På et hængende hår: Den faste indre kerne opstod i sidste øjeblik for at redde Jordens magnetfelt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

På et hængende hår: Den faste indre kerne opstod i sidste øjeblik for at redde Jordens magnetfelt

Da den flydende kerne blev afkølet, blev den termisk konvektion, der er med til at opretholde geodynamoen, mindre. Det førte til et svagt og ustabilt multipolært magnetfelt som vist til venstre. Da den faste kerne opstod, blev den termiske konvektion øget igen, og Jordens nuværende dipolære magnetfelt genopstod (til højre). Illustration: Roberto Molar Candanosa and Peter Driscoll

Det var den danske forsker Inge Lehmann, der i 1936 opdagede, at Jorden har en fast indre kerne. En opdagelse hun beskrev i en videnskabelig artikel med den ultrakorte titel P'.

Siden da har geofysikere intenst diskuteret, hvornår den faste kerne opstod. De bedste bud har været, at det skete for mellem 0,5 og 2 mia. år siden, og mange har hældt til sidst i dette interval.

I en ny artikel i Nature Geoscience beretter en forskergruppe under ledelse af John A. Tarduno fra University of Rochester i USA, at den faste indre kerne først begyndte at krystallisere for omkring 565 mio. år siden.

Peter Driscoll fra Carnegie Institution for Science i Washington DC skriver i en kommentar, ligeledes i Nature Geoscience, at det var i sidste øjeblik. Geodynamoen, der driver Jordens magnetfelt var nemlig ved at dø helt ud, men den faste kerne fik sat gang i processer, der revitaliserede geodynamoen. Dermed blev Jordens magnetiske skjold reddet.

Palæomagnetisme

Tarduno-gruppen er kommet frem til deres konklusion ud fra målinger af små magnetiske områder i 565 mio. gammelt bjergmateriale fra Ediacarium-perioden.

Magnetismen i det undersøgte bjergmateriale er bestemt af styrken af Jordens magnetfelt på dannelsestidspunktet.

Målingerne viser, at det magnetiske dipolmoment på det pågældende tidspunkt kun har været ca. 0,7 x 10^22 Am². Det er lige over 10 gange mindre end den nuværende værdi for det magnetisk dipolmoment.

Tidligere målinger af ældre bjergmateriale - helt op til en alder på 3,45 mia. år - har vist, at Jordens geodynamo er mindst 4,2 mia. år gammel og dermed næsten lige så gammel som Jorden selv.

Disse målinger viser også, at styrken af Jordens magnetfelt oprindeligt var nogenlunde det samme som i dag. Som Peter Driscoll forklarer, faldt styrken gradvist, da den termiske konvektion i den flydende kerne blev mindre med tiden, til den nåede bundniveauet for godt 500 mio. år siden, som de nye målinger viser.

Under dannelsen af den faste kerne steg lettere grundstoffer som silicium og oxygen opad gennem Jorden, og det var med til på ny at sætte gang i den termiske konvektion - og geodynamoen.

I absolut sidste øjeblik mener Peter Driscoll. For var dynamoen først kollapset fuldstændigt, havde det ikke været let at sætte den igang igen.

Men alt er naturligvis ikke faldet på plads endnu, for Peter Driscoll skriver afslutningsvis, at yderligere palæomagnetiske observationer i sammenhæng med forbedrede numeriske modeller og eksperimenter omkring krystallisation af jern fra flydende tilstand kan være med til øge vores viden om den indre kernes termodynamik.

Emner : Geofysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Den faste indre kerne opstod i sidste øjeblik for at redde Jordens magnetfelt"

Hvem havde bestilt den redning af Jorden magnetfelt? Hvem havde besluttet at Jorden skulle have et magnetfelt?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten