Ozonhullet over Antarktis sætter rekord

26,5 millioner kvadratkilometer. Så stort var hullet i ozonlaget over Antarktis både 2. og 8 oktober. For årstiden er der tale om det største hul, der nogensinde er målt, fortæller atmosfæreforsker Helge Jønch-Sørensen fra DMI:

»Set i forhold til årstiden er det alletiders største udstrækning.«

Ozonhullets størrelse varierer hen over året og plejer at være størst mellem september og november - forårsmånederne på Antarktis. På det tidspunkt blæser meget kraftige vinde rundt i om Antarktis og danner et vortex, som ‘isolerer’ luften over Antarktis fra den omgivende atmosfære.

I stratosfæren dannes der skyer, og atmosfærens indhold af klor- og bromatomer kan sætte sig på vanddråberne. Når solen begynder at titte frem, får uv-strålerne kloratomer til at splitte fra CFC-molekyler, og kloratomerne nedbryder ozonmolekylerne.

Det særlige ved i år var, at hullet begyndte af vokse senere end normalt.

»Vortexen var meget stor og meget stabil, så der var så at sige ikke noget, der stak af. Derfor gik der længere tid end normalt, før området inde i vortexen blev ramt af solens stråler, og der kom gang i nedbrydningen,« forklarer Helge Jønch-Sørensen.

Men især efter jævndøgn 23. september begyndte hullet at vokse kraftigt, i takt med at området fik flere solskinstimer.

2. og 8. oktober toppede det foreløbigt med en udbredelse på 26,5 mio. m2. Ser man ud over målingerne fra det tilsvarende tidspunkt de tidligere år, er det ifølge Helge Jønch-Sørensen den fjerdestørste udbredelse, hullet har haft siden 1980.

På trods af rekordstørrelsen er der ingen grund til at være bekymret for, understreger han.

»Der kan være meget store udsving fra år til år. Så det er forventeligt at se udsving som følge af vejrforhold og indholdet af ozonnedbrydende stoffer.«

I 1987 blev verdens lande enige om at udfase CFC-gasser. Ifølge modelberegningerne skulle udfasningen betyde, at ozonhullet over Antarktis blev mindre fra 2020 og frem mod 2050, hvor forskerne har regnet sig frem til, at hullet skulle være tilbage på samme niveau, som før man begyndte at måle på det.

»CFC-gasser kan overleve meget længe i stratosfæren, men at vi nu ser et rekordstort hul er ikke i modstrid med, at begrænsningen i udledningen af ozonnedbrydende stoffer virker,« siger Helge Jønch-Sørensen.

Til gengæld kan klimaforandringerne betyde, at ozonhullet ikke vil blive stoppet så hurtigt, som man hidtil har forventet.

»De beregningsmodeller, der siger noget om, hvornår vi vil se en bedring, bygger på en antagelse om uændret klima med hensyn til temperaturer og strømningsforhold,« siger Helge Jønch-Sørensen.

Leder: Kolde facts – klima må tilbage på dagsordenen

For at ozon kan blive nedbrudt, kræver det, at der er vanddamp og kulde i stratosfæren. Og global opvarmning netop betyde, at der kommer mere vanddamp op i stratosfæren, hvor det samtidig vil bidrage til nedkølingen af laget. Hvor stor effekten bliver, er der endnu ingen, der tør sige.

»En stigning i temperaturen i troposfæren vil kunne give mindre ozonnedbrydning på mellembreddegrader og mere i Antarktis, så det totale billed er svært at regne sig frem til på nuværende tidspunkt,« siger Helge Jønch-Sørensen.