Open source-forskning skal stoppe zika-virus hurtigst muligt

Open source-forskning skal stoppe zika-virus hurtigst muligt

I håb om hurtigt at standse spredningen af zika-virus gør forskere nu deres data tilgængelige for alle andre. Samme metode gav pote under ebola-udbruddet.

Amerikanske forskere har sluppet grebet om deres rådata og droppet konkurrencen om at være først og bedst, når det handler om at standse zika-virus.

I stedet lægger de nu alle deres data ud på nettet, så andre forskningsgrupper kan bruge dem i deres forskning.

»Vi står med et så omfattende sundhedsproblem, at vi ikke kan tillade os at konkurrere forskere imellem. Vi er i kamp mod zika-virussen og mod tiden,« siger forsker Koen Van Rompay fra California National Primate institute Research Center i Californien til Nature. Han er med i en af de mange amerikanske grupper, der har besluttet at dele deres data.

Den første gruppe, der delte sine zika-data, var forskere fra ZEST (Zika Experimental-Science Team), der har inficeret makakaber med zika-virus og løbende offentliggør data, som f.eks. fund af virus i blod og urin.

ZEST-forskerne prøver at forstå, hvornår og hvordan virussen skader fostret og forsøger at finde sammenhængen mellem virussen og børn født med små hoveder, mikrocefali, i det nordøstlige Brasilien. Andre forskere, som Koen Van Rompay, er i gang med at inficere gravide makakaber med zika-virussen.

»Færre dyr vil blive brugt til forskning, hvis grupperne kan få indsigt i hinandens arbejde, og informationen, man får fra hvert dyr, bliver udnyttet maksimalt,« siger David O'Connor, virolog ved University of Wisconsin-Madison, der leder ZEST-projektet.

Stor støtte til initiativ

Offentlig deling af rådata er en sjældenhed, men blev gjort med stor succes under det seneste ebola-udbrud i Afrika. Dengang offentliggjorde forskere data fra gensekventering af blod og bad andre hjælpe med analyserne. Her deltog David O'Connor også, og han opdagede, at download af andres data hjalp ham i hans egen forskning i ebola.

Initiativet med at dele zika-data har fået en meget varm velkomst fra fonde, myndigheder og videnskabelige tidsskrifter, der har udsendt udtalelser, der bakker op om forskerne.

»Verden er ved at ændre sig, og alle os, der er involveret, bør hjælpe og takke de her grupper og den tilgang, de har til forskningen,« siger Jeremy Farrar, der er direktør for Welcome Trust i London – en af de fonde, som støtter forskningen.

Kommentarer (0)