Overlaboranten kneb en tåre, da ingeniøren tog fusen på ham og geologerne

Illustration: Ingeniøren

Sidste uges tænkeboksopgave, som du kan læse her, fik minderne frem hos Anders Bækgaard.

Efter at være uddannet som civilingeniør (B) i 1976 og endt militærtjeneste blev han i august 1977 ansat på det, som dengang hed Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU), og som i dag er en del af Geus, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Her blev de nyansatte præsenteret for stigeopgaven af overlaborant Knud Højgaard fra Boreprøvelaboratoriet som en slags optagelsesprøve:

På det tidspunkt var der mere end 100 geologer ansat på DGU, og vi var fire inge­niører mig selv inklusive. Det siger sig selv, at de nyansatte geologer tumlede noget videre med stigeopgaven – matematik var helt klart ikke deres spidskompetence, hvorfor Knud Højgaard ofte kunne og elskede at ‘åle’ de stakkels unge geologer, som ikke kunne løse opgaven.

De blev helt klart bibragt den følelse, at de skulle være taknemmelige for at beholde deres nye job, hvis de ikke kunne løse stigeopgaven (selvfølgelig foregik alt med et stort glimt i øjet).

Nå, jeg fik så også ­opgaven af Knud. Jeg havde lært at pro- grammere og en del matematik på DTU (som det hedder i dag). Og DGU havde netop indkøbt sin første programmerbare Texas-regnemaskine – med strimmel! Så i gang med den. Jeg lavede et program, som kunne løse stigeopgaven med vilkårlige stigelængder og vilkårlige afstande mellem skæringspunkt og vej – og med en valgfri nøjagtighed.

Jeg valgte at etablere udskrifter på strimlen, i takt med at Texas-maskinen kom fremad i processen (de første maskiner arbejdede utroligt langsomt). De sidst udskrevne kommentarer i forbindelse med beregningerne var f.eks. »rolig, rolig, jeg regner«, »rolig, rolig, jeg regner«, »rolig, ro…« osv., indtil resultatet kom frem med f.eks. fem betydende decimaler.

Jeg strøg ned (Boreprøvelaboratoriet lå i kælderen på Thoravej i Nordvestkvarteret) til Knud med Texas-maskinen for at vise resultatet. Han observerede ivrigt ‘dyret’ og udskrifterne – og da resultatet kom frem, observerede jeg en lille tåre i Knuds øjenkrog. Han var ked af det. Nu havde så mange geologer kæmpet i timer, dage og uger med stigeopgaven (man havde relativt god tid på DGU på det tidspunkt – stress var ikke fremherskende), og så kom sådan en ung noksagt fra DTU og havde løst opgaven for altid på et par timers tid. En del af Knuds liv faldt bort.

/ram

Illustration: Ingeniøren