På jagt med sneglebor og spunsede kasser
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

På jagt med sneglebor og spunsede kasser

Illustration: Museum Lolland-Falster

Som man står der en solskinsdag i september på en vidtstrakt lollandsk mark, er det svært at forestille sig, at den i en nær fremtid vil huse en kæmpe­mæssig betonelementfabrik til den sænketunnel, der om føje år vil binde Rødby sammen med den tyske ø Fehmarn. Såfremt tyskerne siger endeligt ja til projektet, forstås.

Der, hvor det for alvor svimler for én, er dog ved tanken om, at der under græsset gemmer sig rester af livet ved en lavbundet fjord, som stenaldermennesker for 5.000 år siden vadede ud i for at røgte fiskegærder.

Men det er ganske vist, for de seneste seks år har arkæologer fra Museum Lolland-Falster gjort tusindvis af fund, der dokumenterer, at der har levet folk på denne plet helt tilbage i netop stenalderen.

Uden assistance fra ingeniører og entreprenører var arkæologerne dog ikke nået ned i undergrunden, hvor fortiden lå og ventede. På 187 hektar af det 340 hektar store område måtte de nemlig ty til metoder, som nok er velkendte ved anlægsarbejder i kystnære områder, men som aldrig før har været brugt ved arkæologiske udgravninger.

Gravkøer klarer som regel broder­parten af udgravningsarbejdet ved arkæologiske udgravninger. Det er derfor ikke nyt for projektleder og arkæolog Bjørnar Måge fra Museum Lolland-Falster at samarbejde med teknikere og entreprenører. Det er dog første gang, han har været med til et så stort og kompliceret udgravningsarbejde som her, hvor de fik ingeniørhjælp fra Femern A/S og både hollandske og lollandske entreprenører:

Det løse, ustabile sand på det inddæmmede fjordareal betød, at arkæologerne måtte opgive den metode, de normalt benytter ved forundersøgelser. I stedet begyndte de med at tage hundredvis af 70 mm boreprøver for at få et overblik over, hvor i undergrunden der var størst sandsynlighed for at finde fortidsminder. Illustration: Museum Lolland-Falster

»Samarbejdet har fungeret helt uproblematisk, men arkæologer er også i bund og grund akademikernes håndværkere. Vi sidder ikke på kontoret hele tiden, men arbejder ved udgravningerne og har kontakt til den praktiske verden,« fastslår han.

Kendte metoder duede ikke

Den 187 hektar store mark, som krævede en særlig indsats, er egentlig en fjord, som blev inddæmmet efter en stormflod i 1872. Grundvandsspejlet befinder sig blot 20 cm under overfladen, mens underlaget består af løst og ustabilt sand.

Inden arkæologer går i gang med at udgrave et område, klarlægger de altid først, hvor og hvorvidt der er noget af interesse. På det inddæmmede område forsøgte de sig med traditionelle søgegrøfter, der var cirka 40-50 cm dybe, 1-2 meter brede og lå med cirka 20 meters mellemrum.

Søgegrøfterne bruges til at lokalisere gamle anlægsspor: stolper, brønde og affaldsgruber. De viser sig som mørke aftegninger efter det organiske materiale, men det kræver et trænet arkæologøje at se dem:

Grundvandet står 20 cm under jorden, og derfor er nødvendigt at dræne, inden arkæologerne rykker ind, forklarer projektleder Bjørnar Måge. Der er lagt drænrør rundt om det areal, hvor fiskegærdet blev fundet. Når det skal udgraves i det nye år, bliver der tilsluttet vakuumpumper, som fjerner vandet. Illustration: Lene Wessel

»Ud fra sporene afgør vi, om der skal foretages yderligere udgravninger,« forklarer Bjørnar Måge.

Traditionelle søgegrøfter duede dog ikke i det løse, våde sand. Siderne skred sammen, og der måtte findes en anden metode til de indledende arkæologiske øvelser. Forundersøgelserne blev delt op i tre etaper:

Først blev der foretaget såkaldte kerneboringer, 987 i alt à cirka en meters dybde og med en diameter på 70 mm. Det stod den hollandske entreprenør Sialtech for.

En del af borekernerne blev brugt til at rekonstruere landskabet, mens de andre blev brugt til at lede efter spor af menneskelig aktivitet:

»Når vi ved, hvordan landskabet ser ud, ved vi også, hvor vi skal lede efter stenalderbopladser, fordi de ofte ligger tæt på stranden. Og hvor mennesker bor og arbejder, vil der også være flint. Vi fandt f.eks. brændt flint og brændt træ, en tydelig indikation af, at der har været mennesker,« forklarer han.

Anden del af forundersøgelsen var 1.159 snegleboringer, som den lokale entreprenør MSE stod for. Hver boring var 120 cm i diameter, og når boret blev taget op, indeholdt det cirka fire kubikmeter undergrund. Her fandt arkæologerne både be­arbejdet træ og økser.

Uspolerede stendalderfund

Ud fra kerne- og snegleboringerne kunne det afgøres, hvor den sidste etape af forundersøgelserne skulle foregå. På udvalgte steder blev der presset i alt 65 spunsede kasser på 4x4 meter ned i undergrunden for at holde grundvandet ude. De spunsede kasser afslørede ganske som forventet mange fund, blandt andet et velbevaret fiskegærde, som der skal kigges nærmere på i begyndelsen af det nye år.

Under forundersøgelserne fandt arkæologerne et helt system af 5.000 år gamle fiskegærder på den tidligere fjordbund. Som det ses her, var de meget velbevarede, hvilket skyldes tykke lag af gytje (dynd) og sand på den gamle fjordbund, så der ikke er kommet ilt til. Illustration: Museum Lolland-Falster

I princippet kunne man have valgt at bruge spunsede kasser ved de egentlige udgravninger. Men det viste sig at blive alt for dyrt. I stedet valgte arkæologerne i samråd med ingeniører og teknikere at pløje drænrør ned langs de områder, der skal undersøges, så vandet kan pumpes væk, inden arkæologerne går i gang.

Ifølge en kulstof 14-datering er denne flinteøkse mindst 5.400 år gammel. Den var bevidst stukket 30 cm ned i havbunden tæt på kysten sammen med 13 andre økser, en padleåre og to buer. Ifølge arkæologerne som led i et ritual. Illustration: Museum Lolland-Falster

Når muldlaget bliver skrabet af det inddæmmede areal, ligger der et 1-1½ meter dybt sandlag, og yderligere et 1-1½ meter tykt lag af gytje (dynd). Først herunder ligger den gamle fjordbund og fortidsminderne. Der skal med andre ord fjernes rigtig mange kubikmeter for at nå de interessante lag. Til gengæld er gytje ideelt som låg over organisk materiale, fordi det effektivt lukker for ilttilførslen.

Det er årsagen til, at arkæologerne fandt det næsten uspolerede fiskegærde fra stenalderen og til overflod fodaftryk, der afslørede, at to mennesker har bevæget sig rundt om fiskegærdet engang for cirka 5.000 år siden.

Der er fundet i alt 1.600 stager fra fiskegærder, og det er særligt interessant arkæologisk set, fordi det fortæller om den måde, man levede på, mener Bjørnar Måge

»Det viser, at man også dengang investerede i fremtiden. Man brugte måske 14 dage på at hugge hassel, flettede det, satte gærdet op og ventede til næste dag med at samle fisk ind. På den måde er gærdet en form for investering. Det er spændende, fordi det er en anden tilgang til livet, end hvis de bare fiskede fra dag til dag.«

Som arkæolog lægger Bjørnar Måge ikke skjul på, at udgravningen ved Femern Bugt er noget særligt:

»Det er ikke som sådan unikke fund, vi får her. Vi kunne have fundet det samme mange andre steder. Det unikke er, at området er så stort. Normalt ser vi kun en lille del af et område. Her får vi mulighed for at se sammenhænge, og dermed kan vi komme med en tolkning, der er tættere på virkeligheden,« siger han.

De arkæologiske udgravninger ved Rødbyhavn afsluttes i 2021.