På vej mod eksportsucces med enorme strålekanoner til kræftbehandling

Elektronikvirksomheden Danfysik i Jyllinge har sammen med Siemens sparket døren ind til eksportmarkedet for strålekanoner til kræftbehandling.

Firmaet har netop fået ordrer på verdens første proton- og kulstofacceleratorer til blandt andet et tysk hospital i hus. Ordrene forventes at indbringe i alt 400 millioner kroner.

»Det partikelterapianlæg, vi har udviklet, er væsentligt bedre end de eksisterende former for stråleterapi. Så vi forventer, at der er et betydeligt marked, og at vi skal levere to-tre anlæg om året,« siger Bjarne Roger Nielsen, administrerende direktør i Danfysik.

Danfysik leverer acceleratoren

Danfysik har hidtil primært leveret acceleratorer til forskningsbrug, men i 2004 indgik virksomheden en samarbejdsaftale med Siemens, og det er den, der nu har resulteret i ordrerne.

Danfysik leverer selve acceleratoren, mens Siemens, som i forvejen forhandler en lang række hospitalsudstyr, leverer det resterende udstyr, der er nødvendigt for at foretage og monitorere strålebehandlingen.

Partikelaccelerator bliver den første af sin slags

Første projekt er til et privathospital i Marburg, Tyskland. Hertil leverer Danfysik næste sommer verdens første industrielt fremstillede partikelaccelerator, der både kan anvende protoner og kulstofioner.

Der findes i forvejen to partikelterapianlæg, som kan behandle med både protoner og kulstof. De ligger begge i Japan, men de er udbygninger af forskningsacceleratorer. Foreløbig er Danfysik/Siemens formentlig de eneste leverandører på markedet, siger Bjarne Roger Nielsen.

Kulstof giver bedre behandling

De store forventninger skyldes, at de nye partikelterapianlæg er mere effektive og samtidig mere skånsomme end de strålekanoner, der i dag bruges på bl.a. danske hospitaler.

Herhjemme består stråleterapi af røntgenstråling, mens den nye terapiform er baseret på accelererede partikler. De giver betydelig færre skader på det væv, der ligger omkring kræftknuden, og desuden kan bestrålingen følges "live" i en PET-scanner.

»Behandlingen kan målrettes med én millimeters præcision, og det betyder, at selv patienter med tumorer i følsomme dele af hjernen, kan behandles,« siger Bjarne Roger Nielsen.

Patienter kan nøjes med fem-ti behandlinger over en-to uger

Omkring 150.000 patienter årligt i EU har tumorer, som sidder på så kritiske steder, at de ikke er mulige at fjerne med kirurgi eller med eksisterede strålebehandling, lyder vurderingen fra forskere på Aarhus Universitetshospital, som også forsker i partikelterapi.

Brugen af accelererede partikler i stedet for røntgenstråling betyder desuden, at der ved en enkelt behandling kan afsættes betydelig større mængder energi i tumoren, og dermed udslettes betydelig flere kræftceller ved hver behandling.

Konsekvensen er ifølge professor Gerhard Kraft, der forsker i partikelterapi ved Universität Heidelberg i Tyskland, at patienter kan nøjes med fem-ti behandlinger over en-to uger. I dag får patienterne typisk 30 behandlinger over seks uger.

»De nye partikelanlæg kan slet ikke sammenlignes med de nuværende strålekanoner,« siger Bjarne Roger Nielsen.

Det gælder også for pladsen. For acceleratorerne kræver en hel fodboldbane - mere præcist 40 gange 100 meter. Og de koster hospitalet en milliard kroner.