Ole Rømer - den første stadsingeniør i Danmark

Af Frank Strudstrup I år er det 350 år siden, Ole Rømer blev født. Han var en verdensberømt fysiker og astronom. Her tegnes et andet billede, nemlig som den travle polytekniker 1. Et sent portræt af Ole Rømer (1644-1710). 2. Ole Rømer rådede
over tre observatorier. Dette her hjemme i Store Kannikestræde, observatoriet i Rundetårn og - i de sidste seks år af sit liv - også det lille observatorium Tusculanum i Vridsløsemagle, som han selv lod bygge.

  1. Der kom orden på længde, vægt og rumfang i Ole Rømers tid. Her de første danske vægtnormaler fra 1684. (Foto lånt fra bogen 'Danske Foregangsmænd' af K.O.B.Jørgensen). 4. Resultatet af Ole Rømers opmåling af landevejene, indtegnet 1697 på et
    samtidigt Danmarkskort. 5. Ole Rømers milepæl på samme plads i 300 år. (FS foto). 6. En af de håndtrukne milevogne, som blev brugt til at opmåle de danske landeveje. Måske er det Ole Rømers egen konstruktion. I dag står den på Tøjhusmuseet. (Foto:

Hasse & Ingvardsen) 7. Memorial fra Ole Rømers hånd med anvisninger om løn og hjælp til vejopmåleren. 8. Rømers temperaturmålinger i vinteren 1708-09. Af akademiingeniør Frank Studstrup Ole Christensen Rømer (1644-1710) var en verdensberømt fysiker og
astronom.

Ingen tvivl om det. Men han var også så meget andet. For eksempel byen Københavns første stadsingeniør og en myreflittig polytekniker, der havde fingeren på de fleste af byens tekniske anliggender i de tider.

Ole Rømer blev født den 25. september 1644 i Århus som søn af en velstående og meget naturvidenskabeligt interesseret købmand. 18 år gammel blev han student fra latinskolen i Århus. Herfra rejste han i 1662 til København for at studere ved
universitetet. Han kom i de næste otte-ni år til at bo hos professor Rasmus Bartholin, der først var professor i matematik og siden i medicin.

Rasmus Bartholin var en vældig inspiration for Ole Rømer - han interesserede sig nemlig også for astronomi og lys. Det var astronomien, der bragte Ole Rømer til det naturvidenskabelige akademi i Paris ti år efter, i 1672. Han fik både arbejde og bolig
på observatoriet - og det var her, han gjorde sin berømte opdagelse af lysets 'tøven' i 1676.

SPRINGVAND I VERSAILLES Men det var sikkert også det ni-årige ophold i Frankrig, der skubbede til Ole Rømers tekniske karriere. På det tidspunkt var solkongen, Ludvig den 14., i gang med at indrette parken i Versailles omkring sit nye og ekstravagante
Men det var sikkert også det ni-årige ophold i Frankrig, der skubbede til Ole Rømers tekniske karriere. På det tidspunkt var solkongen, Ludvig den 14., i gang med at indrette parken i Versailles omkring sit nye og ekstravagante
slot. Solkongen havde god sans for at sætte begavede folk i arbejde og Ole Rømer var, sammen med andre, indblandet i at anlægge parken og konstruere de store springvand. I den forbindelse skrev han en afhandling om 'tykkelsen og styrken af rørene i
vandledninger svarende til kildernes forskellige diametre''.

Også detaljerne i udviklingen af astronomiske instrumenter optog ham. For eksempel opfandt han et mikrometer til kikkerter og udviklede den tids ideale form for tænder på tandhjul, idet han beskrev principperne for epicykloidefortanding.

Det franske hof var yderst tilfreds med den unge danskers virke og han blev hædret ved at blive ansat som lærer for kronprinsen. Indsatsen fik dog en begrænset rækkevidde, da prinsen døde ung.

Allerede i 1676, da Ole Rømer gjorde sin store opdagelse omkring lysets hastighed, blev han udnævnt til professor i astronomi ved Københavns Universitet. Men først i foråret 1681 rejste Ole Rømer hjem til sit nye job i Danmark. Vel hjemme giftede han
sig med Rasmus Bartholins datter Anne Marie.

KØBENHAVN I 1681

Det København, Ole Rømer, vendte hjem til, var en by i hastig vækst.

Indbyggertallet steg i perioden fra 30.000 i 1660 til 60.000 i 1690. Men det var også en kaotisk by.

Straks ved hjemkomsten i april modtog Ole Rømer besked fra kongen, Christian den Femte, om at indtræde i en kommission for 'gaderne, stenbroerne og vandløbet''. Få dage senere er han ude at besigtige en byggeplads ved Langebro og i juni godkender kongen
en indstilling fra Rømer m.fl. om kloakeringen af to københavnske gader.

Gadernes tilstand var dengang præget af tilfældighed i udformningen og ligegyldighed med renholdelsen. Huse og plankeværker skød ind og ud i gadelinien, afvandingen og vedligeholdelsen var utilstrækkelig, vejbelysning var stort set ukendt og affaldet
flød. Ole Rømer tog sig af alt dette, så København på disse områder efterhånden fik en standard, som sømmede sig for landets hovedstad.

Den københavnske trafik var allerede dengang så livlig, at der opstod trafikpropper ved byens porte. Gennemkørselen tillod dårligt nok to vogne at passere hinanden, så trafikken var ofte kaotisk. Trafikplanlæggeren Rømer løste problemet elegant ved at
indsnævre passagen til kun ét spor. Så var det klart, at den ene retning måtte holde tilbage. Løsningen ser vi genopfundet ved trafiksaneringer nu 300 år senere! STRØGET BLIVER TIL De større brande gav anledning til en ofte tiltrængt byfornyelse og
kunne også påvirke selve byens form. En af brandene var den, der brød ud i 1685 omkring Vimmelskaftet i København, hvor 40 huse brændte ned. Dengang var der ikke noget, der hed Strøget (det folkenavn kom først til i 1880erne).

Men der var heller ikke det lange gadeforløb, vi kender i dag.

Ole Rømer fik sammen med to andre til opgave at hitte ud af, hvordan genopbygningen skulle foregå. De kunne imidlertid ikke blive enige. Så det blev kongens ønske, der gik igennem. Han ville have en gade (ny gade) fra Vimmelskaftet til Gammeltorv.

Desværre for planen var Lauritz Ibsens store bryggergård ikke brændt ned og den lå i vejen for projektet. Først i 1692 kunne den rives ned og først i 1703 var Nygade færdig med huse og det hele og 'routen'', som Strøget blev kaldt dengang, en realitet.

Christian den Femte nåede altså aldrig at se sin gade. Han døde i 1699 og blev afløst af Frederik den Fjerde.

MÅL OG VÆGT Typisk blev han af den enevældige konge over Danmark og Norge udpeget til større tekniske kommissions- og reformarbejder. Som 'Mathematicus Regius' forestod han således reformer for mål og vægt, mønt, regler for kompasvisning og indførelsen
Typisk blev han af den enevældige konge over Danmark og Norge udpeget til større tekniske kommissions- og reformarbejder. Som 'Mathematicus Regius' forestod han således reformer for mål og vægt, mønt, regler for kompasvisning og indførelsen
af den gregorianske kalender.

I tiåret fra 1688 til 1698 indførte man i Danmark og Norge et nyt system for mål og vægt. Det var også tiltrængt, da de forskellige landsdele havde deres egne systemer. En sjællandsk alen var 63 centimeter, mens den jyske kun var 57. En skæppe korn
var 18,6 liter i Viborg og kun 16,2 liter i Haderslev.

Den kongelige forordning om vægt og mål er dateret den 1. maj 1683 og der blev fremstillet fine normaler for vægt, længde og rumfang med Christian den Femtes navnetræk. I daglig tale hed de 'Rømers alen'', 'Rømers kubikfod' og 'Rømers vægtlodder''.

VEJINGENIØR RØMER Ole Rømers virke var ikke begrænset til København. En stor vejmæssig opgaver var at opmåle de store landeveje i Danmark. Af hensyn til de vejfarende og til administrationen af vejene var det nødvendigt af kende vejlængderne og at have
Ole Rømers virke var ikke begrænset til København. En stor vejmæssig opgaver var at opmåle de store landeveje i Danmark. Af hensyn til de vejfarende og til administrationen af vejene var det nødvendigt af kende vejlængderne og at have
en afmærkning af dem med passende mellemrum.

Målingen blev foretaget med en milevogn, som var en hestetrukken kærre indrettet med en mekanisme, som talte hjulomdrejningerne.

Længdemålene havde Rømer tidligere udarbejdet til mål og vægtforordningen, hvor den danske mil var fastsat til 12.000 alen, svarende til 7,532 kilometer. Disse mål gjaldt stort set helt til metersystemets indførelse i 1907.

Rømer igangsatte opmålingen på Sjælland i efteråret 1691, men først i 1696 nåede Rømers assistent Niels Paulin frem til vejene i Nordjylland. Det store arbejde blev afsluttet i 1697.

Afmærkningen skete for hver fjerdingvej - altså hver kvarte mil - med solide og groft tilhugne granitsten. Helmilestenene havde tal-angivelse, mens firedelingen blev markeret med henholdsvis én, to og tre skålformede fordybninger.

VAND TIL SLOTTENE

Som landets førende tekniker var det naturligvis Rømer, som fik ansvaret for de større land- og vandbygningsopgaver ved de kongelige slotte.

Erfaringen fra Versailles blev udnyttet på Amalienborg, Frederiksborg Slot, Kronborg og Rosenborg Slot, hvor Rømer forbedrede vandforsyningen og udførte springvand og bassiner. I Frederiksborgs have kan terrasserne herfra stadig spores i terrænet.

Men også kongens undersåtter nød godt af Rømers forstand på vand.

Hovedstadens forsyning med rent drikkevand var allerede dengang afhængig af vandressourcer uden for byen. Fra Emdrup sø førtes kildevandet i åbne trærender til Peblingesø, hvorfra det blev pumpet i underjordiske ledninger til byen bag voldene. Og han
udarbejdede bestemmelser, der skulle regulere møllernes udnyttelse af vandkraften i Mølleåen, nord for København.

Vand var også af største betydning for byens brandvæsen, som ofte havde været magtesløse, når det brændte i den tætbebyggede middelalderby. Rømer forbedrede den tids hånddrevne pumper, og som ansvarlig for brandvæsenet satte han efter den før omtalte
ildløs i Vimmelskaftet gang i etableringen af vandposte og brønde til brandslukning.

Da Amalienborg Slot i 1689 brændte, var det igen Ole Rømer, som fik til opgave at foreslå en ny byplan for området. Året efter godkendte kongen etableringen af et nyt haveanlæg og nye gader som Toldbodgade og Sankt Annæ Plads.

DE SIDSTE ÅR Efter sin første hustrus død giftede den nu 55-årige Ole Rømer sig igen i 1699, - atter med en Bartholin, den kun nittenårige Else Magdalene. Begge ægteskaber var dog barnløse. Når familielivet ikke krævede så meget af ham, og når tiden i
Efter sin første hustrus død giftede den nu 55-årige Ole Rømer sig igen i 1699, - atter med en Bartholin, den kun nittenårige Else Magdalene. Begge ægteskaber var dog barnløse. Når familielivet ikke krævede så meget af ham, og når tiden i
øvrigt tillod det, fordybede han sig helst i sin livsinteresse for astronomien.

I de 29 år han levede og arbejdede i København var han konstant inddraget i ingeniørmæssige og praktiske gøremål. Det er ufatteligt, at han også nåede sit professorjob, sine astronomiske studier og sit job (fra 1685) som direktør for statsobservatoriet
på Rundetårn.

Resultatet var en evig travlhed, som også betød, at Ole Rømer ikke fik efterladt sig en skriftlig arv, der står i et rimeligt størrelsesforhold til hans store videnskabelige arbejde.

Også som højesteretsdommer og medlem af kancelliet var han statens tro tjener. På sine ældre dage (i 1705) blev han udnævnt til førsteborgmester, ''stadsingeniør' og politimester i København.

I to perioder var han rektor for universitetet, men måtte på en opfordring i 1705 om en tredje periode høfligst undslå sig. På grund af de andre krævende opgaver blev han dog i perioder fritaget for sit professorat, men beholdt stillingen til sin død.

Ole Rømers travle arbejdsliv sluttede tidligt, da han efter fire ugers sygeleje døde den 19. september 1710, knapt 66 år gammel. Kirkeklokkerne ringede ekstraordinært længe ved begravelsen i Frue Kirke i København som en sidste ære for denne berømte
dansker og højest betroede embedsmand.

SPORENE I DAG Mange af de ingeniørmæssige og videnskabelige arbejder, som Ole Rømer forestod for konge og regering var så fremsynede, at de har bevaret deres værdi til vores tid. Principperne for kalendersystemet, måleteknik og vejkilometrering er kun
Mange af de ingeniørmæssige og videnskabelige arbejder, som Ole Rømer forestod for konge og regering var så fremsynede, at de har bevaret deres værdi til vores tid. Principperne for kalendersystemet, måleteknik og vejkilometrering er kun
få eksempler, som vi i dag benytter med selvfølgelighed.

Også helt håndgribelige spor efter hans virksomhed findes stadig rundt i landet. Milesten kan man for eksempel finde i Vestjylland på Skave - Sevel vejen, på Strandvejen nord for København og på vejen mod Fredensborg.

Desværre gik de fleste af Ole Rømers skrifter og hans instrumenter i samlingen på Universitetsbiblioteket og observatoriet i Rundetårn tabt ved Københavns brand i oktober 1728. Med fare for sit liv lykkedes det dog Rømers tidligere elev Peder Horrebow
at redde enkelte ting for eftertiden.

Ole Rømer kommer vi i dag nærmest i Vestskoven ved Vridsløsemagle, hvor man kan se resterne af hans 'Observatorium Tusculanum''. Tæt ved ligger også Ole Rømers Museum.