Omstridt insektgift skal nu væk fra danske frugt- og grøntafdelinger
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Omstridt insektgift skal nu væk fra danske frugt- og grøntafdelinger

Illustration: Bigstock/Bogdan Vacarciuc

Insektgiften chlorpyrifos, som er detekteret på en stor del af de importerede frugter og grøntsager i Danmark, ser nu ud til at blive slettet fra EU’s liste over godkendte pesticider.

Det fremgår af en rapport, som det europæiske fødevareagentur, Efsa, offentliggjorde tidligere på måneden.

Heri beskriver forskerne nemlig, at der er begrundet mistanke om, at sprøjtemidlet sammen med varianten chlorpyrifos-methyl kan forårsage genotoksiske effekter og neurologiske skader hos fostre og børn. Og da det er ganske alvorligt, er der slet ikke mulighed for at sætte en grænseværdi, der giver mening, skriver fødevareagenturet.

Chlorpyrifos har været forbudt at bruge i Danmark siden 2011, men eftersom mange andre lande stadigvæk må bruge det, betyder det, at det hænger i især de citrusfrugter, vi importerer fra pågældende lande.

Derfor har debatten trods det danske forbud fortsat floreret, netop på grund af, at meget af vores konventionelle frugt netop er importeret fra lande som Frankrig, Spanien og Italien, hvor stoffet er tilladt.

Læs også: Knap hver tredje citrusfrugt indeholder forbudt og sundhedsfarligt sprøjtemiddel

Der har selvfølgelig været grænseværdier, der skulle overholdes, men indtil EU beslutter sig for, hvorvidt Efsas udmelding skal medføre et straks-forbud eller bare en afvisning ved næste godkendelsesrunde i 2020 – eller om der slet ikke skal ske noget – så har Danmark trampet bremsen helt i bund.

»I første omgang søges et hurtigt forbud i hele EU, men hvis dette går for langsomt, vil vi i Danmark indføre et nationalt forbud mod rester i fødevarer,« skriver Fødevarestyrelsen i en meddelelse.

Foreløbig gør vil styrelsen reagere når de støder på et af stofferne i de fødevarer, de løbende kontrollerer. Så vil fødevarerne blive sendt til vurdering hos DTU Fødevareinstituttet – uanset om de holder sig inden for de europæiske grænseværdier eller ej.

Læs også: Afsløret: Sponseret studie skjulte skadevirkninger ved verdens mest udbredte insektgift

Vurderer DTU Fødevareinstituttet, at der kan være en sundhedsmæssig risiko, vurderet i forhold til de toksikologiske referenceværdier, skal virksomheden trække produktet tilbage fra markedet.

At Efsa ikke kunne fastsætte toksikologiske referenceværdier, da det ikke kunne afklares hvorvidt stofferne er genotoksiske eller ej, er Fødevareinstituttet enig i.

Derfor vurderer forskerne for alle fund af stofferne, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes, fortæller Bodil Hamborg Jensen.

Siden Efsas udmelding i begyndelsen af måneden har hun haft tre prøver forbi af bl.a. mango, og disse varer skal nu tilbagetrækkes.

Læs også: Strid om gift-rester i frugt: Nu skal forskerne forklare sig i Folketinget

De helt store produktgrupper, som er i søgelyset for sprøjtegiften, er citrusfrugter som appelsiner.

Kontrolprøver fra Fødevarestyrelsen fra perioden 2016-2018, som mediet Danwatch samlede sammen tidligere på året, viste, at chlorpyrifos fandtes i omkring 4 procent af alle konventionelt dyrkede frugter og grøntsager, og når det kom til citrusfrugter var stoffet i hver tredje undersøgte frugt.

Ifølge Fødevarestyrelsen vil der ikke blive foretaget særkontroller efter udgivelsen af Efsas rapport, men løbende kontroller vil blive udført efter det sædvanlige analyseprogram – dog hvor der nu bliver slået hårdere ned på fund.

At der er kommet skub i et forbud glæder den danske miljøminister Lea Wermelin (S), som for nylig modtog et paragraf 20-spørgsmål fra SF’s landbrugs- og naturordfører, Anne Valentina Berthelsen. Ordføreren ville vide, om regeringen vil arbejde for et EU-forbud, hvilket ministeren i et skriftligt svar siger klart ja til.

»Stoffer, der udgør en uacceptabel risiko, skal ikke være godkendt hverken i Danmark eller i EU. Regeringen arbejder for, at der hurtigst muligt kommer et EU-forbud mod både chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl,« skriver ministeren.

Læs også: Forskere i åbent skænderi om faren ved insektgift i frugt og grønt

Tidligere har flere forskere – også danske – løbende udtrykt bekymring for, hvorvidt selv den mindste dosis kan give alvorlige konsekvenser.

Blandt andet har professor i miljømedicin Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet kaldet stoffet for ’uønsket’. og på Københavns og Syddansk Universiteter konkluderede forskere i en rapport – som i øvrigt var bestilt af Miljøstyrelsen – at 90 procent af undersøgte børn og mødre havde pågældende og lignende stoffer i urinen og advarede samtidig om sundhedsrisici ved dette.

Når debatten alligevel ikke altid har været lige til at blive klog på, skyldes det, at Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen selv har forsvaret grænseværdien, efter at have rundet førnævnte rapport af med DTU Fødevareinstituttet.

Men nu, da Efsa har ændret mening om grænseværdierne, og derfor er endt på hold med Københavns og Syddansk Universitet, så har Fødevarestyrelsen også smækket hælene sammen:

»Vi har reageret på Efsas skærpede risikovurderinger samt DTU Fødevareinstituttets rådgivning omkring risikovurderingerne,« fortæller kemiingeniør i Fødevarestyrelsen Annette Grossmann.

»Derfor har vi også sendt et nyhedsbrev ud til importørnetværket, så de er informeret om Fødevarestyrelsens fremadrettede håndtering af fund af chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl, da det er dem, der i sidste ende skal stå for tilbagetrækningen.«

Emner : Kemikalier
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten