Opinion: Måler afvigelsen fra den perfekte kugleform
I Ingeniøren nr. 41 (12. oktober) 2007 omtales min nye bog "Sigtet for Tavshed". Idet jeg takker for en ellers udmærket og fyldig omtale, skal jeg gøre opmærksom på, at der desværre har indsneget sig tre væsentlige misforståelser i denne artikel.
For det første er det vigtigt at understrege, at jeg netop i min bog gør det klart, at min hypotese om de bornholmske rundkirkers funktion som astronomiske observatorier og det tilsvarende formål med disse observatorier ikke nødvendigvis har med Tempelherreordenen at gøre. Det er derfor ikke rigtigt, når der i artiklen står:
"Den græske viden blev overleveret til araberne og fandt bl.a. via tempelherrerne vej til Europa og den katolske kirke i 1100-tallet, hvor man fortsatte med at bruge den i al hemmelighed, hævder Erling Haagensen".
Jeg hævder ikke noget sådant. Jeg påpeger det historiske faktum, at den pågældende græske viden kommer til Europa op gennem 1100-tallet, fordi den katolske kirke oversætter alle de eksisterende arabiske videnskabelige værker til latin. Altså ikke noget med Tempelherrerne.
Den næste misforståelse knytter sig til omtalen af Eratosthenes berømte måling af Jordens omkreds 250 år f.Kr., der i artiklen præsenteres som "Solen afslørede Jordens omkreds". Men den metode, jeg referer i bogen, og som kilden angiver stammer fra Eratosthenes, er netop ikke baseret på Solen. Og det er i sig selv en betydningsfuld detalje.
Eratosthenes værk findes ikke mere, og vi har derfor kun andres genfortælling. Jeg påpeger imidlertid, at vi har en genfortælling, der baserer sig på, at Eratosthenes brugte ikke kun én, men to metoder til denne måling. I stedet for solhøjden måler han i metode to højden på den himmelske pol. Denne metode er beskrevet i noterne Practica Geometria, der tilskrives en lærer, Hugo, ved katedralskolen i Skt. Victoire, og dateres til 1120?erne. Denne metode gør det muligt at bestemme meridianens lokale krumningsradius med langt større nøjagtighed end metoden med solhøjden.
Den sidste, men alvorligste misforståelse, knytter sig til selve hovedargumentet i min bog. I artiklen står der: "Men som noget nyt lancerer han (altså undertegnede) nu hypotesen om, at rundkirkerne er blevet brugt til at bevise, at Jorden var kugleformet. En måling af Jordens størrelse i Sydeuropa måtte nemlig suppleres med en tilsvarende måling et andet sted. Kun hvis de to målinger gav samme resultat, ville det være et "bevis" for, at Jorden er kugleformet."
Det er misforstået. I min bog påviser jeg en særlig metode, som gør det muligt ved hjælp af astronomiske observationer at bestemme, om Jordens krumning et givet sted på kloden afviger markant fra den perfekte kugleform. Metoden kan altså bruges til at fastslå, om krumningen det pågældende sted afviger signifikant fra kugleformen.
Metoden er beskrevet af professor emeritus ved Institute for Risk Research and Department of Civil Engineering, University of Waterloo, Canada, Niels Lind, og er offentliggjort for første gang i min bog. Metoden viser sig at kunne begrunde formålet med de bornholmske rundkirkers særlige placering og indretning.
Dokumentation
