I Storbritannien vil regeringen intensivere miljøkontrollen på boreplatformene i Nordsøen.
I Norge har regeringen stoppet for boringer på dybt vand, indtil man kender grunden til oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf.
I Danmark afventer Energistyrelsen den officielle forklaring på ulykken, der kostede 11 medarbejdere livet og hver dag sender omkring fem millioner liter olie ud i havet, før der bliver taget stilling til, om sikkerheden omkring boreplatformene skal øges.
»Det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt der er behov for ændringer i Danmark. Når vi har en officiel rapport om grundårsagen til ulykken, vil vi også vurdere, om der skal strammes op,« siger civilingeniør Søren Frederiksen, Energistyrelsen.
Han forudser, at det kan tage adskillige måneder, før rapporten foreligger.
Ikke desto mindre er det sådan, tror han, at de fleste myndigheder tænker. Samtidig vurderer han, at olieselskaberne selv er i færd med at udvise rettidig omhu:
»Jeg forventer, at alle olieselskaber er i gang med at gennemgå deres procedurer og beredskabsplaner for, om de gør tingene på den rigtige måde. Ud fra tanken: Hvad hvis det samme sker for os, som skete for BP, vurderer de, om de så er klar. For der er mange operationer rundt omkring i verden, der ligner den, der gik galt i Den Mexicanske Golf,« fastslår Søren Frederiksen.
Norge og England på dybt vand
Til forskel fra Norge og Storbritannien, der lige er begyndt at udforske det dybe vand vest for Shetland, arbejder olieselskaberne i Danmark ikke på dybt vand, men på 60-70 meters dybde, og der bliver anvendt noget helt andet boreudstyr.
Efter katastrofen på boreplatformen Deepwater Horizon intensiverer den britiske regering nu miljøkontrollerne på boreplatformene, sagde den liberale minister Chris Huhne i går.
Ud over at fordoble antallet af miljøinspektioner har regeringen nedsat en ny olieindustrigruppe, der har fået til opgave at rapportere om Storbritanniens evne til at forhindre og rense op efter oliespild.
Ifølge New Civil Engineering sagde Chris Huhne, at han vil sørge for, at olie- og gasindustrien i Storbritannien praktiserer den strengeste sikkerhedskultur, særligt nu hvor jagten på olie vest for Shetland lige er gået ind.
