Papir, plast, pap: Europæerne leverer fortsat 113 millioner ton husholdningsaffald om året

Der er ingen ændring i mængden af husholdningsaffald i Europa. Det bør tvinge landene til mere genanvendelse. Illustration: Sorapop / BigStockPhoto

Affaldssorteringen på kommunalt plan går skidt i Europa, lyder den lidet opløftende konklusion i en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, EEA.

Rapporten er blevet til i lyset af to mål, som de europæiske medlemslande bør indfri i 2030:

  • EU's rammedirektiv for affald binder alle medlemslande til at gøre mindst 60 procent af deres husholdningsaffald klar til genanvendelse eller genbrug.
  • Handlingsplanen fra 2020 om cirkulær europæisk økonomi (er dog ikke en bindende aftale) har som mål at halvere mængden af alt husholdningsaffald, der ryger til deponering eller forbrænding i Europa.

Udfordringen består i, at produktionen af sidstnævnte har ligget stabilt omkring 113 millioner ton pr. år gennem de sidste fem år i Europa, da genanvendelsesraterne og mængderne af husholdningsaffald er steget med nogenlunde samme fart. I 2020 blev omkring 48 procent af al husholdningsaffald i Europa genanvendt eller genbrugt.

72 procent af husholdningsaffald skal genanvendes

Hvis affaldsproduktionen fortsætter i samme spor, er medlemslandene nødsaget til at sende minimum 72 procent af deres husholdningsaffald til genanvendelse eller genbrug for at indfri målet om at halvere de mængder, der ender med at blive brændt eller deponeret.

Et alternativ er at reducere affaldsproduktionen med en tredjedel af det nuværende niveau, men det ser rapporten som ganske usandsynligt.

»Da mange medlemslande allerede har svært ved at nå målsætningerne for 2020 og 2025, så anser vi det for usandsynligt, at en sådan genanvendelsesprocent kan opnås. Så høj en genanvendelsesprocent er uden fortilfælde og ville kræve signifikante forbedringer i såvel indsamlingssystemer som infrastrukturen til genanvendelse. Desuden ville det kræve et omfattende nydesign af produkter for at gøre dem mere genanvendelige,« skriver EEA i rapporten.

Det bedste middel er at undgå produktionen af skrald

Rapporten gør brug af en fremskrivning udarbejdet af Europa Kommissionen, der tager udgangspunkt i to scenarier i forhold til den fremtidige produktion af restaffald i medlemslandene.

EEA slår fast, at den bedste løsning er at reducere mængden af affald - særligt ikke-genanvendeligt affald. Det ville dog kræve betydelige investeringer på såvel EU som nationalt plan, særligt fordi de lavt hængende frugter i genbrugsregi allerede er blevet høstet.

Længere levetid på forbrugsvarer og en bedre understøttelse til genanvendelse af forbrugsprodukter er ifølge EEA vigtige dele af løsningen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En lavt hængende frugt man endnu ikke har plukket...nærmest tværtimod...er emballage til mange dagligvare i supermarkederne. I stedet for at hæve prisen på feks. en pakke med skiveskåret roastbeef indeholder de blot mindre uden dog at reducere på embalagen.

  • 10
  • 0

Et underpunkt til det ovenstående indlæg.

Jeg oplever også jævnligt, at beholdere kun er fyldt 30 til 50 procent eller at samme produkt er pakket ind med flere emballager.

Det er helt klart et område, der kan ses på, især siden emballage øjensynligt ikke opfattes som en udgift for firmaerne.

  • 13
  • 0

"Husholdningernes restaffald bliver dog primært sendt til forbrænding, og typiske eksempler er pizzabakker, bleer og støvsugerposer."

Hvilken andel af affaldet bliver forbrændt? Og hvilken del hældt af i en stak?

Forbrænding vil jeg definere som en forbrænding i et forbrændingsanlæg. Jeg ved godt, at meget af affaldet ligger og ulmer i det fri, men det giver hverken energiudnyttelse, eller garanti for at det ikke sviner.

  • 0
  • 0

En mulighed er skat på emballage gjort op i både vægt og matriale det skal dog huskes at embalage forlænger holbarheden af madvarer

Jeg synes at der er for lidt fokus på emballagens holdbarhedsfremmende egenskaber.

Ost der bøjer enderne sammen, pølser der "sveder", kartofler der spirer, frugt og grønt der rådner. Kontra æg, der fra naturens hånd har nærmest ideel emballage - i stort set alle lande opbevares æg ved stuetemperatur.

Jeg siger ikke, at mere emballage nødvendigvis er svaret, men hvis 10 enkeltindpakkede pølser betyder at de alle bliver spist, er det måske bedre end at de 5 ryger ud.

Jeg smider selv masser af mad ud. De miljøvenlige, som f.eks. Coop, er gode til at give mængderabat - så dem med lavt madforbrug er til grin, uanset hvad de gør - alt er billigere i større mængder.

Hvis man vil redde Jorden, skal der måske forskes mere i hvordan madvarers holdbarhed forlænges.

  • 1
  • 2

eller mindske tilgængeligheden af varerne tilsvarende på anden vis. Lige nu stiger inflationen og mindre tilgængelige nøglevarer bliver dyrere. Det ville jo være kønnere, hvis anledningen til denne mulige løsningsvej var en anden, end tilfældet er.

  • 2
  • 1

Er der nogle tal for hvor stor puljen er af det som ender med at blive til affald?

Det er måske umuligt at opgøre som et enkelt tal, for visse materialer omsættes meget hurtigt, hvor andre tager år eller årtier om at blive til affald.

Skraldeposen under køkkenvasken er da en fordel. Som barn havde vi ikke skraldeposer, og det var ikke rart. Det stank af h.. til i skraldekælderen og skraldemand var et ubehageligt job. Skal man så afstå fra skraldeposen fordi vi skal spare på emballagen?

  • 6
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten