale atmosfæriske forstyrrelser når meget store raketter danner en voldsom mængde damp.

Alt vort bøvl med rumstation, ville jeg skrotte øjeblikkelig, hvis jeg havde magt. Det er til Månen at vi skal, fordi vi meget let kan opgrave råstoffer, og fordi indtægter fra visse af sådanne råstoffer vil kunne bidrage til vore omkostninger, måske endda give os en større velstand på Jorden, ved at sende blokke af meget sjældne stoffer hjem til os, den slags som industrier sukker efter at få fat på selv i ganske små gram-mængder, den slags som gør det muligt for industrier at lave meget bedre produkter.

Det er helt utvivlsomt møgbesværligt at komme i gang på Månen, i den allertidligste fase, men det kan vi løse ved brutal kraft i store raketter, forstået på den måde, at hvis nogle pionerer på Månen mangler noget, da er det blot straks at sende det. Det er på høje tid at vi tænker forretning i rummet, i stedet for at opfatte rummet som en specialhobby for astronomer og teologer. Rumfart er meget simpelt at udføre, hvad der derimod overhovedet ikke er simpelt, er at skalere sig op i den fornødne størrelse, for man behøver at massefabrikere meget store raketter og alverdens tilhørende udstyr. I bund og grund er dette dog kun et spørgsmål om finansiering, og dér har vi en parallel fra menneskets historie, at skibshandel til fjerne lande først kom rigtigt i gang da vi opfandt begrebet "company", dvs. erhvervsselskaber med indskudt risikovillig kapital, som gjorde at man kunne bygge skibe som selv største konger hidtil ikke havde evnet at betale for. Nu, i dag, har vi for første gang nogensinde globalt forbundne elektroniske børser, som betyder at man bør kunne udstede nogle milliarder aktier og sælge dem for 100 dollars stykket, for eksempel, og love til køberne, at det første som man vil gøre på Månen, er at grave efter hvad som helst af sjældne mineraler og metaller, og rakette sådant hjem, at sagen drejer sig om »guld«. Måske vil dette vise sig at være en meget stor løgn, måske endda i de første 100 år, men det vil næppe afholde investorer fra at hoppe med alligevel, fordi der altid er en chance og en risiko når man jagter råstoffer på en helt ny måde.

Og, måske vil et sådant eventyr ikke være helt så dyrt at gennemføre som man måske tror. Indtil nu har rumfart været katastrofalt dyrt, men det skyldes at projekterne er ledet af videnskabsmænd der ønsker at lære sig mest muligt fra projekterne og begå færrest mulige fejl undervejs og samtidig lave meget elegante løsninger, som selvklart er den rigtige filosofi i forskning, men helt forkert når rumfart skal anvendes til industriformål.

Desuden: De første industriselskaber der kommer til Månen, vil have hele Månen til deres frie afbenyttelse, og det betyder, akkurat som på Jorden, at man vil grave præcis dér hvor udbyttet er størst, som kan være særdeles lukrativt, de bedste miner på Jorden var i starten rene guldgruber, og sådanne helt nye og friske honningsteder er sandsynligvis også mulige at finde på Månen. Det er desuden klart, at hvis et pionérselskab scorer kassen på Månen, da vil et sådant selskab øjeblikkelig også etablere sig på Mars, for at besætte de allerbedste lokationer for udvinding af sjældne råstoffer. Hjemme på Jorden vil politikere naturligvis debatere om ret til marsjord, men sådan vil intet tælle på Mars, og næppe heller på Månen.

Forudsætning: At evne at afbrænde en voldsom mængde af ilt og brint.

  • 0
  • 0

Der nævnes i artiklen:

"bobler af plasma omkring rumfartøjerne"

Jeg kan ikke se hvorledes plama omkring rumfartøjet kan reducere indstrålingen af partikler i nogen nævneværdig grad. Mon ikke der i stedet menes et magnetfelt?

Det er desuden dannelsen af neutroner i skrovet fra indkomne kosmiske højenergipartikler der gør det svært at lave en effektiv beskyttelse af astronauterne. Neutronerne skal først bremses ned (modereres) - et godt materiale er et materiale med lette atomkerne som f.eks. brint. Altså stoffer som plastic eller vand fremfor bly, uran eller guld.

  • 0
  • 0

Der er vel egentligt ret koldt rundt om et rumfartøj, så mon ikke de går ;-)

Nu er der så også vakuum udenfor et rumfartøj, og vakuum har en elendig varmeledningsevne :-)

  • 0
  • 0

Hvis astronauterne er klar over risikoen og de er villige til at tage den, så lad dem da flyve med et minimum af strålingsbeskyttelse. Ok, det lyder måske lidt koldt og kynisk, men nu er strålingsfaren jo ikke den eneste risiko ved sådan en tur. Flyvning og rumfart har altid været forbundet med en stor risiko og er det stadig. I "gamle dage" accepterede man disse risici langt mere end man gør i dag. I 50'erne da man rigtig begyndte at arbejde med supersoniske fly ved Edwards Air Force Base (hed den så ikke dengang, men kan ikke lige huske navnet), da omkom i perioder 3 testpiloter om ugen ved styrt! Og man accepterede det for det var prisen for fremskridt i den branche.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten