Paris i verdens største forsøg med dele-elbiler

11. august 2009 kl. 07:4814
Det skal være lige så enkelt at snuppe en dele-elbil som en dele-cykel, mener bystyret i Paris, som er på vej til at investere i 4.000 elbiler og 1.400 ladestationer. Men projektet er behæftet med stor usikkerhed.
Artiklen er ældre end 30 dage

4.000 dele-elbiler fordelt over Paris og de omkringliggende forstæder skal være med til at reducere trafikpropperne og CO2-udslippet fra bilerne i byernes by.

I slutningen af næste år eller begyndelsen af 2011 skal de nye elbiler være klar til at fragte parisere, som investerer i et månedligt delebilabonnement på et par hundrede kroner, rundt på de overfyldte veje. De skal desuden betale en leje i omegnen af 50 kroner for hver halve time bag rattet, skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.

1.400 ladestationer

Autolib hedder projektet, og for at sikre en stor fleksibilitet og let tilgængelighed er det meningen, at der skal bygges 1.400 ladestationer i Paris og omegn - 700 i forstæderne, 500 i gaderne i Paris og 200 fordelt i parkeringskældre.

Systemet til opladning er ikke fastlagt, men man regner med, at en påfyldning vil tage seks til otte timer. Derfor bliver der ikke tale om batteriskifte-stationer, som danske Dong og californiske Better Place planlægger herhjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Paris har et lignende projekt med cykler, Vélib, og tanken er, at det skal være lige så let at leje en bil, som det er at tage bycyklen.

Ved blot at køre sit kreditkort igennem en stander får man adgang til en to- eller firesædet bil, som man så kan aflevere igen på en hvilken som helst Autolib-ladestation.

Foruden at spare miljøet for anslåede 22.000 ton CO2 om året håber de lokale myndigheder, at Autolib vil medføre færre trafikpropper, fordi flere indbyggere kan undvære en fast bil.

Mange ubesvarede spørgsmål

Det er endnu ikke afgjort, hvilket bilmærke eller hvilken ladestation der bliver valgt til projektet. Autolib sendes i udbud, og vinderen skal stå dels for installation og drift af ladestationer, dels for indkøb af de elektriske biler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den franske avis Le Parisien regner med, at opstillingen af de 1.400 selvbetjenings- og ladestationer vil koste knap 75 millioner kroner.

Ingen andre byer har gennemført så stort et projekt med dele-elbiler, men i den eksklusive ferieby Antibes på den franske riviera har der et par år kørt 11 dele-elbiler. Hovedarkitekten bag det projekt er skeptisk over for satsningen i Paris.

»Paris foreslår et kæmpe projekt, hvilket efter min mening er alt for ambitiøst. Elektriske biler er meget sårbare og dyre at vedligeholde og reparere. Jeg ved ikke, hvordan Paris regner med at holde 4.000 biler i god stand,« siger George Gallais, direktør i Vulog, den softwarevirksomhed der udviklede systemet til dele-elbiler i Antibes, til Der Spiegel.

Dokumentation

link

14 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
14
14. august 2009 kl. 18:18

Der er derfor ikke umiddelbart belæg for at snakke om "en kritisk masse".

Hvis du vil fjerne partikkelforureningen, fjerne manglen på parkeringspladser, og fjerne bilkøerne i myldretiden, og spare 22.000 tons CO2 om året, så er kritisk masse 100-200.000 medlemmer, og så er en lille Dansk forening på 600 medlemmer i sammenligning nærmest ikke eksisterende.

https://www.businessweek.com/globalbiz/content/aug2009/gb2009087_330677.htm

13
12. august 2009 kl. 21:08

Den kan jo være at det danske delebilsordning mest bruges til lange ture FORDI i har lavet prisstrukturen sådan.

Jeg er næppe den eneste der aldrig eller meget sjældent finder på at køre lange ture. Skal jeg til Fyn eller Jylland, så tager jeg toget. Går turen endnu længere så tager jeg flyveren.

Droppede jeg bilen, ville jeg køre i taxa hele tiden når den offentlige transport er for langsom.

12
12. august 2009 kl. 20:42

[quote]Som jeg forstår den parisiske model, så kan man jo heller ikke stille bilen et vilkårligt sted, i Marseille, for eksempel.

Kun 2000 biler tænkes at holde til i Paris, de øvrige 2000 fordeles i de 24 største byer i oplandet, og du kan ikke stille bilen et vilkårligt sted, der bliver oprettet 1400 selvbetjenings delebilsanlæg hvor du kan aflevere bilen og starte genopladningen.

Hvordan de vil styre det så bilerne holdes jævnt fordelt, er et godt spørgsmål.[/quote]

Der er en delebilsordning i flere store byer i USA, der kører efter det samme princip. Det lader til at køre udemærket.

11
12. august 2009 kl. 20:34

Som jeg forstår den parisiske model, så kan man jo heller ikke stille bilen et vilkårligt sted, i Marseille, for eksempel.

Kun 2000 biler tænkes at holde til i Paris, de øvrige 2000 fordeles i de 24 største byer i oplandet, og du kan ikke stille bilen et vilkårligt sted, der bliver oprettet 1400 selvbetjenings delebilsanlæg hvor du kan aflevere bilen og starte genopladningen.

Hvordan de vil styre det så bilerne holdes jævnt fordelt, er et godt spørgsmål.

10
12. august 2009 kl. 00:31

...så skal vi over den kritiske masse fra starten...

Alle danske delebilordninger er startet i det små og har vokset sig større. Enkelte delebilordninger er forblevet små, nogle af "ideologiske" eller politiske årsager, men har det i øvrigt godt. Der er derfor ikke umiddelbart belæg for at snakke om "en kritisk masse".

Men det er klart, at jo flere biler, der er i en delebilordning og jo tættere de er placeret, jo større er fleksibiliteten.

...47 biler i Københavnområdet ...

Jeg ved ikke lige, hvor du har det tal fra. Københavns Delebiler har lige i øjeblikket 72 biler. Flådens størrelse justeres løbende og vil blive reduceret i løbet af sensommeren, da der erfaringsmæssigt er behov for et mindre antal biler i efterårsperioden. Til gengæld vil der blive leaset biler ind til juleperioden. 72 biler er selvfølgelig stadig et meget lille tal ift Københavns befolkning, men det har vist sig at passe fint til behovet hos de pt. ca. 600 medlemmer.

...nærmeste delebil er Hastrupparken i Køge

Hvis den for dig nærmeste delebil står i Hastrupparken i Køge, så er det nok ikke Københavns Delebiler, du skal være medlem af. Du kan evt. se hos Danske Delebiler, hvor der er delebilordninger.

Det skal imidlertid ikke være nogen hemmelighed, at delebilordninger ikke rigtigt dur uden for de større bysamfund. Det er og bliver et byfænomen. Det bliver simpelthen for besværligt, hvis der er for langt til nærmeste delebil.

En anden vigtig forskel er at i Paris skal du kun betale for den tid du bruger bilen, du sætter den bare på nærmeste delebilplads og henter en anden ledig bil når du skal hjem efter en lang weekend, i København skal du aflevere bilen på samme plads og kommer derfor til at betale for hele weekendén.

Det er klart, at det øger fleksibiliteten, hvis man kan aflevere bilen et vilkårligt sted. Men det oplever jeg ikke som noget problem i den daglige brug af systemet. Langt, langt de fleste ture (gælder både mine egne og for medlemsskaren som helhed) går fra bopælen i København til et sted langt væk (fx Jylland eller udlandet) og tilbage igen. Det er kun ganske få ture, der som destination har en anden adresse i København.

Som jeg forstår den parisiske model, så kan man jo heller ikke stille bilen et vilkårligt sted, i Marseille, for eksempel. Fleksibiliten mht til valgfrit afleveringssted gælder (formentlig) kun inden for Paris. Men Paris er, lidt lige som København, ganske godt dækket ind med metro og buslinier, som delebilisterne sandsynligvis vil bruge til langt de fleste indenbys ture, hvorfor den potentielle fleksibilitet, der ligger i det valgfrie afleveringssted, ikke er reel. Således skal man i den parisiske model også betale for den tid, som bilen står ubenyttet hen fjernt fra Paris.

På den negative side, er det el-biler med max aktionsradius på 160km, så der skal nok ikke planlægges mere end 100km, og en lang opladetid kan give dårlig udnyttelse af bilparken.

I virkeligheden ser jeg ikke elbiler som det oplagte valg for en delebilordning. Delebiler benyttes for det meste til længere ture, med mange personer og meget bagage. Naturligvis bookes der også biler til kortere ture, hvorfor en delebilordning gerne skal have et mix af forskellige bilstørrelser, heriblandt evt. enkelte elbiler.

Som udbuddet af elbiler ser ud i øjeblikket, eller rettere ser ud til at komme til at se ud, så er elbiler små, til få personer, med meget lidt bagageplads og med temmelig begrænset aktionsradius. En sådan biltype er ideel til den daglige pendling til og fra arbejde, for de personer, der ikke kan gå/cykle/bruge offentlige transportmidler, eller som har brug for en bil i forbindelse med deres arbejde. Delebiler, derimod, bruges typisk til weekend- og ferieture, med mange personer, med meget bagage og til at køre langt. Det er derfor ikke så oplagt at bruge elbiler som delebiler, men det er derimod helt oplagt, at benytte sig af en delebilordning som supplement til ejerskab af en elbil - altså køb en elbil og brug den til at pendle til arbejde, men brug en delebil til weekend-/ferieturen.

9
11. august 2009 kl. 23:32

Elbiler er som måske bekendt ikke rigtigt hyldevarer endnu. Og driftserfaringer og viden om driftsøkonomien er stadig en mangelvare. Selv om Københavns Delebiler gerne vil gå foran i kampen for et bedre miljø, så skal det selvfølgelig ske på et ansvarligt, økonomisk grundlag. Derfor er det uomgængeligt at krybe, før man begiver sig ud på et marathon-løb.

Energistyrelsens forsøgsordning går ud på, at der gives tilskud til et omfattende måle- og rapporteringsprogram samt til EVT. merudgifter ift en tilsvarende bil. Da der skal afgives en udførlig rapportering omkring både drift og økonomi, vil det være helt tydeligt, om elbilerne kommer til at koste mere eller mindre.

8
11. august 2009 kl. 17:21

Godt nok er Paris noget større end København, men alligevel - 4000 delebiler, det er mange.

Hvis det skal blive succes så skal vi over den kritiske masse fra starten, 47 biler i Københavnområdet forslår jo ingen vegne, jeg slog op og nærmeste delebil er Hastrupparken i Køge, 14 kilometer væk, og de har kun 1 bil.

En anden vigtig forskel er at i Paris skal du kun betale for den tid du bruger bilen, du sætter den bare på nærmeste delebilplads og henter en anden ledig bil når du skal hjem efter en lang weekend, i København skal du aflevere bilen på samme plads og kommer derfor til at betale for hele weekendén.

Hvis vi sammenligner prisen for at køre en tur på 50 kilometer på 1 time vil det i Paris koste 60-95 kroner, i København 120-190 kroner, det er halv pris i Paris for en langt mere fleksibel løsning.

På den negative side, er det el-biler med max aktionsradius på 160km, så der skal nok ikke planlægges mere end 100km, og en lang opladetid kan give dårlig udnyttelse af bilparken.

7
11. august 2009 kl. 14:08

Batterier vil aldrig kunne komme til fungere.

Fungere ved FORSKELLIGE BRUGERE. Og dette vil også være døden for EL biler iøvrigt, fordi de brugere som ikke ere Troldmænd, her går batteriet hurtigt i stykker. Og ja, dette er skrevet i håbet om forventet efterbevilling.

6
11. august 2009 kl. 13:57

Enhver rejse starter med det første skridt. På sigt kan det sagtens tænkes, at der kommer mange flere. I øvrigt ville Energistyrelsen ikke give penge til flere inden for forsøgsordningen.

Altså, hvis I kan holde prisen i bund pga tilskud, så falder sammenligningen jo lidt til jorden ;)

Men jeg kan da godt forstå og har fuld sympati for I ikke kaster jer ud i mere. Delebilsordningen er genial og det ville være ærgeligt hvis et sådant projekt ikke kunne tiltrække kunder, fordi I et forsøg på at få dobbeltglorie (dele OG el) mister alle jeres kunder pga prisen.

5
11. august 2009 kl. 13:46

Enhver rejse starter med det første skridt. På sigt kan det sagtens tænkes, at der kommer mange flere. I øvrigt ville Energistyrelsen ikke give penge til flere inden for forsøgsordningen.

4
11. august 2009 kl. 13:13

Jeg har meget stor respekt for delebilsordninger, men én elbil for Københavns Delebiler (Danmarks største afdeling) - er det ikke nærmest pinligt/uhørt uambitiøst?

Jeg mener, er der nogen, som bør sælge sig selv og kundesegmentmæssigt har økonomisk gavn af at styrke sit image i retning af at tage hensyn til miljø & folkesundhed ved virkeligt at satse på elbiler, så er det vil netop delebilsordninger…!?

3
11. august 2009 kl. 11:36

Københavns Delebiler og Århus Delebilklub får meget snart en elbil hver og vi regner ikke med, at det bliver væsentligt dyrere, i hvert fald ikke en faktor fire eller mere.

2
11. august 2009 kl. 11:30

Nu er det parisiske projekt også et ELbilsprojekt.

1
11. august 2009 kl. 11:25

Godt nok er Paris noget større end København, men alligevel - 4000 delebiler, det er mange.

Københavns Delebiler har for tiden i omegnen af 75 biler. Lægges hertil de øvrige delebilordninger i hovedstadsområdet, kommer vi måske op på små 200 delebiler. Men hvor det parisiske projekt endnu kun er en ambition, så er delebilismen en realitet i København.

Og så er det væsentligt billigere end det parisiske projekt. Hos Københavns Delebiler koster én time fra 18 til 26 kroner afhængigt af bilstørrelse, faldende til mellem 6,54 og 9,17 pr. time for længere lejeperioder.