Opinion: Eigil Kaas skulle have taget slagsmålet mens han var hos DMI
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Opinion: Eigil Kaas skulle have taget slagsmålet mens han var hos DMI

Klimaforskning og miljøforskning er begge meget store og fagligt brede forskningsområder, og for begge områder følger der mange penge med i kølvandet. Ikke alt handler om naturvidenskab men også om penge. Forskerne er ganske gode til at rette blikket derhen, hvor pengene befinder sig inden for den strategiske forskning.

Det er fair at sige, at forskerne i høj grad ikke vælger deres forskningsområder ud fra rene faglige betragtninger men snarere ud fra "udviklingspotentialerne". Sagt for helt egen regning, så prostituerer vi forskere os lidt på det punkt.

I klima- og miljøforskning indgår der som bekendt også elementer af samfundsøkonomi og politik, skulle nogen være i tvivl. Helt firkantet kan man sige, at vi har at gøre med mange dagsordener. Forskerne har deres og ikke overraskende har politikerne deres, så derfor er det vigtigt, at aktørerne kender deres plads og deres rolle.

Jeg vil i det efterfølgende kun beskæftige mig med forskernes rolle inspireret af udtalelser fra Eigil Kaas til offentlige medier. (Eigil Kaas var tidligere ansat på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) men sidder nu som professor og kollega til undertegnede i den geofysiske forskningsgruppe på Niels Bohr Institutet).

En forsker har retten og pligten til at fremlægge sine resultater i overensstemmelse med den bedste objektive viden, som han/hun nu engang har. Gør man ikke det, så er man enten uredelig eller ligefrem uhæderlig, og man er ikke lønnen værd, hvilket burde gøre vedkommende fyringstruet.

Men Eigil Kaas ræsonnerer omvendt, for han udtaler, at han under politisk pres blev påvirket til at sige noget, som han rent faktisk ikke mente. Så meget for den faglige integritet, men det undskyldes bekvemt med en bemærkning om frygten for fyringer af 15-17 medarbejdere på DMI, hvis man ikke gav efter for det politiske pres.

Den attitude er bestemt ikke tillidsvækkende, hvilket jeg gerne vil sige til ham som kollega. Det er heller ikke tillidsvækkende, at Eigil Kaas sår tvivl om DMI?s troværdighed efter sin ansættelse på stedet. Det burde han have gjort under sin ansættelse på DMI, for derved dengang at ændre på forholdene.

Jeg ved om nogen, at ubekvemme kendsgerninger kan give anledning til alvorlige sammenstød med vores politikere og for den sags skyld også med fagkollegerne. Men der er altså "slagsmål" man må tage. Der er en risiko ved alt - også ved at være forsker, skulle Eigil Kaas være i tvivl. Nu sidder han forholdsvis velbeskyttet i sin professorstilling og kommer først da med sine forblommede anklager til politikerne i den siddende regering.

Det står ham naturligvis frit for, og jeg er temmelig ligeglad med den side af sagen. Min bekymring går mere på den følgagtige forskertype, som både lader sig presse og følger med pengestrømmen. Jeg behøver ikke et udvalg til at konstatere forskningsuredelighed her, men vil gerne også understrege, at ikke alle forskere er ens.

Opsummering: Debatten om de ubekvemme sandheder, forskningsytringsfriheden og de bundne forskningsmidler bør løbende køre i medierne, og politikerne skal lære at indse, at princippet om magtens tredeling også skal gælde for forskningen forstået i bred forstand. Ellers ryger troværdigheden sig en tur.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten