Olympisk skøjtebane er bygget til rekorder

Det er de små marginaler, der er afgørende for, hvem der sejrer - også i skøjteløb. Derfor er isbelægningen, skøjtedragterne og skøjterne så afgørende under vinter-OL, der p.t. afvikles i USA.

Man har brugt 2,5 år på at konstruere banen, så den er verdens hurtigste. Et netværk af 48 km kølerør holder isen nedkølet til minus 14 grader. Den to cm tykke is er dannet ved, at man har udsprøjtet et tyndt lag vand ad gangen, i alt ca. 15 lag. Vandet er de-ioniseret vand, så man er sikker på, at selv meget små mængder salte ikke giver variationer i isens hårdhed.

Luften., der ledes ind i hallen, renses, så der ikke ad denne vej tilføres partikler til isen, og lufttemperaturen i hallen holdes nede på 14 grader, så isen smeltes så lidt som muligt, og så tilskuerne samtidigt kan holde ud at sidde der i længere tid. Salt Lake City ligger i øvrigt 1425 m over havet, så luftmodstanden er formindsket i forhold til andre baner. Dette vil også bidrage til hurtige tider.

Banen i Utah er cirkulær og 400 m lang. Betonen under isen er specialkonstrueret. Et laser-nivelleringsinstrument overvågede, at den blev perfekt plan. Nedkølingen styres, så den passer løberne bedst muligt. Langdistanceløberne vil gerne have en hård overflade. Det giver et godt "glid". Sprinterne på de korte distancer har brug for en lidt blødere is, for at skøjterne kan få et godt "greb" i isen, når de skal sætte af. Tilpasningen sker ved kontrol af temperaturen natten før konkurrencerne.

Ud over isen er skøjternes konstruktion et afgørende moment. I de seneste år er flere og flere hurtigløbere gået over til at anvende de såkaldte klap-skøjter. Klingen kan dreje om en vandret akse nær støvlens snude. Klingens bagende klapper herved ned og bevarer kontakten med isen i længere tid end ved en normal skøjte.

Omdrejningspunktets placering tilpasses individuelt til hver enkelt løbers teknik.
Takket være anvendelse af kulfiberarmeret plast er skøjtestøvlen i øvrigt både stærk og let. Den vejer kun 295 gram.

I skrivende stund er to konkurrencer afviklede, mændenes 5000 m og kvindernes 3000 m løb. I begge løb blev der sat verdensrekord. Så konstruktørerne bag banen i Utah har virkelig haft succes.