Overlæge i vidneskranken: Nu er de første danskere døde af resistent svine-MRSA

Overlæge i vidneskranken: Nu er de første danskere døde af resistent svine-MRSA

Tre danskere er døde som følge af infektioner med antibiotikaresistente MRSA-bakterier, der stammer fra svin. Det kunne en stærkt bekymret overlæge fra Odense Universitetshospital i dag afsløre i en usædvanlig retssag.

Flere og flere danskere bliver smittet med antibiotikaresistente stafylokokbakterier fra grise på danske svinefarme. Men indtil i dag har det ikke været offentlig kendt, at svinebakterien allerede har kostet flere danske patienter livet.

Læs også: Flere danskere bliver syge af resistent svinebakterie

»Fra mit eget hospital har jeg kendskab til en patient, der sidste år døde af en MRSA-infektion fra svin. Da jeg rapporterede dødsfaldet, spurgte jeg Statens Serum Institut, om der havde været andre tilfælde. Og det var der, et i 2012 og igen et året efter,« sagde overlæge på Odense Universitetshospital og professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

Overlægen var indkaldt til at vidne ved retten i Aarhus i en straffesag om videregivelse af oplysninger om private forhold. Sagen startede i 2010, da Sundhedsstyrelsen politianmeldte to journalister for at have offentliggjort adresser på 12 svinefarme, som var inficeret med den smitsomme svinebakterie.

Læs også: Naboer til svinefarme har fordoblet risiko for smitte med resistent bakterie

Ifølge anklager Lis Søndergaard er videregivelse af disse oplysninger, der i den konkrete sag omhandler et navngivent ægtepar, som begge var smittede med MRSA og ejere af en inficeret svinefarm, ulovlig i henhold til medieansvarsloven, da sundhedsoplysninger hører til privatlivet og ikke kan videregives lovligt uden samtykke.

Det står journalisterne Kjeld Hansen og Nils Jørgen Mulvad i dag tiltalt for ved retten i Aarhus, da de offentliggjorde oplysningerne i en artikel på Aabenhedstinget.dk i oktober 2010. Det kan koste dem en bødestraf, men de forsvarer deres handling med, at det er i offentlighedens interesse at blive oplyst om lokationen på smittekilder, der kan føre til livstruende infektioner.

Læs også: Myndigheder hemmeligholder bakteriespredende svinefarme

»Jeg skrev historien om de smittede, byldebefængte børn i Løgstør, fordi myndighederne på tidspunktet overså og forsømte at handle på et alvorligt problem. Oplysningerne om de smittefarlige svinefarme offentliggjorde jeg som dokumentation, så myndighederne ikke kunne afvise problemet,« sagde artiklens forfatter, Kjeld Hansen, under afhøringen.

Antallet af danskere, der er smittede med MRSA-typen CC398, som stammer fra svin, steg fra 164 i 2011 til 232 i 2012. Samtidig har Fødevarestyrelsen i en kontrolkampagne fundet bakterien i 77 procent af svinene på de danske slagterier.

Læs også: Læger slår alarm over stigning i forbruget af de farligste antibiotika til svin

Det er et omfang, som bekymrer flere af landets førende eksperter i resistente bakterier, herunder overlæge og professor Hans Jørn Kolmos, der nu kan konstatere, at bakterien siden 2011 har kostet tre danskere livet.

»Bakterien er sluppet ud i samfundet. De tre dødsfald er alle forårsaget af svine-MRSA, selvom de ikke har haft nogen kontakt til svin. Det er stærkt bekymrende, at smittespredningen er så voldsom,« sagde Hans Jørn Kolmos.

Der falder dom i straffesagen mod de to journalister den 22. maj 2014.

Læs også: WHO: Antibiotikaresistens er en alvorlig trussel mod folkesundheden

Kommentarer (63)

77%
Vil det sige at man med 77% sandsynlighed står med MRSA inficeret kød, når man laver frikadeller hjemme i køkkenet?

KLAMT!

  • 13
  • 3

Den overlever ikke turen på panden, bare den gennem steges.
Er selv blevet konstateret som atypisk smittebærer af netop denne variant af kokker bakterien sidste år. Atypisk i den forstand at jeg ikke i det fjerneste har symptomer eller omgås grise. Men du bør nok undgå at tage et spa bad sammen med mig ;-)
De poder vist på livet løs på sygehusene, for at danne sig et overblik over hvor slemt det står til.

  • 4
  • 1

Da svine MRSA bakterien kan behandles med antibiotika, er det så spørgsmålet, om de tre er døde af eller med bakterien? Og det skal nok også lige sættes i forhold til, hvor mange mennesker der hvert år dør af (eller med?) stafylokokinfektioner.

  • 10
  • 36