Parkeret Teslas styresystemer hacket med drone

Illustration: Bigstock

Det kan lade sig gøre at styre en parkeret og aflåst Tesla på afstand, som sad man på chaufførsædet. Det viser et forsøg, som to sikkerhedsforskere har gennemført, skriver mediet Interesting Engineering.

Forskerne hackede sig ind i den parkerede bils systemer gennem wifi og ved hjælp af en drone. Derefter var de i stand til at åbne bilens døre og bagagerum, ændre på sædernes position samt bilens styre- og accelerationsindstillinger.

Læs også: Førerløs Tesla-bilulykke: To mennesker omkommet

Forskerne formåede dog ikke at få kontrol over selve bilens køresystemer

Fremlagde for Tesla

Fundene skulle være blevet fremlagt sidste år ved hackerkonkurrencen PWN2OWN, som blev aflyst på grund af coronanedlukningen.

De to forskere, Ralf-Philipp Weinmann og Benedikt Schmotzle valgte derfor i stedet at kontakte Tesla og informere bilproducenten om, hvilke sårbarheder i systemet der gjorde, at de kunne få adgang til systemerne, hvorefter de offentliggjorde resultaterne online.

Det gav Tesla tid til at rette op på fejlene, inden fundene nåede offentligheden gennem opdateringen 2020.44 i slutningen af oktober sidste år. Det er derfor ikke længere muligt at udføre forsøget.

Læs også: Storbritannien vil tillade selvkørende biler på motorvejen

Det særlige ved forsøget var ifølge forskerne selv, at de formåede at udføre det hele gennem fjernadgang, og at de ikke engang behøvede at kunne se køretøjet eller være i nærheden af det for at kunne hacke sig ind i bilens systemer.

Det var primært sårbarheder i den såkaldte ConnMan-komponent, der gjorde det muligt at hacke systemerne. En komponent, der ikke kun bruges af Tesla, men af mange bilproducenter. Det er derfor endnu uvist, om det vil være muligt at gennemføre samme forsøg ved andre biler.

Klarlægger systemernes magt

Formålet med undersøgelsen var at bringe fokus på de risici, der er forbundet med automatiserede bilsystemer.

»Vores mission hos Kunnamon (Weinmanns virksomhed, red.) er at opskalere cloudbaserede systemer og emulering som redskab til at teste indlejrede bilsystemer,« forklarer forskerne.

Virksomhederne værdsætter ofte den konstante søgen efter huller og mangler i deres systemer. Eksempelvis udlovede Tesla for få år siden en Tesla Model 3 til alle de, der formåede at hacke sig ind i virksomhedens biler.

Også virksomheder som Sony har udlovet store summer for fejlfinding i deres Playstation 4, ligesom Apple tilbage i 2019 tilbød flere millioner dollars, til dem, der kunne finde sårbarheder i deres systemer.