Optisk opsving udsat
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Optisk opsving udsat

Den optiske industri i Danmark har inden for det seneste år sagt farvel til lidt over 11 procent af medarbejderne, og forventningerne til indeværende år er heller ikke store. Virksomhederne forventer, at 2002 bliver på niveau med 2001 eller værre. Det viser en rundspørge blandt de 13 vigtigste optiske virksomheder i Danmark, Ingeniøren har foretaget.

»Hele telekomindustrien er nedtrykt, fordi de store operatører holder kraftigt igen med investeringerne. Det er endt med en nedgang, der er værre, end nogen havde drømt om,« siger Torben Jacobsen, ph.d., administrerende direktør for Ibsen Photonics og talsmand for virksomhederne i Optical Communications Cluster.

»Derfor svarer vi ret negativt, når vi bliver bedt om at kigge ind i fremtiden. Det kan jeg sige på Ibsen Photonics vegne, men jeg ved, at vi alle sammen har de samme problemer,« fastslår han.

For eksempel forventer Scientific-Atlanta Arcodan, der producerer udstyr til kabel-tv, en lavere aktivitet end sidste år, "idet investeringerne i infrastruktur er negativt påvirket af problemerne i kommunikationsbranchen." OFS Fitel Denmark, der fabrikerer optiske fibre forventer et "vanskeligt år" på grund af overkapaciteten i de optiske netværk, mens sidste nyt fra Ionas er, at man afvikler joint venture-samarbejdet med JDS Uniphase på grund af telesektorens markante opbremsning i anlægsinvesteringer, der har betydet, at "efterspørgslen efter optiske komponenter er faldet dramatisk." Og sådan kunne man blive ved. 12 ud af de 13 optiske virksomheder har deltaget i rundspørgen.

Risiko for fyringer

2002 var ellers udset til at være et vendepunkt for den optiske industri. Men selv om bunden muligvis nu er nået, er tidspunktet for det globale opsving givetvis udsat fra 2003 til 2004. Det vurderer civilingeniør, ph.d., Peter Kjeldsen, senioranalytiker hos Gartner Dataquests European Telecoms Research Group.

Under sit arbejde med at indsamle og analysere globale data om optisk kommunikation, har han konstateret, at operatørerne og systemproducenterne har været for optimistiske i de tilbagemeldinger, som den senest offentliggjorte Gartner-analyse på området er baseret på.

Tallene kom ved årsskiftet, og dengang gik forventningerne på, at den globale omsætning inden for systemer til optisk kommunikation i 2003 ville nå op på niveau med jubelåret 2000, hvor omsætningen på verdensplan var på knap 34 mia. dollar. Markedsanalysen byggede på interview- og spørgeskemasvar fra alle betydelige teleoperatører og systemleverandører over hele verden.

»Markedet skal nok vende. Men om der går tre måneder eller fire år, har jeg ikke en idé om. Kunsten bliver at overleve indtil da,« siger en pessimistisk Torben Jacobsen, der erkender, at virksomhederne kan blive nødt til, at reducere omkostningerne yderligere.

»Jeg tror også, vi vil se fyringer i Danmark. Men vi skal ikke være mere pessimistiske end, at vendingen kan komme, før vi aner det,« siger Torben Jacobsen.

Han er overbevist om, at Internettrafikkens vækst og efterspørgslen på bredbånd vil tvinge operatørerne til at opgradere deres netværk med nyt udstyr, hvis de vil honorere markedets forventninger om at kunne modtage og transmittere billeder og video over nettet. Men hvornår ønsker hverken han eller kollegerne længere at byde på.

»Tager man de seneste meldinger fra markedet, trækker det lidt ud. Det ser ud til, at vi skal frem til 2004, før vi når niveauet fra 2000,« siger Peter Kjeldsen, der sammen med sine kolleger hos Gartner Dataquest opdaterer markedsvurderingerne halvårligt. Og den næste version af det meget omfattende talmateriale, der publiceres i løbet af juni og juli, forventes altså at vise en forsinkelse af opsvinget.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først