Overvågning har sin pris

"Dette område er videoovervåget". Sådan står der ved indgangen til spillested og diskotek Copenhagen JazzHouse i indre by i København. Ironisk nok, kunne man mene, for det var her uddelingen af årets "Big Brother Award" fandt sted. Arrangementet skulle sætte fokus på den stigende overvågning overalt i samfundet både ude på gader og stræder og inde i cyberspace.

Der var i alt 13 nominerede til dette års Big Brother Awards. Elleve var nomineret til prisen for at øge overvågning, en Orwell-pris, og to var nomineret til for at handle imod øget overvågning, Simon-prisen.

Retsordfører fra Enhedslisten, Line Barfod, vandt prisen for at kæmpe imod overvågning:

»Det kan ikke nytte noget, at vi krænker privatlivet for hele befolkningen ved at indføre overvågning, der skal fange nogle få forbrydere,« sagde Line Barfod og fortsatte:

»Hvis man vil forhindre kriminalitet på stationerne og på gaderne, gøres det ikke ved at sætte passive kameraer op. Vi må fjerne grunden til, at man i første omgang bliver kriminel. Det virker som om, at vi har glemt det.«

Professor, dr. jur. Peter Blume sagde også i sit oplæg til seancen, at det danske samfund efter hans mening var ved at komme lidt for langt ud ad glidebanen, når det kom til overvågning.

»Overvågning er efterhånden mere en trussel end et løfte, og derfor har vi brug for en pause. Vi må tage os tid til at diskutere, om vi vil acceptere den grad af overvågning, vi har nu. Hvilket samfund er det egentlig, vi ønsker,« spurgte Peter Blume og fortsatte:

»Vi må sikre, at politikerne ikke bliver grebet af en stemning og undlader at overveje konsekvenserne. Når vi først kommer ud ad glidebanen kan det være meget svært at komme tilbage på det rette spor.«