Opinion: Teknobørn: Kan udviklingen bremses?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Opinion: Teknobørn: Kan udviklingen bremses?

»Det er vigtigt, at samfundet tager debatten nu, mens muligheden endnu er inden for rækkevidde.«

Dette er professor Rasmus Nielsens mening om menneskets muligheder for at tage evolutionen i egen hånd, som han er citeret i Ingeniørens artikel 'Mennesket udvikler sig fortsat' den 13. marts 2009. Jeg deler denne mening.

De menneskelige rettigheder har i 2008 fået megen opmærksomhed. Men håndgribelige fremskridt kan vanskeligt noteres - særligt ikke for børns ret til værdighed.

Forskere udtaler sig ofte frejdigt og bestemt om ting uden for sit fagområde, og som de ikke fuldt ud begriber eller vil begribe.

Adskillige eksempler herpå er forekommet i den senere tid, bl.a. i dansk presse, med semi-sensationelle overskrifter om nye teknikker til kunstig befrugtning i laboratoiet, velkommen til tekno-babyer og designer-sperma og lignende samt udtalelser med gentagne direkte og indirekte påstande om, at det, som forskerne udvikler, indgår i en udvikling, som ikke kan bremses. Men det kan den skam! Svaret er penge!

Ordsprogligt gælder, at 'kærlighed overvinder alt'. Betydeligt virkelighedsnærmere er, at 'penge overvinder alt'. At dette også på en gennemgribende måde gælder for familieforhold er påvist af Chicago-økonomen Gary S.Becker; han fik bl.a. derfor nobelpris i økonomi i 1992. (ref.1).

Særligt må påpeges, at en politik, som indebærer, at mennesker, der synes at være i nød eller har trængende behov, får offentlig understøttelse, ikke udgør en undtagelse fra de rationelle forventningers regel. Når tilvænning til sådan understøttelse sker, at den uden videre kan forventes, så tilpasser folk (og andre økonomiske aktører) deres handlinger med målet at få understøttelsen.

Det er jo en rationel fremgangsmåde, først erkendt og beskrevet som sådan af en anden Chicago-økonom, nemlig Rober E. Lucas, som fik nobelpris i økonomi 1995(ref. 2)

At den seksbørns-moder, hvis fødsel af reagensglas-ottelinger gav overskrifter i verdenspressen i februar 2009, ikke skulle have ageret ud fra en sådan rationel forventning, er svært at forestille sig.

De aktuelle befrugtningsmetoder er imidlertid ikke sygdomsbehandling og bør altså rettelig betales af bestilleren/køberen og ikke af andre borgere via sygekasser. Formodentlig vil de fleste bestillere uden at tøve alligevel forsøge at kræve det offentlige (dvs. andre borgere) på betaling.

En retslig prøvning af et sådant krav afsluttedes forrige år i Tysklands højeste instans med en forkastende dom af Bundesverfassungsgericht.

Helt analogt kan børnebidrag, vuggestuer, forældrepenge, skolepenge mm. behandles. Brugen af og den fortsatte udvikling af de aktuelle metoder, som er praktisk vanskelige at forbyde, turde på denne måde - det viser bl.a. den kinesiske befolkningspolitiks (et barn per par) succes - hindres ganske effektivt.

Populært udtryk er det ikke naturens mening at alle skal have børn. Med kunstig befrugtning (IVF) etc. sætter man sig op imod naturen ved at kortslutte et vigtigt trin i den naturlige udvælgelse ('Kvalitetsvalget' er ordet i J.P. Jacobsens oversættelse fra 1872 af 'survival of the fittest').

Den statistik, jeg kender til, viser en øget hyppighed af organiske og andre defekter hos IVF-børn etc.

At mennesker vil skaffe sig børn, fordi de synes, det er moderne, at det hører til forbrugersamfundet, eller fordi de ikke kan hitte på noget andet at beskæftige sig med, er intet, som det offentlige bør blande sig i.

Foruden degenerative virkninger af den nævnte kortslutning strider det mod menneskelig værdighed, for Tysklands del således mod grundlovsbudet: 'At beagte og beskytte menneskets værdighed er en forpligtelse for al statlig magtudøvning '.

Det glemmes selv i lande med demokrati af europæisk model besynderligt ofte, at værdighed også, og i særlig høj grad, tilkommer børn (jfr. FN's Børnekonvention af den 20. november 1989, som er juridisk bindende, og hvis artikel 3 foreskriver, at barnets bedste kommer først). Voksenegoisme og politisk opportunisme synes at dominere.

Foruden det ovennævnte kinesiske eksempel på brug af pengemetoden må nævnes Iran samt Vietnam. Der må en familie betale skolegangen for deres børn ud over de to første.

Vietnam havde i 1975 en befolkning på 22 millioner; i 2008 blev den oplyst at være 86 milioner, og den forudses af FN at nå 102 millioner i 2025 - trods praktisering af skolepengemetoden. Generaldirektøren for landets demografi-ministerium opfordrer familierne til at erkende deres ansvar over for samfundet og for landets fremtid.

Som post scriptum må påpeges, at penge, salg og profit m.m. også er relevante for de rubricerede fremgangsmåder ligesom for medicinering og behandling af såkaldt erektil dysfunktion (se ref. 3).

En ikke risikabel forudsigelse er, at om et dusin år vil de førstnævnte overstige de sidstnævnte, og have en verdensomsætning af gigantisk størrelse.

Referencer:

1) Gary S. Becker: The Economic Approach to Human Behaviour (Chicago & London 1976).

2) Robert E. Lucas: Expectation and the Neutrality of Money, J. of Economic Theory 4(1972)103 -124.

3) Angus Mclaren: Impotence - A cultural history . The University of Chicago Press

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten