Paris-udstilling viser design som innovation frem for æstetik
PARIS. Her er en bil, en gaffeltruck, en kørestol, en skuldertaske, en dykkermaske, en stol, en legeplads, tekstiler, tegneserier og fliser ...
Det er ikke bredden, der mangler i den årlige designudstilling på museet Cité des Sciences et de l’Industrie i Paris. For 15. år i træk har museet i samarbejde med forskellige franske institutioner inviteret til den årlige designudstilling ‘Observeur du Design’. I år sendte 2.731 deres designs ind, 150 er udvalgt og to af dem er danske.
Kriteriet er ikke æstetik, men innovation. Det handler om brugervenlighed, nye måder at se et objekt på, gentænke det velkendte og søge løsninger på store og små problematikker.
Nogle af problematikkerne er faktisk så små, at man nok ikke tænker på dem som problemer. Som det problem, tasken Backenger hævder at løse – den kan, på et sekund gå fra at være skuldertaske til rygsæk og vice versa. Hvem har brug for den funktionalitet? Bude måske. Eller som vognen, der gør det let at transportere sadlen hen til sin hest.
Puder afværger skrammer
Gaffeltrucken står her for at vise systemet IgoEasy, hvor man kan manøvrere en gaffeltruck via iPad, og bilen, der står ved udstillingens indgang, er en Citroën Cactus. Den udmærker sig ved store felter på siderne dækket af en blød overflade af materialet termoplastisk polyurethan (TPU), der angiveligt beskytter bilens sider mod mindre skrammer.
Kigger man på bilerne i den franske hovedstad, forstår man godt, hvorfor Citroën har fået den idé. Der er ikke mange af bilerne, der ikke har ridser langs siderne. Desuden sidder Cactus’ens airbags i loftet frem for foran sæderne, og der er sparet på vægten bl.a. ved at lade vinduerne ved bagsædet skubbe ud i stedet for at rulle ned. Som i en gammel 2CV.
Nogle af ideerne på udstillingen er velkendte og ikke innovative i den forstand, at man aldrig har set noget lignende før. Som stolen, der er med, fordi den kun er samlet af tre stykker og åbenbart derfor mere miljøvenlig.
Andre er mere nyskabende, som f.eks. en søvnfremmende visuel metronom, som opfinderen kalder en Dodow efter det franske ord for søvn, dodo. Det er en lille lysende tingest, der angiver rytmen for en vejrtrækning med seks åndedrag pr. minut. Angiveligt vil det påvirke nervesystemet positivt og fjerne tankerne fra det, der gør en søvnløs, hvis man fokuserer på at få sin vejrtrækning til at følge Dodows rytme.
Her er også en vaskemaskine, der har fået tilnavnet l’Increvable, den udødelige. Vaskemaskinen er designet af Julien Phedyaeff og er stadig ikke sat i produktion. Prototypen ses her med en hel front og designet, så den kan samles af kunden selv eller leveres hel. Det særlige ved den er, at den er lavet til at kunne holde et halvt århundrede.
Der er også den keramiske udendørsstol, der nu står i et nyt kvarter i Beirut. Keramikken er forstærket med aluminium, så ud over at være ekstra holdbar, skulle den være selvrensende i den forstand, at skidtet ikke sætter sig på den.
Her er også en anordning, der skal gøre det nemmere at holde orden i sin garage eller sit kælderrum. Lodus hedder produktet, som er et fransk system af aluminiumskinner, hvorpå man kan montere remme, som man kan hænge hylder, cykler, dæk og andet op på.
To danske opfindelser
Der er også to danske opfindelser med. Den ene er Velux’ trådløse system til kontrol af vinduer, KLR200, der gør det muligt at åbne og lukke op til 200 vinduer samtidigt eller individuelt. Man kan programmere den til at rulle gardinerne op, når man vågner, og lukke alle vinduer med et enkelt klik, når man forlader huset. Hvis det regner, lukker vinduerne af sig selv.
Den anden danske opfindelse er en såkaldt interaktiv legeplads eller smart playground, som det danske firma Kompan står bag. Forældre eller andre, der medbringer en smartphone eller tablet, kan således scanne QR-koden og få adgang til fem forskellige apps, der hver er bygget op omkring et H.C. Andersen-eventyr. Man kan få læst tre eventyr op, og børn kan træne læsefærdigheder.
Udstillingen er særdeles kompakt. De 150 udstillede objekter fylder ikke meget, til gengæld er mængden af tekster og information stor. Det står på både fransk og engelsk.
‘Observeur du Design’, Cité des Sciences et de l’Industrie, indtil 15. november 2015, cite-sciences.fr.
