På sporet af det tabte mikrokontinent Mauritia
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

På sporet af det tabte mikrokontinent Mauritia

Havet mellem Madagaskar og Indien gemmer på et tabt kontinentalt fragment, der forsvandt for cirka 60-80 millioner år siden, hævder en gruppe forskere fra Universitetet i Oslo i en artikel i fagbladet Nature Geoscience.

Resterne af dette mikrokontinent, som forskerne har døbt ‘Mauritia’, er nu nedsunket som spredte forhøjninger og kontinentale skorper mellem Madagaskar og Indien, heriblandt i form af det 2.000 kilometer lange Mascarene-plateau, der ligger på 8-150 meters dybde mellem øerne Réunion og Seychellerne, samt som vulkanske rester på den kun ni millioner år gamle ø Mauritius.

Opdagelsen viser, hvor komplekse og dynamiske de pladetektoniske bevægelser har været, siden klodens kontinenter begyndte at splitte op fra den samlede plade Pangea og langsomt danne nye kontinenter som f.eks. Asien, Afrika og Australien.

Da subkontinentet Indien for 20-50 millioner år siden var på vej mod den eurasiske plade for at danne klodens højeste bjergkæde, Himalaya, opslugte det sydvestlige indiske ocean altså på samme tid dette cirka 25.000 kvadratkilometer store mauritianske fragment, der ligesom Indien selv oprindeligt var en del af det sydlige superkontinent Gondwana.

Vildfarne zirkoner

Beviserne på, at Mauritia vitterlig eksisterede, mener de norske forskere at have fundet i form af millioner af år gamle zirkonium-silikater på Mauritius’ strande. Disse krystaller er meget ældre end øen selv og kan kun være kommet dertil via vulkanudbrud.

Zirkonerne blev krystalliseret i granit og andre former af vulkansk sten for mindst 600 millioner år siden, skriver medforfatter Bjørn Jamtveit i artiklen, og en af de 20 fundne krystaller var mindst 1,97 milliarder år gammel, siger han.

Geologerne foreslår derfor, at disse vildfarne zirkoner stammer fra gamle fragmenter af kontinentalskorper under Mauritius. Nye vulkanudbrud må have bragt dem op, hvorefter de er blevet blandet med resten af sandet. Andre forskere tvivler dog på den forklaring og siger, at zirkonerne måske kan være kommet dertil for nylig med f.eks. skibe.

Artiklen foreslår desuden, at der ikke kun findes ét, men mange skorpefragmenter på bunden af det Indiske Ocean. Analyser af tyngdefeltet afslørede varierende riller og rifter af kontinentale skorper, helt op til 30 kilometers tykkelse, hvilket peger på, at de er rester af en gammel landmasse, der blev flået op, mens Madagaskar og det indiske subkontinent langsomt drev fra hinanden. Jamtveit og kolleger estimerer, at Mauritia havde et areal på 20-30.000 kvadratkilometer, svarende til cirka tre gange Kretas størrelse.