Olien strømmer ud fra løbsk borehul

Det er ikke lykkedes teknikerne at få lukket oliebrønden på bunden af den Mexicanske Golf efter boreplatformen Deepwater Horizon sank i sidste uge som følge af en voldsom eksplosion.

I lørdags prøvede BP og Transocean, der står bag olieboringen, at lukke for borebrønden med undervandsbåde men uden held, hvilket betyder, at omkring 1.000 tønder olie om dagen strømmer ud fra borehullet, skriver Wall Street Journal.

Der er allerede observeret oliefilm på et 1.600 km2 stort område i golfen, men endnu er der ikke observeret olie på landområderne langs kysterne. Det kan dog ifølge den amerikanske kystvagt meget vel ske inden for de nærmeste par dage, skriver WSJ.

Transocean er på vej med to nye olieboreplatforme, der kan bore aflastningshuller, men alligevel skønner selskabet, at der kan gå måneder før der er styr på udslippet. Det oplyser nyhedstjenesten Bloomberg.

Desuden arbejdes der med at få placeret en ventil oven på boringen, der skal gøre det lettere at få styr på olieudslippet.

Lukningsarbejdet er hæmmet af, at der er meget dårligt vejr i området.

Dokumentation

WSJ: Oil Spills Into Gulf After Rig Disaster
Bloomberg: BP Oil Well Leak May Take Months to Close After Gulf Rig Sinks