Opels nye konceptbil: Letvægts-hybrid med bevægelige spoilere

Alle dørgreb og udvendige spejle er fjernet og erstattet af sensorer og kameraer for at mindske turbulens og vindmodstand. Bunden er flad, bilen er lav - bare 1,3 meter - materialerne er letvægts og spoilerne bevægelige på den nye "flextreme"-model, hvor Opel har lagt sig i selen for at fjerne enhver forhindring for fart.

Så med en luftmodstandskoefficient på 0,22 har Flextreme GT/E en topfart på over 200 km/h. Konceptbilen skal vise, hvad Opel kan inden for miljøvenlig teknologi og en designlinje, som der kommer mere af, lover fabrikken.

For at formindske luftmodstanden ændres karosseriet, afhængigt af bilens hastighed. Ved hastigheder over 50 km/t forlænges de to 350 mm lange spoilere langs siden af bilen bag hver hjulkasse for at lede luftstrømmen effektivt henover bagenden og undgå turbulens.

Letvægtsmaterialer som kulfiber, ruder af polycarbonat og udbredt brug af aluminium har reduceret vægten på Flextreme-modellen med 40 procent i forhold til, hvis der var brugt traditionelle materialer.

Rudeglasset er en anelse konvekst for at optimere aerodynamikken. Glasset i bilens tag er lysfølsomt, så sollyset kan lukkes ind i bilen om vinteren og holdes delvis ude om sommeren for at spare energi til opvarmning og afkøling. Den bagerste del af taget bliver anvendt til køler for batteri og elektroniske komponenter.

Den 4,7 meter lange Opel Flextreme GT/E er eldrevet, men forsynet med "rækkeviddeforlænger", en lille forbrændingsmotor, der giver energi til bilens el-generator, når batterierne er flade. Teknologien svarer til den i Opel Ampera, der kommer på gaden i Tyskland næste år.

Det er første gang GM's E-REV-teknologi bliver anvendt i en bil større end Amperaen, men på trods af sin størrelse har Flextreme samme accelerationstid som Ampera, dvs. 0-100 km/t på 9 sekunder og en rækkevidde på 60 km på batteridrift alene og et normeret brændstofforbrug på 62,5 km/l med et CO2-udslip på under 40 gram pr. kilometer.

Hjulene på Flextremen bliver på de første 60 km kun drevet af bilens elmotor og en T-formet batteripakke, der er integreret i bilens bund og under bagsædet. Når batteripakken er flad, tager den indbyggede forbrændingsmotor over, og så får den en rækkevidde på over 500 km.

Selv kalder Opel teknologien for "e-mobility unlimited", fordi den ikke er begrænset af batteriernes rækkevidde eller muligheden for at oplade batterierne fra en stikkontakt. Men ellers sidder stikket midt i grillen, bag Opel-logoet.

Emner : Elbiler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Marstrom Composite har en interessant hjemmeside hvor de viser en masse anvendelser. Der må være et enormt uudnyttet potentiale i at erstatte metaller med kulfiber i skibe, fly og specielt biler. Er der nogen der ved om man ikke i virkeligheden kan reducere CO2 ved at binde kulstoffet som kulfiber? Det ville være smukt, jo.

  • 0
  • 0

At opgive et samlet forbrug for en hybridbil, er endnu værre end det kendte normforbrug der bruges nu. Det giver næsten frit slag for hvilke tal som helst. Det eneste rigtige vil være at opgive KWh/km ved ren el-drift, og brændstof/km (eller pr 100km) ved motordrift. At lave blandede normer holder ikke en meter.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten