Orbital Sciences skal bygge raket til Microsoft-stifter

Stratolaunch Inc. har valgt Orbital Science Corporation som ny leverandør af raketten til sit flybårne raketopsendelsessystem, oplyser direktøren for Stratolaunch, Gary Wentz, ifølge Space.com.

Stratolaunch er et samarbejde mellem medgrundlæggeren af Microsoft, Paul G. Allen, og Burt Rutan, der har udviklet verdens første private rumfly, SpaceShip One. Oprindelig havde de regnet med, at et andet privat rumfirma, SpaceX, skulle bygge raketten til systemet, men SpaceX trak sig ud af projektet i december sidste år.

Læs også: SpaceX dropper flybårne rumopsendelser

Det var oprindelig også planen, at firmaet Dynetics fra Huntsville, Alamaba, skulle levere integrationen og fastgørelsen mellem SpaceX’ raket og moderflyet. Med den nye aftale med Orbital Science Corporation bliver Dynetics involvering dog kraftigt formindsket, da dets hardware ikke længere skal benyttes.

Stor som to jumbojetter

Projektets nye moderfly, Stratolaunch, bliver på størrelse med to 747-jumbojetter tilsammen og får et vingefang på 117 meter. Flyet bliver dermed lidt større end verdens nuværende største fly, det russiske Antonov An-225. Stratolaunch drives af seks flymotorer svarende til dem på jumbojetter.

Moderflyet skal løfte raketten fra Orbital Science Corporation, der drives af fast brændstof, op i ni til ti kilometers højde, hvorfra den frigives og flyver ud i kredsløb om Jorden.

Stratolaunchs samlede startvægt bliver på omkring 600 ton. Flyet kan starte fra f.eks. landingsbanen på Kennedy-rumcenteret i Florida. Dets aktionsradius ud til opsendelsespunktet for raketten er 2.500 kilometer fra startbanen.

Første prøveopsendelse i 2016

Valget af Orbital Science Corporation er naturligt, da firmaet i en række år har drevet det flybårne Pegasus-opsendelsessystem. Ifølge den nye aftale skal firmaet stå for ikke blot raketten, men også alt i forbindelse med opsendelserne.

Gary Wentz vil ikke oplyse størrelsen af firmaets kontrakt, men oplyser at Orbital Science Corporation i første omgang har forpligtet sig frem til den første prøveopsendelse i 2018.

Med den nye raket vil systemet kunne sende satellitter på 6,8 ton ud i lav jordbane og mindre satellitter ud i geostationær overførelsesbane. Raketten menes at komme til at bestå af tre trin. Den første prøveopsendelse af moderflyet er planlagt til 2016.