På Zanzibar i velgørenhedens embede

Når himlen åbner sig, og vandet tordner ned på en 25 år gammel bygning, der har set minimal vedligeholdelse, opdager man hurtigt, hvor det halter.

Det var det scenarie, Ole Torp Aundal og hans kollega Preben Byberg fra foreningen Ingeniører Uden Grænser (IUG) oplevede den første dag på Zanzibar, hvor de for nylig var udsendt for at besigtige SOS Børnebyen i Stone Town.

Ledelsen i byen beklagede meget, at de to danskere var landet midt i et skybrud:

»Men vi fortalte dem, at det var optimalt at se på faciliteterne mens det regnede, så vi virkelig kunne få syn for sagn,« fortæller Ole Torp Aundal, der er ingeniør med speciale i vand- og spildevandsforsyning.

Tid til nye udfordringer? Tjek Jobfinder

Derfor gik de en tur i den silende regn, hvor store oversvømmelser afslørede et af de mest graverende problemer i Børnebyen: et tilstoppet kloaksystem.

De to ingeniører uden grænser var blevet sendt på en uges såkaldt ‘fact finding mission’ i et samarbejde mellem IUG og SOS Børnebyerne, som er sponsoreret økonomisk af Siemens Danmark. Her skulle de kortlægge Børnebyens skavanker og udarbejde en prioriteret renoveringsplan.

Én mand uden magt er ikke nok

Børnebyen, som rummer omkring 90 børn og unge, har ansat en enkelt mand til at vedligeholde faciliteterne. Selvom han er fagligt dygtig, har han hverken tid eller ressourcer nok til at tage hånd om byen, der spreder sig over 5,5 hektar og rummer fire boligblokke, administrationsbolig, gæstebolig, børnehjem, sundhedsklinik, lejligheder og en stor skole med ca. 900 elever, der kommer fra hele øen.

»Det kan en mand aldrig magte, uanset hvor hurtigt han løber,« siger Ole Torp Aundal, der fortæller, at administrationen ofte ikke har øje for vedligeholdelse. Pengene bliver prioriteret til noget andet, ligesom håndværkeren ikke har status nok til at bede om flere ressourcer.

»Han har ikke indflydelse og er ikke højt nok oppe i hierarkiet til at bede direktøren om flere penge til drift og vedligeholdelse.”

Derfor var det også vigtigt for de udsendte ingeniører, at ledelsen i børnebyen fik øjnene op for, hvor slemt, det stod til, og at løbende vedligeholdelse, uddannelse af den nuværende håndværker og ansættelse af flere håndværkere er en nødvendighed:

»Det er et hammer, hammer vigtigt element i det her projekt, for ellers kan det være lige meget. Så kan vi komme igen om 10 år til det samme syn,« siger Ole Torp Aundal.

Læs også: IDA: Afrika kan blive det nye hotspot for danske ingeniører

Et eksternt entreprenørfirma skal stå for det meste af renoveringsarbejdet, men på sigt skal den ansatte vedligeholdelsesmand, Vuai, selv stå for dele af renoveringen - forhåbentlig sammen med et hold af nyansatte medarbejdere.

Til sommer skal de to danske ingeniører derned igen for at besigtige arbejdet, og her vil de samarbejde tæt med Vuai.

»Vi vil tage ham med, så han også hører, hvad vi siger til entreprenøren. Sideløbende sætter vi ham og hans folk i gang med nogle ting og går og hjælper dem. Vi vil arbejde tæt sammen med dem og også oplære dem,« fortæller Ole Torp Aundal.

Hjælp betyder alverden

Siemens Danmark støtter med omkring 350.000, hvoraf de ansatte selv har samlet ca. 95.000 ind. Det var også igennem Siemens, at IUG og SOS fandt sammen om projektet på Zanzibar, som er det første samarbejde mellem de to parter.

Hos SOS Børnebyerne er man rigtig glade for samarbejdet, da de udsendte ingeniører bringer nye metoder på bordet:

»De kommer med en helt anden indgangsvinkel, end vi ville have fået, hvis vi havde lavet renoveringen som et lokalt projekt,« siger Maria Jin Thomsen, corporate relations manager i SOS.

Hun fortæller, at indbyggerne i Børnebyen er meget glade for udsigten til et renoveret hjem:

»Alle de små ting, de slås med i dagligdagen, kan nu blive løst.«

Maria Jin Thomsen roser også de to ingeniørers faglighed og understreger, at det er ideelt, at de har erfaring fra projekter i lignende områder. Preben Byberg har tidligere arbejdet med vedligeholdelse af hospitaler på Zanzibar, mens Ole Torp Aundal har været tilknyttet projekter i både Mozambique og Niger.

Til dagligt er de to ingeniører ansat på hhv. Københavns Universitetshospital og i Rambøll, men i stedet for at trække stikket ud og smække benene op, når der er optjent nogle fridage, vælger de at rejse til den tredje verden for at bruge deres ekspertise til at hjælpe andre.

Ifølge Ole Torp Aundal er mødet med fremmede kulturer blandet med et veludviklet hjælper-gen, det, der driver ham:

»For en ret beskeden indsats kan man hjælpe med at højne levestandarden for andre. Det er basalt arbejde for os, men det betyder alverden for dem.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten