Oslos dieselbiler får kørselsforbud, når luften står stille over byen

21. januar 2013 kl. 05:311
Norge går radikalt til værks i bekæmpelsen af luftforureningen. I Oslo kan myndighederne udstede kørselsforbud til alle dieselbiler på dage med høj luftforurening.
Artiklen er ældre end 30 dage

Med et varsel på 24 timer vil bystyret i Oslo snart kunne dekretere et totalt kørselsforbud for dieseldrevne personbiler samt et forbud mod gennemkørende trafik af dieseldrevne lastbiler.

Mere end 90.000 dieselbiler i og omkring Oslo vil blive påvirket på dage, hvor der er adgang forbudt for dieselpersonbiler i hovedstaden.

Med det drastiske tiltag vil bystyret forsøge at sikre, at der ikke længere er adskillige dage i løbet af året, hvor forureningsniveauet overskrider de grænseværdier, som blev fastsat i 2004, men som storbyens luftkvalitet fortsat ikke fuldt ud kan leve op til.

Forslaget blev vedtaget i byrådet i juni 2012, men det vides endnu ikke, hvornår man første gang vil uddele kørselsforbud. Oslo-myndighederne kan ikke trykke på forbuds-knappen, før Statens Vegvesen melder sig klar til at håndhæve forbuddet på den del af hovedstadens vejnet, der tilhører staten. Statens vejmyndigheder vil tidligst have afsluttet sine analyser i løbet af foråret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv om forbuddet altså ikke har været i anvendelse endnu, har beslutningen allerede har haft store konsekvenser på bilmarkedet. I december 2012 lå dieselbilernes andel af de nyregistrerede personbiler således 16 procentpoint lavere end i december 2011.

Det er først og fremmest forureningen med kvælstofoxid- NOx - som volder nordmændene problemer. NOx er en kemisk forbindelse af oxygen og nitrogen, der dannes ved at disse reagerer med hinanden under forbrænding ved høje temperaturer.

Ifølge seniorforsker ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet - og ekspert i luftforurening Steen Solvang Jensen, vil det være teknisk muligt at indføre et tilsvarende tiltag i København, da luftkvaliteten måles kontinuerligt samtidig med, at der laves tre-døgnsprognoser for luftkvaliteten i hovedstaden.

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
21. januar 2013 kl. 19:10

prøver man slet ikke at vurdere, hvilke dieselkøretøjer, som forurener....