Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

På jagt efter en ældgammel haj i Grønland

Grønlandshajen er en kæmpestor haj. Den lever dybt nede på havbunden ud for bl.a. Grønlands kyster. Illustration: Ritzau/Scanpix

I sommeren 2021 gik jeg om bord på det danske skib Dana sammen med 16 mennesker fra hele verden. De var forskere, dyrlæger eller studerende som jeg. Skibet lå i havnen i Narsarsuaq i det sydlige Grønland. De næste ti dage skulle skibet sejle rundt i de grønlandske fjorde.

Målet var at fange og undersøge en kæmpestor haj – grønlandshajen. Den kan blive over fem en halv meter lang og veje mere end et ton. Det er lige så meget som en lille bil!

Man har også fundet ud af, at den kan blive utrolig gammel – i hvert fald 272 år. Det gør den til verdens ældste hvirveldyr.

Amalie Bech Poulsen studerede biologi, da hun var på ekspeditionen til Grønland. I dag er hun uddannet marinbiolog. Illustration: Amalie Bech

Langliner med kød

Først sejlede vi til et sted, der hedder Bredefjord. Her skulle vi prøve at fange de første hajer. Det gjorde vi ved at sætte langliner. Det er lange snører med flere fiskekroge på. På fiskekrogene blev der sat store klumper kød som madding.

Langlinerne blev sat på den dybe, kolde havbund, hvor hajerne godt kan lide at være. Men vi måtte være tålmodige. Dag efter dag hev vi linerne op af vandet uden hajer på.

Bidt i gællerne

Efter at have fisket i tre dage, kunne vi se en stor skygge i vandoverfladen. Jeg fik sommerfugle i maven. For vi var ikke i tvivl om, hvad det var:

»Vi har en haj!« blev der råbt.

Alle stirrede ned på den cirka fire meter lange hunhaj. Desværre var hun død, fordi hun havde fået en slem skade omkring gællerne. Det sker nogle gange, at hajerne bliver bidt af andre hajer, når de har bidt på en krog om natten. Med lidt besvær fik vi hajen op på skibet, og vi kunne begynde at undersøge den.

Unger og æg

Siden man fandt ud af, hvor gammel grønlandshajen kan blive, er der mange spørgsmål, man gerne vil have svar på. F.eks. hvordan et dyr kan blive så gammelt? Det var også noget af det, forskerne på Dana prøvede at finde ud af. Der blev lavet undersøgelser af hajens syn og hjerte. Der var også nogle, der tog blodprøver på hajen. Og der blev indsamlet prøver af dens lever og hjerne. Det lyder måske lidt ulækkert. Men prøverne kan gemme på en masse viden.

Jeg skulle undersøge hunhajer sammen med nogle dyrlæger. Vi skulle se, om hajerne havde unger eller æg i maven. Man ved nemlig ikke rigtig, hvor mange unger grønlandshajen får. Man ved heller ikke, hvor længe hajerne er gravide. Man tror, det er mere end tre år.

Og hvad der er ret vildt: Hunnerne er nok først klar til at få unger efter 150 år!

Den døde hun, der havde fået bidt et stort stykke af gællerne af. Illustration: Amalie Bech

Svær at undersøge

Vi undersøgte et par store hunhajer med en ultralydsscanner. Det er sådan en, man også bruger til at se babyer i maven på et menneske med.

Det var ret svært, for hajerne skulle blive i vandet, mens vi scannede dem. Det regnede, og vi sad i en jolle, der gyngede meget. Og du kan nok forestille dig, at det ikke er så nemt med en mere end fire meter lang og stærk haj, der prøver at vende sig i vandet!

Desværre fandt vi ingen unger eller æg. Sådan er det med ekspeditioner. Man kan ikke regne med at finde alt, hvad man leder efter.

Et dyr i øjet

Noget andet, der blev undersøgt, var hajernes øjne. Af en eller anden grund har alle grønlandshajer en parasit i øjet. Det ser ikke særlig lækkert ud, men det virker ikke, som om det generer hajen. Den ser alligevel ret dårligt.

Undersøgelserne af parasitten viste, at den nok ikke er selvlysende. Det troede man ellers.

Venter på resultaterne

Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af ekspeditionen. Der går nemlig noget tid, før vi får alle resultaterne fra de mange prøver, der blev taget. De er ved at blive undersøgt i laboratorier både herhjemme i Danmark og i f.eks. England og Italien. Vi håber, at de kan fortælle os noget mere om det mystiske dyr.

Det er nemlig hele ideen med at tage på ekspeditioner. At søge ny viden. Men om hemmelighederne, som den gamle grønlandshaj måske gemmer på, nogensinde bliver afsløret, er ikke til at sige.

Læs flere artikler om teknologi her i børneavisen Techie
 

Emner : Techie
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten