Opposition i oprør: Ny aftale giver færre vindmøller og solceller i Danmark
En samlet rød blok advarer efter et møde i kredsen bag det ellers brede energiforlig fra 2012 om, at regeringen og Dansk Folkeparti er ved at indgå en smal aftale om støtte til solceller og landvindmøller. Den vil, mener oppositionen, give for lidt vedvarende energi for pengene.
Det store energiforlig skal fornys, og regeringen har udskudt forhandlingerne om, hvordan det skal ske, til næste år. Så længe kan en ændring af støtten til vindmøller på land dog ikke vente, for den udløber 21. februar næste år.
Læs også: Oppositionens opråb til ministeren: Få styr på støtten til landvind nu
Derfor har regeringen og partierne forhandlet om en ny støtte, som både skal gælde landvind og solceller. Regeringen lagde allerede før sommerferien op til, at de to skulle konkurrere mod hinanden.
Oppositionen og brancheorganisationen Vindmølleindustrien havde gerne set samme model som for vindmøller til havs. Her byder selskaberne ind med, hvor billigt de kan sælge strømmen, og laveste bud vinder.
I dag er støtten til vindmøller på land 25 øre per kWh oven i markedsprisen på strøm i 22.500 fuldlasttimer, hvilket svarer til godt syv år.
Regeringen: Tillæg til elprisen
Regeringen foreslår ifølge både opposition og Vindmølleindustrien at fortsætte med at støtte den grønne strøm på land med et tillæg til elprisen. Det vil dog, påpeger kritikerne, give mindre strøm for pengene. Det skyldes, at de firmaer, som udvikler projekter med sol og vind, vil tage sig betalt med et dyrt risikotillæg, fordi de ikke kan forudse elprisens udvikling og derfor ikke kender deres indtægt nøjagtigt.
En stribe andre lande benytter samme udbudsmodel på land som på havet, påpeger Vindmølleindustrien.
»Det er meget bedrøveligt, at Danmark går en anden vej end det øvrige Europa. Regeringens model garanterer ikke et stabilt tempo i den grønne omstilling og giver ikke mest vedvarende energi for pengene,« siger administrerende direktør Jan Hylleberg.
»Regeringen og DF har ikke ønsket at prioritere en energipolitik, som sikrer en stabil og billig udbygning, og som samtidig understøtter de erhvervsmæssige styrkepositioner, vi har i Danmark. I stedet har de prioriteret en model, der alene prioriterer budgetlægningen i Finansministeriet til trods for, at man derved fravælger at få mest vedvarende energi for pengene,« tilføjer han.
Oppositionen: Tempoet vil falde
Oppositionen fremhæver i sin fælles pressemeddelelse, at »udbygningen med vedvarende energi vil gå ned i tempo«:
»Det absurde er, at man for færre penge kunne have fået betydelig mere vedvarende energi ved at vælge en anden udbudsmodel, hvor producenterne garanteres et vist beløb for hver kilowatttime elektricitet«.
»Socialdemokratiet ønsker en bred aftale, men når regeringen hverken vil fastholde de grønne ambitioner eller imødekomme erhvervslivet, så er det svært at nå et kompromis,« siger partiets ordfører, Jens Joel, i pressemeddelelsen.
»Det ser ud til, at vi får en støtteordning til vind, der er dyrere og betyder færre møller, end de forskellige kompromismodeller, vi har foreslået. Det er virkelig ærgerligt,« supplerer den radikale ordfører, Ida Auken.
Det er kun et udpluk af de vrede og uforstående kommentarer. De bliver ikke gladere af, at rygterne går på, at støtten til strøm produceret på testmøller også bliver lavere.
Hverken regeringen eller Dansk Folkeparti har i skrivende stund udsendt meddelelser om, hvilken aftale de er ved at indgå.
Opdatering kl. 17.30 Super aftale med @DanskDf1995 1 mia. kr. til grøn omstilling og vedvarende energi til 140.000 danske husstande med styr på økonomien #dkpol pic.twitter.com/KPK29BziAj
Energiminister Lars Chr. Lilleholt har nu offentliggjort, at han har indgået en aftale med Dansk Folkeparti, i første omgang i form af dette tweet.
