Oslos hvide marmoropera er ved at blive tis-gul
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Oslos hvide marmoropera er ved at blive tis-gul

Illustration: Statsbygg.

Norges nye prestigefyldte operahus, der gnistrende hvidt som et isbjerg skulle rejse sig i bunden af Oslofjorden, er ved at gulne af ælde, allerede før byggeriet står færdigt.

Allerede først på sommeren opdagede Statsbygg, at den nylagte marmor gulner, både på ydersiden og inden i operahuset. Projektleder Erling E.S. Magnusson indrømmer overfor Aftenposten, at den præmature aldringsproces er alt andet end køn.

»Vi er kede af, at det sker,« siger han.

Grunden til at det sker, er ikke klarlagt. Teorien er, at der sker en uønsket reaktion mellem sten, ilt og fugt. Forskningsinstituttet Sintef er allerede i gang med undersøgelser, og det samme er det italienske firma Campologghi, der har leveret marmor for 56,8 millioner kroner fra stenbrudet i Carrara.

Da der skulle vælges sten til operabyggeriet, blussede en ophedet debat op. Olie- og energiminister Åslaug Haga talte for at bruge norske sten i prestigebyggeriet, mens Sintef mente, at granit var bedre egnet. Geologer advarede mod at anvende marmor, men arkitektfirmaet Snøhetta stod fast på sit:

»En vaskemaskine, som på et par par dage kører over operaen med børster og en højtryksspuler er nok til at holde aldringsprosessen i marmoren i skak,« sagde Snøhetta's projektleder, Tarald Lundevall, til Aftenposten. Han blev bakket op af Statsbygg i, at lidt ekstra vask måtte tolereres, eftersom marmoren ældedes smukkere end andre sten.

Ifølge geolog Finn Erik Skaar er marmor uegnet til det nordiske klima, fordi marmor er et blødt materiale, vandet trænger ind i porerne, hvilket fører til frostsprængning i overfladen og forvitring.

»Operaen ligger lige ved et trafikknudepunkt med store CO2-udslip. Når CO2 forbindes med vand, danner det kulsyre, som tærer hårdt på marmoren,« siger Skaar.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Marmor består mestendels af calciumcarbonat, jo hvidere det er, jo renere må man formode, at det er.

Det strider mod almindelig sund fornuft at farvningen eller forvitringen skyldes CO2. Man synes ganske at have overset at trafik ud over CO2 også giver partikler og NOX. Partiklerne kunne give farven, og NOX kunne danne salpetersyre (eller -syrling), som givet korroderer overfladen af carbonater.

Har forskningsinstituttet udtalt sig i denne sag?

  • Søren
  • 0
  • 0

Jeg vil gætte på at prof. Niels Bjerrum uorganisk kemi har en materialelære, der kan give det rigtige svar på det rejste spørgsmål.
mvh
Torben Sønnichsen
BioLiving

  • 0
  • 0

Desværre bærer artiklen præg af, at en række såkaldte "eksperter" udtaler sig om et problem, de ikke har de rette forudsætninger til at udtale sig om.

I overskriften står der indirekte, at et voldsomt CO2-udslip kombineret med Skandinaviske temperaturer har forårsaget at den hvide marmor er blevet gul. Magen til vrøvl skal man lede længe efter. Alene det forhold, at marmoren også kan blive misfarvet indendørs udelukker vel det Skandinaviske klima, som en medvirkende årsag til problemet.

Det skal nævnes, at sådanne gule misfarvninger af især hvis Carrara-marmor, som der her er anvendt, ikke er noget ukendt fænomen på marmorgulve. Forklaringen er, at små mængder jernforbindelser (typisk pyrit FeS2), finfordelt i bjergarten bliver oxideret af indtrængende basiske forbindelser (porevæske) fra den underliggende beton eller mørtel. Derfor kan misfarvninger ske, såvel inden- som udendørs, blot stenen bliver udsat for en basisk væske. Som regel er det lægningsmørtelen, som "afgiver" basisk porevæske til stenen, men basiske påvirkninger kan også komme fra stærke basiske rengøringsmidler. Da sådanne misfarvninger ofte sidder nede i selve stenen (marmor er normalt meget transparent), så er sådanne misfarvninger meget svære at fjerne igen.

Erfaringsmæssigt ved vi, at det ofte kun er en lille brøkdel af samtlige stenplader, som har denne uheldige sammensætning, som kan give anledning til misfarvninger - men dette er selvfølgeligt særligt uheldigt, når der er tale om et prestigebyggeri som Oslo Operaen.

Jeg mener dog at debatten kører helt af sporet. Man skal se det i lyset af den voldsomme debat i Norge om at bruge norsk stenmaterialer til Operaen - og ikke en "billig" sydeuropæisk marmor.

Bent Grelk

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten