Oticon og Widex skal betale kæmpe patentbøde til lykkeridder
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Oticon og Widex skal betale kæmpe patentbøde til lykkeridder

To 20 år gamle patenter har vist sig at være en indbringende forretning for det amerikanske selskab Energy Transportation Group, som blandt andet lever af at opkøbe gamle patenter.

Selskabet stævnede i 2005 en række høreapparatvirksomheder for ulovligt at anvende den anti-feedback-teknologi, patenterne indeholder. Tre danske høreapparatproducenter står til at punge ud med af i alt 173 millioner kroner.

Widex og Wiliam Demant er af District Court of Delaware dømt til samlet at betale 31 millioner dollars i erstatning for at bryde patentet-

William Demant Holding, der blandt andet står bag Oticon-mærket, skriver i en selskabsmeddelelse, at virksomheden som følge af dommen må afsætte 140 millioner kroner i regnskabet, heraf 80 millioner kroner i erstatning - svarende til 16 af de 31 millioner dollar - og 60 millioner kroner i sagsomkostninger.

Den administrerende direktør for William Demant, Niels Jacobsen, afviser at kommentere oplysningerne over for Ingeniøren, men ifølge selskabsmeddelelsen dækker de 60 millioner kroner i sagsomkostninger også udgifterne til den ankesag, som selskabet bebuder.

Widex blev dømt til at betale 15 millioner dollars i erstatning, hvilket kom som en stor overraskelse for virksomheden:

»Jeg var mildest talt forbløffet over at høre udfaldet af nævningenes votering. Vi føler os stadig overbeviste om, at vi ikke har krænket Energy Transportation Groups patenter, og derfor anker vi også dommen,« siger administrerende direktør Jan Tøpholm fra Widex.

Han erkender samtidig, at virksomheden kommer til at bruge et større beløb på sagsomkostninger.

»Det er klart, at den slags ikke er billigt, men de 60 millioner, som Oticon bruger, er nok i overkanten af vores omkostninger,« siger Jan Tøpholm.

Widex har endnu ikke besluttet, om der skal hensættes penge til et eventuelt tab af ankesagen.

Lever af at opkøbe patenter

GN Resound indgik sidste år et forlig med Energy Transportation Group. Resound afviser at kommentere sagen, men af regnskabet for tredje kvartal sidste år fremgår det, at resultatet er blevet op til 100 millioner kroner lavere end forventet, blandt andet på grund af advokatudgifter og omkostninger til et indgået forlig. Det konkrete forligsbeløb er ifølge branchekendere formentlig i omegnen af 25 millioner kroner.

Aktieanalytiker i Kaupthing Bank, Thomas Winther Sørensen, vurderer, at sagerne ikke har stor betydning for selskabernes aktiekurser og værdi.

»Men det er bestemt uheldigt for branchen, at en lykkeridder som Energy Transportation Group overhovedet har haft held med deres foretagende og splittet branchens reaktioner,« siger han.

Den amerikanske virksomhed, der blandt andet lever af at opkøbe patenter og sagsøge mulige krænkere, kan meget vel vise sig at have forbedret sine odds i ankesagerne mod Widex og William Demant, hvis den kan henvise til, at andre virksomheder i branchen har opgivet kampen og indgået forlig.

Det lykkedes ikke at få en kommentar fra Energy Transportation Group inden deadline.

»Set i det store perspektiv er det peanuts, om det koster en virksomhed 25 millioner til et forlig eller 100 millioner kroner i en retssag. På den baggrund er det nærliggende at antage, at Widex og Wiliam Demant simpelthen blot ønsker at trække en streg i sandet over for virksomheder som Energy Transportation Group,« siger Thomas Winther Sørensen.

Emner : Patenter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"To 20 år gamle patenter har vist sig at være en indbringende forretning for det amerikanske selskab Energy Transportation Group, som blandt andet lever af at opkøbe gamle patenter."

Normalt gælder patenter kun i 20 år, så er det beløb som ETG kræver baseret ud fra historisk indtjening?

Bortset fra det, så er det et skrækeksempel på disse smagløse patenthøsterforetagender, som virkelig burde give anledning til om hvorvidt hele patentsystemet bør tages op til revision - især når det drejer sig om algoritmer ol.

Eksempelvis kunne man forestille sig at hvis handel med patenter ikke var tilladt, så kun den originale ejer kunne håndhæve det, så ville der være lidt mere reson i tingene.

/Christian

  • 0
  • 0

Eksempelvis kunne man forestille sig at hvis handel med patenter ikke var tilladt, så kun den originale ejer kunne håndhæve det, så ville der være lidt mere reson i tingene.

Hvordan skulle man kunne satte værdien på noget som helst, hvis varen ikke kunne handles?

  • 0
  • 0

Patenter ville overhovedet ikke kunne sælges, hvis køber ikke kunne opnå en beskyttelse, af de købte rettigheder.

At Høreapparatfabrikanterne brokker sig ove,r at skulle betale for det, skyldes da bare manglende rettidig omhu, hos deres respektive ledelser.

Der er da ingen grund til at søge patenter, eller at forsøge at sælge samme, hvis nogle pirater bare tror, at de løsninger som patenterne anviser, er til fri afbenyttelse.

At ingeniøren tillader sig selv at betragte firmaet der opkøber patenter, som en "golddigger", er da en hån mod alle opfindere.

Alle jer der har, eller har haft patenter, skriv her og skæld "nøren" ud for forkert sprogbrug.

  • 0
  • 0

Man kan jo også undre sig over hvorfor patentet blev solgt?

Var det mon måske fordi den oprindelige opfinder simpelthen ikke havde ressourcerne til at gå op imod de store firmaer som åbenbart har 60 millioner til at føre retsag med?

Det er vist ikke helt forkert at sige at patenter specielt beskytter store firmaer mens "små opfindere" ofte blot må acceptere at store firmaer kan gøre som det passer dem!

MvH Morten

  • 0
  • 0

Et patent er en produktionsbeskyttelse.

Kan du producere et produkt, der drager fordel af opfindelsen, så gør du det.

Kan du ikke producere, så prøver du at sælge ideen.

Det er sværere at sælge et patent, end at sælge sand i Sahara.

Når der er gået nogle år, med at prøve at sælge et patent, vil du være lykkelig for, at der dukker et firma op der vil købe dit patent, så du kan minimisere de udgifter, du har haft i forbindelse med patenteringen.

Det lykkeligste er altid, at sælge til et firma, der vil producere, fordi der så kunne falde nogle penge af som royalities. Men da et patent normalt er er temmeligt dyrt at opnå, vil et salg af det altid kunne forhindre, at pengene for en privat opfinder er spildte.

Hvad firmaet vil bruge patentet til, er deres sag.

I dette tilfælde har firmaet specialiseret sig i at undersøge, om der andre firmaer der uretmæssigt anvender "deres" ny indkøbte patent i deres produktioner.

Man kan synes det er uetisk, men jeg synes det er mere uetisk, at potentionelle brugere, stille og roligt venter til, at patentet udløber (20år) og fra dag et efter det er udløbet, anvender det.

Det der er overgået høre apparatfabrikkene, er at de ikke har lavet deres udviklingsarbejde ordentligt.

Man bruger megen tid i en udviklingsafdeling, på at undgå konflikter med andre patenter. Det er et dødsygt arbejde, men nødvendigt.

  • 0
  • 0

Man bruger megen tid i en udviklingsafdeling, på at undgå konflikter med andre patenter. Det er et dødsygt arbejde, men nødvendigt.

Det er et problem med patenter, hvis de er så nærliggende, at de giver konfligter, trods dem der udvikler ikke har kendskab til patentet. Det skyldes at patenter gives på et for løst grundlag.

De fleste, som tager patent, gør det fordi de antager at deres "idé", er så genial, at alle vil opfinde det samme - og hvis de får taget patent, får de penge ind.

Patenter skal ikke sælges. De skal være så nærliggende, at enhver får idéen (eller har fået idéen). Og penge skal så kræves ind.

  • 0
  • 0

At ingeniøren tillader sig selv at betragte firmaet der opkøber patenter, som en "golddigger", er da en hån mod alle opfindere.

Alle jer der har, eller har haft patenter, skriv her og skæld "nøren" ud for forkert sprogbrug.

Bjarke,
1) Ingen kalder i artiklen Energy Transportation Group "golddigger."
2) Naturligvis skal et patent beskytte opfinderen/ihændehaveren mod at misbruge en ide. Det er vi helt enige om. Men som jeg har fået forelagt sagen, er der her tale om kreativ udnyttelse af selve patentsystemet :
3) ETG's modus operandi består blandt andet af at købe patenter op, sagsøge en hel branche for astronomiske beløb i det håb, at en eller flere virksomheder indgår forlig, fordi et antal millioner er et tåleligt cost/benefit-udfald af regnestykket "lav risiko for at tabe" x "meget stor konsekvens ved at tabe." (implicit fra høreapparatbranchen: ETG har ikke noget at komme efter). Jeg citerer på den baggrund en aktieanalytiker for at kalde ETG "lykkeriddere."

vh
Morten K. Thomsen
Elektronikredaktør, Ingeniøren
PS: Det skal retfærdigvis siges, at jeg efter artiklens deadline modtog en mail fra ETG's advokater, hvor de tilbød at give deres version. Så fortsættelse følger måske...

  • 0
  • 0