Ole Birks bøn til tysk kollega: Er der alternative måder at godkende Femern-tunnelen på?
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ole Birks bøn til tysk kollega: Er der alternative måder at godkende Femern-tunnelen på?

Den danske transportminister Ole Birk Olesen (LA) er skeptisk over for, om myndighederne i den tyske delstat Slesvig-Holsten har kapacitet til at godkende den omfattende ansøgning om at få lov til at anlægge verdens længste sænketunnel i Østersøen mellem Rødby og Puttgarden.

I et utraditionelt brev til sin kollega, forbundstransportminister Alexander Dobrindt (CSU), opremser Ole Birk Olesen det forløb om den tyske myndighedsgodkendelse, som er medvirkende til, at Femern-tunnelen foreløbig er ti år forsinket i forhold til, hvad der blev aftalt i statstraktaten fra 2008. Den kan tidligst åbne i 2028.

12.600 indsigelser giver kæmpearbejde

Der kom 12.600 indsigelser i den seneste runde af offentlige høringer. 90 procent af disse er ifølge en opgørelse fra det statslige projektselskab Femern A/S rene kopier af standardskrivelser fra hovedsageligt den tyske naturfredningsforening Nabu. Alligevel er det en kæmpe opgave for Femern A/S at udarbejde materiale til svarskrivelser og for myndigheden LBV Kiel at behandle ansøgningen.

Læs også: Over 12.000 tyskere gør indsigelse mod Femern-tunnel

Den senest reviderede plan indebar, at LBV Kiel forventede at kunne godkende ansøgningen inden udgangen af i år. 12. december 2016 måtte transportministeren i delstaten Slesvig-Holsten, Reinhard Meyer (SPD), imidlertid fortælle Ole Birk Olesen, at den plan skrider.

Læs også: Tidsplanen skrider: Femern-tunnel bliver tidligst godkendt i 2018

En ny tidsplan for, hvornår myndighederne har færdigbehandlet ansøgningen, vil først være færdig med udgangen af marts i år. Så indtil da ved ingen, hvor lang forsinkelsen bliver denne gang. Men Femern A/S opererer i sin seneste status til ministeren med et gæt på et halvt år. Dermed skulle myndighedernes godkendelse foreligge i sommeren 2018.

Rejser tvivl om myndighedernes evne til at leve op til traktat

Det får Ole Birk Olesen til at gå uden om delstaten og direkte til forbundstransportministeren med henvisning til statstraktaten om tunnelen. Han citerer følgende passage fra den:

'De kontraherende stater vil samarbejde på alle områder for hurtigt at opnå myndighedsgodkendelser på nationalt og internationalt plan.'

'Yderligere forsinkelser i plangodkendelsesprocessen vil efter min opfattelse rejse alvorlig tvivl om de slesvig-holstenske myndigheders evne til at leve op til målene i statstraktaten,' skriver Ole Birk Olesen.

'Dette har potentiale til at bringe hele Femer Bælt-projektet i fare på grund af den vedvarende usikkerhed med hensyn til den tyske plangodkendelsesproces.'

Kræver møder om 'alternative måder' at opfylde traktat på

Han mener, at der 'baseret på tidligere erfaringer er risiko for, at de slesvig-holstenske myndigheder vil meddele yderligere forsinkelser'.

'Hvis det sker, vil jeg gerne mødes med Dem hurtigst muligt for at drøfte, om der er alternative måder til at opfylde vores fælles traktat på,' skriver den danske minister uden at foreslå sin tyske kollega, hvad det kunne indebære.

Læs også: Længe ventede analyser: Femern-tunnel på sikker grund - betalt tilbage på 36 år

Brevet er skrevet, efter at Femern A/S indleverede en ny version af sin byggeansøgning på i alt 14.000 sider til LBV Kiel 15. februar. Selskabet har flere end 25 rådgiverfirmaer til at arbejde for sig, de fleste tyske. Hovedrådgiver er koncernen McKinseys afdeling i Stuttgart. Men på den lange liste findes alt fra konsulenter, der er specialiseret i at opgøre bestande af padder og flagermus, til en tidligere dommer ved forbundsdomstolen Leipzig.

Læs også: Femern-selskab klar til den store tyskeksamen: 150 specialister bag 14.000 siders svar

Det er her, de tyske miljøorganisationer med næsten statsgaranti vil anlægge sag, når miljøgodkendelsen bliver udstedt, sandsynligvis i løbet af 2018. Retssagen vil blive anlagt mod myndighederne, men Femern A/S har tænkt sig at assistere og er begyndt at forberede sig, blandt andet altså ved at hyre en tidligere dommer.

Dansk projektselskab: Vi kan ikke gøre mere

Problemet er imidlertid, at det danske projektselskab ikke aner, hvad det skal gøre for at skubbe yderligere på godkendelsen i Tyskland.

'Vi ved ikke, hvad vi kan gøre yderligere for at forbedre kvaliteten af svarene og dermed også forberede retssag,' konstaterer administrerende direktør Claus F. Baunkjær i en præsentation, han har holdt i Transportministeriet.

Femern A/S konstaterer dog i sin seneste status, at alt tyder på, at Tyskland i sidste ende godkender byggeriet af sænketunnelen. Spørgsmålet er kun, hvornår tilladelsen falder. Det vil i praksis ske, når domstolen i Leipzig ophæver den opsættende virkning af den forventede retssag.

Læs også: Topjurister: Fundamentet for dansk Femern-beslutning er rendyrket spådomskunst

Danmark har en kæmpe interesse i at anlægge tunnelen hurtigst muligt. Danmark betaler alene for byggeriet, men får til gengæld alle indtægter fra bilister og tog. De kan også bruges til at betale en ny jernbane fra Ringsted til Puttgarden. Samlet har politikerne allerede disponeret 13,2 milliarder kroner, cirka en femtedel af projektets budget, inden den tyske byggetilladelse foreligger.

Læs også: Politisk finte: Danmark bruger 13 milliarder på Femern-forbindelse før tysk godkendelse

Citat:
"Der kom 12.600 indsigelser i den seneste runde af offentlige høringer. 90 procent af disse er ifølge en opgørelse fra det statslige projektselskab Femern A/S rene kopier af standardskrivelser fra hovedsageligt den tyske naturfredningsforening Nabu."

Vi kan konstatere Danmark er et bedre samfund end Tyskland. Det er da skønt.

I Danmark koster det ikke ti års forsinkelse, at skulle miljøgodkende at grave hul i sandet, lægge betonklodser ned og dække hullet over igen.

I Danmark er det ikke OK at kopiere en masse indsigelser, blot for at spilde myndighedernes ressourcer på gensidige besvarelser af det samme spørgsmål.

Havde dette været en folkelig sag, var der straks startet en shit-storm mod Nabu for meningsløs chikane som drukner seriøs kritik af forbindelsen. 90% er rene kopier - beskæmmende opførsel.

Jeg kan næsten ikke tro mig selv, når jeg tager myndighederne i forsvar over borgerne. Men her er det altså den tyske lovgivning som er for stram og bureaukratisk til ingen verdens nytte.

Det handler om at erstatte færger som jo ikke just er det mest miljøvenlige vi har i verden, med en tunnel gravet ned i jorden, som primært er til fordel for elektriske godstog og elektriske højhastighedstog. Det handler ikke om at slagte regnskov. Så forfærdeligt er forbindelsen faktisk ikke, den er vel mest til gavn for miljøet når det kommer til stykket, bilerne bliver jo også snart elektriske og dermed miljøvenlige.

  • 25
  • 17