Oxford-vaccine overgår Pfizer og skal ikke fryses til -70 grader

Illustration: Wikipedia

Få dage efter Pfizer annoncerede deres coronavaccine med 94 procent effektivitet hos ældre over 65, melder Oxford University sig nu på banen med testresultater, der viser endnu større effektivitet hos den ældre del af befolkningen.

Omkring 560 sunde og frivillige forsøgspersoner i aldersgrupper 18-55, 56-79 og over 70 år indgik i Oxford Universitys nye fase-2-studie. Resultaterne er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Forsøgspersonerne modtog enten vaccinekandidaten eller et placebo.

208 ud af 209 af de personer, som modtog en såkaldt boosterdosis (en ekstra indgivelse af en vaccine efter en tidligere dosis), dannede neutraliserende antistoffer på tværs af alle aldersgrupper.

Den ene forsøgsperson, hvor forskerne ikke kunne måle antistoffer i høje nok mængder til at neutralisere coronavirus, var over 70 år, noterer forskerne i studiet. De resterende 99 procent havde dannet en tilstrækkelig mængde antistoffer i løbet af 14 dage efter boosterdosis.

Her skal det noteres, at forskerne målte raske forsøgspersoners antistoffer, men ikke hvorvidt vaccinen rent faktisk beskytter mod covid-19-smitte. Det skal resultaterne fra et igangværende fase-3-studie vise.

»Der er stadig meget arbejde, der skal gøres, men det her er virkelig opmuntrende resultater fra @UniofOxford og @AstraZeneca-vaccinen, tweetede den britiske statssekretær for sundhed og social pleje, Matt Hancock.

Forskerne bag studiet fandt ingen negative sundhedseffekter fra vaccinen i nogen af forsøgspersonerne. Derudover tyder resultaterne fra det nye studie på, at vaccinen ikke behøver at blive opbevaret ved -70 grader ligesom Pfizers og eller -20 grader som Modernas.

Læs også: Derfor skal den første corona-vaccine opbevares ved -70 grader

Fase-3-forsøgene er i gang

Ifølge en af hovedforfatterne på studiet, Maheshi Ramasamy, der er uddannet læge og en del af Oxford Vaccine Group, så beskytter vacciner ofte ældre i mindre grad end de yngre voksne, fordi der dannes færre antistoffer.

»Ældre voksne er en prioriteret gruppe for covid-19-vaccinationen, fordi de har en øget risiko for alvorlig sygdom, men har på samme tid tendens til dårligere vaccinerespons,« siger hun til mediet Sky News.

»Vi var glade for at se, at de ældre voksne ikke kun tolererede vores vaccine godt, men at den også stimulerede samme immunrespons som hos de yngre voksne. Det næste skridt vil være at se, om dette kan oversættes til beskyttelse mod selve sygdommen,« siger hun.

Fase-3-forsøgene er i gang. Resultaterne fra disse forventes at komme i løbet af de næste par uger.

Rettelse: Før stod der, at Modernas vaccine skulle opbevares ved -70 grader. Det er en fejl. Modernas vaccine skal opbevares ved -20 grader.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ja undskyld mig, men hvordan forsvarer ing.dk den forsvundne helt generelle skepsis overfor forsøg med coronavaccine med så få forsøgspersoner?

ALLE andre som har offentliggjort lignende "rosenrøde" forsøg er enten skudt ned som værende langt ude i hampen, eller som fuldstændig utroværdige.

Hvad sker der for jer?

Mvh Lars C PL Brake

  • 1
  • 15

Mig bekendt er Pfizer/BioNTech's resultat baseret på (1. del af) et fase 3 forsøg, altså hvor man rent faktisk måler på, om folk får Covid-19 eller ej blandt 10.000 vis af forsøgspersoner. Det er altså lidt en fugle-på-taget / fugle-i-hånden sammenligning at lave. Vi kan meningsfuldt sammenligne, når Oxfords fase 3 resultater kommer.

  • 4
  • 0

Er denne vaccine så en traditionel i forhold til Pfizers?

Det kunne tyde på det da det kun er fase 2 testresultater.

Oxford/AstraZeneca-vaccinen er adenovirusbaseret. Man bruger en adenovirus som vektor: Genetisk material der koder for coronavirus protein (formodentlig spike protein) er pakket ind i en adenovirus-partikel, og kan transficere celler, men ikke lave nye virus partikler. Det er altså også en moderne "genteknologisk" vaccine. Den Russiske sputnik-vaccine og en kinesisk vaccine (kan ikke huske hvem der laver den) er også adenovirusbaserede. De er alle i fase 3 forsøg nu.

Vaccinen fra Sinopharm (kinesisk firma) er et eksempel på en klassisk inaktiveret-virus-vaccine. Den er ligeledes i fase 3 forsøg.

Der er efterhånden mange CoViD-19 vacciner, der har nået fase 3. En hurtig søgning på clinicaltrials.gov giver mere end 50 hits i dag. Der er flere klassiske vaccinetyper og en hel del nye typer. Alle, der når igennem testene, vil være være meget sikre. For de nye typer vil kendte risici være (endnu) mindre.

  • 7
  • 0

Wow, har vi læst samme artikel?

Jvf. del-overskriften: "208 ud af 209 forsøgspersoner dannede neutraliserende antistoffer i Oxford Universitys fase-2-studie af en mulig corona-vaccine."

Monstro det går lidt stærkt?

Mon ikke vi har læst samme artikel som dig - du har bare ikke forstået hvad den handler om.

Artiklen handler om et fase 2 forsøg. Fase 2 forsøg bruges til er at afklare om det kan betale sig og er sikkert at gå i gang med et fase 3 forsøg. I fase 3 forsøget testes vaccinen så på mange flere (10.000-vis)

  • 4
  • 0

Okay. Kan du så forklare mig hvordan det i artiklen nævnte forsøg, som følger:

"Omkring 560 sunde og frivillige forsøgspersoner i aldersgrupper 18-55, 56-79 og over 70 år indgik i Oxford Universitys nye fase-2-studie. Resultaterne er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet."

Kan opfattes som så epokegørende, når alle andre forsøg i samme størrelsesorden, er skudt ned som værende useriøse?

Blot en tanke

  • 0
  • 6

Det er da muligt at jeg tager fejl, men jeg mener at sammenligningen er tilstede i nærværende og nedenstående artikel

Den ovenstående artikel beskriver resultat fra et fase 2 forsøg. Den russiske vaccine i den artikel du linker til er også testet i et fase 2 forsøg.

Den helt store forskel består i at de Russiske myndigheder valgte at godkende vaccinen efter fase 2 forsøget. Det er mildest talt ikke normalt eller hensigtsmæssigt. Oxford-forskerne i den nærværende artikel mener ikke at deres vaccine skal godkendes nu. De argumenterer for at de har opnået gode resultater, men der er ingen der taler om at det er nok til at vaccinen skal godkendes til brug.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten