Otte kerner gør IBM's supercomputer fire gange hurtigere

Det er ikke mere end godt et halvt år siden, at IBM begyndte at levere Blue Gene/P, firmaets hurtigste supercomputer. Den anvendes til en lang række forskellige forskningsopgaver, men proteinfoldning er en af de vigtigste.

Nu er afløseren med navnet Blue Gene/Q allerede i støbeskeen, fortæller Gerry Kopcsay, der er en af arkitekterne bag Blue Gene hos IBM i Yorktown Heights.

Det nye regnemonster bliver opbygget omkring processorer med otte kerner i 65-nm-procesteknologi, hvor de nuværende CPU'er har fire kerner og er fremstillet i 90 nm.

IBM er forholdsvis konservativ, når det gælder udvikling af processorer til supercomputere, da det ikke gælder om at få den hurtigste chip, men den chip, der giver den største ydeevne per watt, hvilket da også er årsagen til, at IBM endnu ikke er gået over til 45-nm-procesteknologi.

»Formålet med Blue Gene er blandt andet at kunne simulere, hvad vi ellers kun kan iagttage i en petriskål. For at kunne gøre det, skal vi kunne beregne de enkelte atomers bevægelse i et protein helt ned til en opløsning på ganske få femtosekunder,« siger biolog Ajay Royyuru fra IBM.

For at få tilstrækkelig ydeevne har IBM valgt at integrere både dynamisk RAM og almindelig cache i form af statisk ram på selve chippen med processorkernerne, således at tilgangen til ram ikke begrænses af en ekstern forbindelse mellem processor og hukommelse.

IBM anvender sin egen Power-arkitektur, der kræver væsentlig færre transistorer end processorer med tilsvarende ydeevne fra AMD eller Intel.

Det er IBM's håb at kunne sælge supercomputeren til blandt andet medicinalindustrien, der kan simulere forskellige ny medicins indvirkning på proteiner. Dermed bliver det muligt at sortere uheldige medikamenter fra så hurtigt som muligt, hvorved der kan spares penge - og måske menneskeliv - i kliniske forsøg.