Opråb til forskerne: Stop den frie leg og tag ansvar
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Opråb til forskerne: Stop den frie leg og tag ansvar

Illustration: MI Grafik

Forskningssystemet er baseret på en løgn, og derfor får vi slet ikke det ud af forskningsbevillingerne, som vi burde.

Så markant er budskabet fra professor Daniel Sarewitz fra Arizona State University, der gennem mange år har fulgt såvel amerikansk som europæisk forskningspolitik tæt.

Læs også: Efter alvorlige forskningsflop: Har forskerne for frie rammer?

Ingeniøren har bedt flere centrale personer i det danske forskningssystem med ansvar for millionstore budgetter læse det 37 sider lange essay i tidsskriftet The New Atlantis, hvori Sarewitz argumenterer for, at forskning ikke som almindeligvis antaget er selvkorrigerende, men derimod selvødelæggende, og at det er nødvendigt for forskerne at komme ud i ‘den rigtige verden’ og ‘løse rigtige problemer’.

Formanden for Det Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen, kalder artiklen tankevækkende. Præsidenten for Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), Carsten Gaarn-Larsen, siger, at det er en kanon artikel.

Thomas Sinkjær, der er forskningsdirektør i Villum Fonden og tidligere direktør for Danmarks Grundforskningsfond, mener, at Sarewitz har flere gode pointer. Og direktør Peter Høngaard Andersen fra Danmarks Innovationsfond fremhæver ikke mindst Sarewitz’ budskab om en målsætning for forskning.

Langt hen ad vejen har de en positiv holdning, selvom der ikke er opbakning til alle Sarewitz’ synspunkter og hans provokatoriske stil.

»Der er overraskende megen kant i artiklen,« siger formanden for Forskningsrådet for Teknologi og Produktion, professor Søren Rud Keiding.

Løgnen om den frie forskning

Men hvori består løgnen ifølge Daniel Sarewitz, og hvordan er den opstået?

Nær afslutningen af Anden Verdenskrig bad den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sin rådgiver, Vannevar Bush, om at komme med anbefalinger for, hvordan forskningen kunne organiseres efter krigen, så sygdomme kunne bekæmpes, der kunne skabes job og velstand, og den nationale sikkerhed kunne styrkes. Nøjagtig det samme, som vi i dag ønsker af forskningen.

I juli 1945 afleverede Vannevar Bush sin rapport ‘The Endless Frontier’ med en anbefaling af en stor satsning inden for grundforskning, som Bush argumenterede for pr. automatik ville føre til velstand og velfærd.

Bush-rapporten blev grundlaget for, hvordan forskningssystemet blev skruet sammen i USA og mange andre steder – også i Danmark, hvor Det Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd, der i dag lever videre som Forskningsrådet for Teknologi og Produktion under Det Frie Forskningsråd, blev oprettet i 1946.

Vejen til fremskridt var med Bushs ord ‘free play of free intellectual’, hvor forskning blev udført inden for selvvalgte emner kun dikteret af forskernes nysgerrighed over for det ukendte.

Det førte i USA til enorme stigninger i statsmidlerne til grundforskning (basic research red.). Selv om begrebet basic research havde været anvendt tidligere, var det Bush, der gav begrebet den betydning, vi kender i dag.

Men antagelsen om, at velstand automatisk kommer som følge af fri forskning, var ikke alene forkert, den var en løgn – og det måtte Vannevar Bush som ingeniør og opfinder have været klar over, mener Daniel Sarewitz.

Computere, lasere, mobiltelefoner, satellitter, solenergi og andre opfindelser, vi i dag tager for naturgivne, er ikke resultatet af frie forskeres frie leg – de udspringer tværtimod af en målrettet forskningsindsats udført med bevillinger fra det amerikanske forskningsministerium, forklarer Daniel Sare­witz.

Kræftforskere glemte at redde liv

Selv når det gælder kræftforskning, har ‘frie forskere’ efter Sarewitz’ opfattelse alt for længe udført ligegyldig forskning.

Han refererer Fran Visco, som står i spidsen for græsrodsorganisa­tionen National Breast Cancer Coalition (NBCC), for bemærkningen om, at kræftforskere har haft alt for lidt tanke på, at deres forskning i sidste ende har til formål at redde liv. Fran Visco har forklaret, at hun først blev taget alvorligt, da hun fik kontakt med forsvarsministeriets forskningsafdeling.

NBCC har nu sat deadline til 2020 for udryddelse af brystkræft og er blevet meget kritiseret herfor i forskerverden – for det er helt useriøst.

»Men det er blot den sædvanlige måde, hvorpå forskere undgår at påtage sig et ansvar,« siger Fran Visco.

Carsten Gaarn-Larsen finder det helt afgørende, at forskerne påtager sig et ansvar. Det er efter hans mening det vigtigste budskab overhovedet i Sarewitz’ artikel.

»På et tidspunkt må man eksempelvis tage konsekvensen, hvis et forskningsområde er på vej ud på et sidespor i stedet for at blive ved at poste penge i noget ligegyldigt,« siger han.

Peter Munk Christiansen og Peter Høngaard Andersen finder begge brystkræfteksemplet tankevækkende.

»Det er vigtig som forsker at tænke på, hvad det er, forskningen skal medvirke til – som her at redde liv,« siger Peter Munk Christiansen, som dog tilføjer, at i mange sammenhænge kan erkendelse også være et mål.

Bryd forskningssiloerne ned

Peter Høngaard Andersen mener, det illustrerer, hvorfor det er vigtigt at bryde forskningssiloerne ned.

Han pointerer dog, at der i Europa og den EU-støttede forskning er langt større fokus på forskningens samfundsmæssige betydning end i USA:

‘Jeg enig i, at der i EU’s forskningsprogrammer er taget skridt i den rigtige retning. Jeg har selv været en del af denne proces. Men disse er langtfra nok til at imødegå de fundamentale problemer, der har forhindret forskningen i at nå sit potentiale,’ skriver Daniel Sarewitz i en e-mail til Ingeniøren.

Sarewitz’ yndlingsmodel for forskning finder han hos det amerikanske forsvarsministerium.

Han understreger over for Inge­niøren, at det ikke er forsvarsministeriet som sådan, der er det afgørende. Det vigtigste er de metoder, man her har gjort brug af, så forskning og innovation kan bidrage til at løse globale problemer.

Thomas Sinkjær er enig:

»I Danmark skal vi nok ikke have en Department of Defense-model – men vi kan bestemt lære noget af deres tanker. Som bevillingsgiver har man en pligt til at interessere sig for forskningen,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Måske man skulle gå hele vejen og flytte de penge man bruger på offentlig forskning ud til virksomhederne.

Virksomheder laver nærmest kun anvendelsesorienteret / fokuseret forskning. Dermed får man løst Sarewitz's primære anke.

Det vil begrænse den "ligegyldige" forskning.

  • 0
  • 8

Lidt provokerende skrevet. Men jeg synes den korte udgave af det er at han mener at hvis man virkelig skal slå hul på et virkeligt svært problem, så kræver det at mange arbejder på det i lang tid og dermed også at der er nogen der sørger for at holde de involveredes fokus. At det samles eller koordineres af nogle slutbrugere, så videnskabeligt interessante men i praksis ufrugtbare retninger stoppes.

Og han mener incitamentsstrukturen i den videnskabelige verden vender forkert.

F.eks. argumenterer han for at der med brystkræft er mange flere umiddelbare artikler og funding i at forske løs i alle mulige retninger med hvordan bestemte proteiner osv. virker på mus, end i at gå direkte i flæsket på hvordan man laver en vaccine til mennesker. Så måske kan det at en patientforening samler og direkte koordinerer og finansierer 30 mand vise sig mere effektivt end de mange hundreder som ellers bliver finansieret gennem grundforskningsprogrammer.

  • 0
  • 0

Tænk blot på, hvordan f.eks. H.C. Ørsted rodede rundt med grundforskning i elektromagnetisme uden et bestemt mål. Spild af tid og kræfter. Uden hans forskning ville vi leve lykkeligt med hestevogne, uden elektrisk lys, uden biler, TV og radio, osv., osv., osv.

Balance mellem målrettet (nytte) og grundforskning er nok det bedste, for uden grundforskning kan resultatet meget vel blive forbedring af eksisterende teknologi, men ingen nybrud.

  • 7
  • 0

Som med alting i denne verden handler det om proportioner.
Jeg mener vi skal udnytte vores sprogs mangfoldighed og tale om forskning og innovation.
Innovation, som er det Sarawitz vil have for pengene, handler netop om at bruge den nu og her tilgængelige teknologiske viden til at løse nu og her problemer. Inden man drejer hele skuden 90 grader skal man nok huske at oplyse den nuværende forskerstand om at de skal fokusere på et nyt felt: Innovation.
Det er klart at der ikke ligger hverken et A-klasse paper (Nature, Science etc.) eller en stor pris (Nobel el. lign.) i at løse en samfundsudfordring med metoder vi allerede har på hylderne.
Det betyder selvfølgelig ikke at det ikke er en god ide. Det er nok bare mere en ingeniøropgave end en forskeropgave.
Forskning handler derimod helt grundlæggende om at undre sig. Der er principielt ingen grænser for hvad man kan undre sig over og det er jo her problemet ligger. Hvis forskerne vælger at belyse områder, der er afkoblet fra vores nuværende samfundsudfordringer så er der kun en meget lille sandsynlighed for at resultatet af deres undren kan udnyttes nu og her.
Jeg forstår godt Sarawitz' pointe men det er ikke kun forskernes skyld at vi ikke vælter os i smarte løsninger på nu og her problemer. Det er også letkøbt at påstå at forskere mangler lyst til at at tage ansvar. Skal man have en kariere indenfor forskning skal man gå dedikeret efter publikationer i højt rangerede tidsskrifter. Det kræver at man får en ide, der ligger ude i "nyt" og ukendt land - netop så langt fra kendt viden som muligt.
Jeg tror bestemt ikke at det vil hjælpe at give midlerne direkte til virksomhederne. Det vil bare give os flere ligegyldige, men muligvis kortvarige kommercielle interessante, "løsninger" på problemer vi ikke vidste vi havde. Både Ford og Jobs har udtalt at man ikke skal spørge forbrugerne hvad de ønsker. Virksomhederne står basalt set overfor sammen problem som en forsker, der ønsker karriere - de skal også "overraske", altså komme derud hvor ingen andre har været. Med den grundlæggende forskel at virksomheden skal have økonomisk overskud og helst indenfor en meget kort tidshorisont. Det indsnævrer i sagens natur løsningsrummet.

Skal forskningsmidler i højere grad gå til at løse konkrete nu og her samfundsudfordringer så kræver det at dem der kender og oplever problemerne - altså samfundets ledere - beslutter hvordan opgaverne skal formuleres og hvem der så får tildelt midler. Det er bla.a. det EU har forsøgt i 2020 programmet. Her skal ansøgningerne være et svar på et problem EU ønsker løst.

Inden al fri forskning bliver kvalt er det måske værd at nævne at netop de tilsyneladende skøre ud-af-boksen ideer er dem der på lang sigt tilbyder samfundet udvikling. Der er i sagens natur bare langt mellem snapsene. Hvis det var så let ville vi allerede have flyvende biler og kommute inter-planetarisk.

Så for at løse Sarawitz udfordring foreslår jeg:
Lidt mere ansvarstagen fra dem, der gerne vil have konkrete løsninger. Der er ikke noget som en konkret problemspecifikation (lidt mere konkret end fx: "løs kræftens gåde")
Opdel midlerne i 3 portioner: Innovation, Forskning og Fri forskning.
Innovationsmidler til her og nu problemer.
Forskningsmidler til de lidt længeresigtede problemer/udfordringer
Fri forskningsmidler til at sikre at vores samfund til stadighed udvikler sig.
EU er som nævnt igang og danske offentlige midler er også blevet omprioriteret.

  • 3
  • 0

Tænk hvis man sagde til venturekapitalisterne, at fremover har de kun lov til at investere i opstartsvirksomheder, der med 100% sikkerhed bliver til succeser, alle som én.

  • 2
  • 1

Ingeniøren har ofte rapporteret om forskning/artikler der finder at et eller andet MÅSKE er farligt.
Det kan alt nyopdaget jo være, så hvad med at forskerne gjorde arbejdet færdigt, og fandt ud af om det var farligt eller ufarligt og i hvilken grad og hvordan.
Alle kan frygte et eller andet ukendt, men forskningen skulle så kvantificere det og ikke blot kolportere en frygt for noget som måske og ifald kunne være en smule farligt.
Artikler med alt for mange forbehold i form af måske og kan være, bør slet ikke udgives før tvivlen er fjernet. Forskningens formål er vel egentlig at fjerne tvivlen.
Min opfattelse er, at nutidig forskning nærmere skaber tvivl.

  • 0
  • 2

Forskningens formål er vel egentlig at fjerne tvivlen.
Min opfattelse er, at nutidig forskning nærmere skaber tvivl.

Tvært i mod.
Som videnskabsmand ved man at al viden kun er gyldig så længe der ikke er opdaget noget mere grundlæggende eller noget der modsiger den viden man mener at have.
Tænk bare på Newton der blev "sat på plads" af Einstein - der i øvrigt bedrev grundforskning så det batter. Det varede jo også mange år inden man kunne bruge hans forskning.

Forskeren har pligt til at undre sig og tage alle muligheder med i betragtning.
Det gør selvfølgelig at ensidige personer har svært ved at forstå hvad forskeren mener.

Et typisk eksempel er mennesker der kræver "vished" omkring klilmaændringer inden de gider løfte foden fra speederen eller overveje at droppe bøffen.

  • 3
  • 0

resultater skabes af undren, nysgerrighed, viden og spørgsmålene HVORFOR, og HVORFOR ikke.

målrettet forskning giver kun resultater indenfor et område, men mangler inspirationen fra alle de andre inspirations kilder der findes i denne verden. De største forsknings resultater er tilfældigheder, men det ser jo ikke godt ud i kariereplanen!

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten