PCB står for Polyklorerede bifenyler. Det er en gruppe olielignende industrikemikalier med bl.a. lang holdbarhed og god isoleringsevne. Stofgruppen omfatter teoretisk 209 forskellige typer PCB, hvoraf cirka 130 har været fremstillet.
Brugen af PCB greb om sig i 1950'erne, hovedsageligt i elektronikindustrien. Her blev det bl.a. brugt til køleolie og kondensatorer. PCB blev desuden brugt i byggeriet helt tilbage fra 1950'erne, men forbruget eskalerede op gennem 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne.
PCB blev forbudt til langt de fleste anvendelser i Danmark i 1976. Internationalt er PCB reguleret af Stockholm-konventionen, som blev vedtaget i 2001 og i dag er ratificeret af over 150 lande. Konventionen regulerer persistente, organiske miljøgifte (ofte forkortet til POP-stoffer eller blot POP'er). Dem var der oprindeligt 12 af, herunder PCB, og de bliver af miljøorganisationer kaldt 'det beskidte dusin'.
PCB nedbrydes kun meget langsomt, i løbet af årtier. Forureningen kan derfor spores på stort set hele kloden. En del af PCB-typerne ophobes i organismen i årtier. Det betyder, at de bioakkumulerer, det vil sige opkoncentreres i fødekæden. De højeste koncentrationer findes i fedtvæv i blandt andet marine pattedyr og isbjørne.
Desværre, nej. Mængden af PCB i miljøet er generelt faldet drastisk, siden forbuddet blev indført, men de seneste år har der været en tendens til, at det har stabiliseret sig på et lavere niveau.
PCB blev blandet i maling.
Den største mængde PCB sidder i termokittet i vinduer fra 1960'erne og 1970'erne.
Læs også: Danske termoruder er fulde af miljøgift
Det største problem for indeklimaet er brugen af bygningsfuger i betonbyggerier. Fugerne kan bestå af op til en tredjedel PCB, i enkelte tilfælde endda endnu mere. PCB var med til at give fugerne elasticitet og sikre holdbarheden.
Der er hovedsageligt undersøgt byggeri af betonelementer. Her er det fundet i alt fra daginstitutioner over hospitaler og kontorbygninger til lejlighedskomplekser. Nogle af de mest omtalte sager er fra skoler, fra Rigshospitalet og fra Farum Midtpunkt, hvor der også er målt nogle af de højeste koncentrationer i indeluften.
Det har myndighederne intet overblik over endnu, men rådgiverfirmaet Alectia har skønnet, at det kan dreje sig om op til et par procent.
PCB er ekstremt svært nedbrydeligt. Alligevel er nogle af PCB-forbindelserne meget mobile. De diffunderer ud af fugerne, forurener det omkringliggende materiale og havner i støv og i indeluften. Betonen omkring PCB-holdige fuger har ofte et meget højt indhold af PCB, og det samme gælder gulve og andre belægninger med lakerede eller plast-overflader. De forurener igen indeluften og kaldes sekundære kilder. De er i mange tilfælde vanskeligere at komme af med end fugerne. Desuden er der en risiko for en vis afsmitning både gennem huden og gennem maden, hvis man har rørt ved fugerne.
Hverken myndigheder eller bygningsejere har på grund af forbuddet mod PCB været opmærksomme på sundhedsfaren før i de senere år.
Det er ikke til at se eller lugte, om en fuge indeholder PCB. Det er desuden uigennemskueligt, om og hvor meget PCB der er brugt i fugerne, selv inden for samme byggeri, og om det udgør et problem for indeklimaet. Derfor er det nødvendigt med dyre undersøgelser af hver enkelt bygning for at fastslå problemets omfang. Særligt målinger af PCB-koncentrationen i indeluften er omkostningsfulde.
Forbedret rengøring og øget ventilation kan nedbringe PCB-koncentrationen i indeluften betragteligt. Det er også muligt at rense luften med et kulfilter. Nogle vælger desuden - permanent eller midlertidigt - at overdække fugerne med alufolie, som forhindrer afdampning af PCB. Andre mener, at det på lang sigt er som at tisse i bukserne, fordi PCB stadig vil forurene de omkringliggende materialer og derfra sive ud i indeluften.
Hvis PCB'en skal væk fra indeluften, skal de sekundære kilder også væk. Det betyder, at det i mange tilfælde er nødvendigt at skære betonen omkring fugerne væk, ligesom beklædning af f.eks. gulve og lofter, maling mv. skal skrælles af.
Det kræver naturligvis fuld beskyttelse af både krop og åndedræt såvel som komplet udsugning at fjerne PCB-holdige materialer, særligt da det ofte medfører stor støvudvikling. I praksis skal håndværkerne derfor iføre sig, hvad der minder om rumdragter.
Det afhænger naturligvis fuldstændig af, hvor udbredt PCB er. Men hvis der er tale om omfattende forurening af både materialer og indeluft, er priser på flere tusinde kroner pr. kvadratmeter ikke usædvanlige.
Hvis PCB-koncentrationen er over 50 ppm (parts per million, altså 0,05 promille) i de materialer, som pilles ned, skal de behandles som farligt affald. Det kan i Danmark i praksis kun destrueres ved afbrænding på Kommunekemi. Så godt som alt affald fra PCB-renovering af bygninger når over grænsen for farligt affald.
Nej, der er flere eksempler på, at det ikke er sket, og blandt andet beton, der har siddet omkring PCB-fuger, er blevet genbrugt i nyopførte bygninger.
PCB er fedtopløseligt og oplagres således i fedtvævet, hvorfra det kan frigives til transport rundt i kroppen med blodet.
For langt de fleste er det fødevarer. I danskernes kost er fisk den største enkeltkilde til PCB, men samlet får gennemsnitsdanskeren mere PCB fra mælke- og kødprodukter samt vegetabilske fedtstoffer.
Nye undersøgelser fra Farum Midtpunkt er de mest grundige i verden på det punkt. De viser, at det mere end fordobler mængden af PCB i blodet at bo i forurenede boliger.
Der findes ingen egentlige grænseværdier for PCB, men Sundhedsstyrelsen har to såkaldte vejledende aktionsværdier. Den øvre er på 3.000 nanogram PCB per kubikmeter. Hvis koncentrationen er højere, vil embedslægerne, som oftest har det sidste ord, kræve forureningen nedbragt med det samme, eller at bygningen bliver rømmet. Den nedre aktionsværdi er 300 nanogram pr. m3. Her bliver bygningsejere oftest mødt med et krav om at udarbejde en plan for at nedbringe forureningen, men myndighederne accepterer, at det tager et par år at føre den ud i livet.
De højeste koncentrationer er målt på Færøerne og blandt arktiske befolkninger, der spiser en traditionel kost med store mængder marint fedt. I Grønland og på Færøerne er hovedkilderne henholdsvis sæl- og grindespæk. Koncentrationerne i de udsatte færingers og grønlænderes blod er omkring 100 gange højere end i gennemsnitsdanskeren.
PCB er både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, ligesom det kan påvirke leveren, immunsystemet og centralnervesystemet. De fleste effekter er dog påvist i dyrestudier og ved langt højere doser, end vi mennesker udsættes for.
Forskere har på Færøerne konstateret, at et højt indhold af PCB i blodet øger risikoen for diabetes og for lav fødselsvægt. I en helt ny undersøgelse fastslår svenske forskere desuden, at jo højere indhold af PCB ældre mennesker har, desto større er risikoen for åreforkalkning.
Læs også: PCB øger risikoen for sukkersyge
Det ved forskerne ikke. Det afhænger ikke blot af, hvor høj koncentrationen i deres blod er, men også hvor længe de har været udsat for eksponeringen. Desuden kan det være altafgørende, hvilke typer af PCB der er tale om. Nogle af de typer, der oplagres i fødekæden, minder om dioxin og er ekstremt giftige. De, som findes i indeluften, kan have væsentligt mindre giftvirkning, således at koncentrationen skal være langt højere, for at de fører til sygdom. Det kræver langt flere undersøgelser at give præcise svar.
Hej.
Det fremgår af det hovedsageligt er beton-byggerier der er fokuseret på. Hvad med et "standard" murstens-hus fra 72"? Der indgår jo også flere elastiske fuger, - selvom det er relativt få meter i alt.
Er der nogen kendetegn der gør at man kan skelne en PCB-fuge fra andre typer?
Mvh Troels
Siden 1950-erne har et utal af kemiske produkter været godkendt, ikke mindst inden for byggeindustrien til bla. fugematerialer, belægninger og maling. Stort set alt blev godkendt, blot der kunne vises en rapport fra et (ofte udenlandsk) laboratorium. Idag kræves helst, at laboratoriet skal opfylde EU's standarder, men det er jo ikke muligt at langtidsafprøve materialer, der helst skal kunne sælges, inden patentet er forældet!
Samtidig har man ihærdigt forsøgt at få udfaset traditionelle naturmaterialer, der ellers har bevist såvel egnethed som miljø- og sundhedskvaliteter gennem flere hundrede år.
Når man nu må konstatere, at godkendende myndigheder tager større hensyn til producenterne af nye produkter end til miljø og sundhed, hvad kan vi så forvente - nu og i fremtiden ?
I artiklen står der at PCB blev forbudt i Danmark i 1976, og at PCB er reguleret af Stockholm-konventionen af 2001.
Men hvornår fandt man ud af at PCB er miljøskadelig?
Vidste man det måske hele tiden?
Tænkte man dengang PCB blev introduceret, som vi så ofte har set det (fx. i forbindelse med sulfo eller DDT), at "i små mængder sker der ikke noget...", eller "vi har ingen beviser for at mennesker tager skade af det..."osv. osv. bla bla bla?
Kommentarer (30)