Overskud i virksomheden smitter ikke af på ingeniør-lønnen

»Når vi har dårlige år, bliver vi opfordret til løntilbageholdenhed. Da vi så fik et historisk flot årsregnskab i 2016, forventede vi det modsatte af løntilbageholdenhed til lønforhandlinger i foråret 2017,« fortæller Benny Gøbel, formand for AC-­bestyrelsen i Ørsted Wind Power samt Bioenergy & Thermal Power og for IDA Privat.

Sådan kom det ikke til at gå. Forhandlingerne med ledelsen endte for andet år i træk uden en aftale for de cirka tusind AC'ere, heraf hovedparten IDA-medlemmer:

»Jeg får adskillige henvendelser fra kolleger, som kan se, at deres løn ikke følger med udviklingen i lønstatistikken,« fortæller Benny Gøbel, formand for AC-klubben i Ørsted Wind Power samt Bioenergy & Thermal Power. Han er desuden formand for IDA Privat. Illustration: Privat

»Ledelsens udspil var milevidt fra vores forventninger om en lønregulering på niveau med det private arbejdsmarked. Det kæmpe overskud, Ørsted har haft, svarer til 2 millioner kroner pr. medarbejder, så det ville ikke kunne mærkes i regnskabet, hvis vi havde fået 4 i stedet for 2 procent,« siger han.

Ifølge IDAs lønstatistik lå lønstigningerne i år på 3,7 procent i snit, men den udvikling kan Benny Gøbel ikke genkende fra sin egen arbejdsplads:

»Jeg ville have været uhyggeligt godt tilfreds, hvis vi havde nået en lønstigning på 3,7 procent, men ledelsen kunne ikke engang acceptere vores bud, hvor vi er gået en tredjedel ned. Og det skal ses i lyset af, at prognoserne for inflationen sagde 1,6 procent, hvilket inflationen faktisk er kommet op på.«

Flere vil søge væk

Inden forhandlingerne skelede han og den øvrige bestyrelse i AC-klubben til blandt andet IDAs lønstatistik. De foregående tre år har reguleringen ligget et sted mellem 3,2 og 3,9 procent. Den udvikling har Benny Gøbels egen virksomhed dog ikke været en del af:

»Jeg får adskillige henvendelser fra kolleger, som kan se, at deres løn ikke følger med udviklingen i lønstatistikken. Virksomhedens overskud er ikke faldet ned i lommerne på Ørsteds menige specialister, men det kan komme til at koste dyrt, hvis folk vælger at søge andre steder hen,« konstaterer han.

Med den store efterspørgsel på ingeniører frygter han nemlig, at flere medarbejdere kunne vælge at forlade arbejdspladsen:

»Mange ingeniører forventer en lønstigning efter nogle magre år, og en af måderne er at skifte job. Derfor vil der komme mere rotation på arbejdspladserne, end der har været i en årrække. Krisen er overstået, og mange føler sig friere til at søge væk.«

At alt for store lønstigninger kan indebære en fare for jobsikkerheden, afviser Benny Gøbel:

»Vi er ikke frisører, hvor arbejdsløn fylder 80 procent. Vi er højtuddannede specialister, og når jeg kigger på Ørsteds budget, fylder løndelen ikke vanvittigt meget. Vores lønstigninger ville slet ikke fylde i regnskabet. Det er et spørgsmål om, hvad aktionærerne skal have. Det kunne være, at de skulle dele lidt med medarbejderne,« siger AC-klubbens formand.

Emner : Løn
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Endnu engang tages der ikke højde for hvordan mennesket fungere. Fordi den største drivkraft (på niveau med sex) er individets søgen efter at optimere sin egen situation, er det der tæller udbud og efterspørgsel (af den pågældende type arbejdskraft), alt andet kommer længere nede i rækken! På arbejdsgiver siden bliver man ikke belønnet for at "dyrke arbejdskraften", selv om det på den lange bane ville være det rigtige! Arbejdstagerne må altså selv tage ansvaret ved at finde virkemidler som lægger tilstrækkeligt pres på modparten så de gør det rigtige!

  • 0
  • 0

Nå en medarbejder får nyt arbejde, skal medarbejderens projekter overdrages til en anden. Dette tager ofte en masse tid, da en anden medarbejder skal bruge mange timer på at sætte sig ind i projektet. Herudover øger det risikoen for fejl.

Er der nogen, der har erfaringstal herfra?

(Jeg siger ikke, at man aldrig skal finde nyt arbejde - men det er da tåbeligt at miste medarbejdere - og derved profit - fordi man ikke gider give dem en ordenlig løn)

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten