Natten til onsdag gik der brand i et Tesla-batteri på 182,5 MW, som var tilsluttet energilagringssystemet PG&E i Californien.
Branden kom fra et af Teslas Megapack batterimoduler ved en transformerstation i Moss Landning-området i Monterey, hvor der står flere batterianlæg til at lagre energi fra sol- og vindkraft.
Ifølge Bloomberg er der ingen tilskadekomne, men branden lukkede flere veje i området.
I knap ti timer var et område på 6,18 kvadratkilometer beordret til at lukke vinduerne og slukke for ventilationen, da der var risiko for at indånde sundhedsskadelige stoffer fra det store lithiumbatteri, skriver Monterey County’s Office of Emergency. Batteribrande kan blandt andet udlede hydrogenflourid samt saltsyre og svovlsyre fra afbrænding af andre materialer omkring batteriet.
Årsagen er ukendt
»Det er for tidligt at vide, hvad der er årsagen til branden,« siger North Monterey Countys indsatsleder John Hasslinger til CNBC, der fortæller, at branden begyndte ved to-tiden om natten.
Californien har i stigende grad benyttet sig af batterier til at levere vedvarende energi samt at undgå strømafbrydelser. De nettilsluttede batterier oplader, når energiefterspørgslen er lav, og sol- og vindenergiproduktionen er høj.
Derefter kan batterierne bruges, når efterspørgslen begynder at stige.
Delstatens batterikapacitet er på 3.400 MW, hvilket kan forsyne 2,3 millioner californiske hjem med strøm.
Ingeniøren har tidligere i dag fortalt, at batterianlæg er en god forretning for Californien. PG&E kunne fortælle, at batterierne på et tidspunkt i april måned blev opladet med el købt for 10 dollars per MWh, og senere samme dag blev energien solgt tilbage til elnettet for 100 dollars per MWh.
Tesla batterilageret har kørt siden april, men nu er systemet blevet koblet af el-nettet.
Et tilsvarende batterianlæg i Moss Landing ejet af Vistra Corp. har tidligere haft to hændelser med overophedede batterier siden september sidste år. Begge gange blev dele af batterianlægget midlertidigt lukket.
Desværre er det ikke første gang, at Tesla Megapack-batterier går i brand. Sidste år skete en lignede ulykke i den australske delstat Victoria, da energiselskabet Neon og det australske energiforsyningsselskab AusNet Service skulle teste om et Megapack-batteri kunne kobles på el-netværk for at levere vedvarende energi.
