Oldtidens liv stortrives i enorme mængder dybt under havbunden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Oldtidens liv stortrives i enorme mængder dybt under havbunden

En meget stor andel af Jordens organiske og ældste liv bor en kilometer nede under havbunden.

Det er de såkaldte prokaryoter, som geobiolog og professor John Parkes ved University of Cardiff har fundet enorme mængder af dybt under havets bund.

Prokaryoter er som regel encellede, og de er meget specielle, blandt andet ved, at de ikke har nogen cellekerne, hvor de kan gemme deres arveanlæg. Det menes, at de allerførste levende celler på Jorden var en slags prokaryoter.

De er i familie med de hårdføreste bakterier, der lever i de varme, syreholdige skorstene i dybhavet. Andre slægtninge lever i det dybfrosne Antarktis, og en tredje gren af familien bor i Yellowstones hede kilder.

De er i stand til at opretholde et stofskifte uden brug af ilt og lys, for eksempel ved at suge energi fra uorganiske kemikalier.

Der er tidligere fundet levende organismer endnu længere nede i jordskorpen - ved boringer på land, men i sådanne fund er der langt mellem de levedygtige organismer.

John Parkes og hans kolleger har fundet enorme mængder af aktive prokaryoter på mellem 860 meter og 1626 meters dybde under havet ud for New Foundland. I den dybde er der 100 grader varmt.

Der er så meget liv, at han vurderer mængden af det til at være på størrelse med mængden af planteliv på Jordens overflade, svarende til en tiendedel af al kulstofbaseret liv.

Hvor kommer de fra?

Det er et uopklaret mysterium, hvor prokaryoterne kommer fra. John Parkes mener, at de gradvist må have vænnet sig til omgivelsernes tryk og temperatur.

Det er muligt, at de simpelthen er blevet suget ned i havbunden. De hydrotermiske skorstene på havbunden pumper nemlig varmt vand ud fra havbunden og op i havet.

Det efterlader et undertryk i den omkringliggende havbund, som kan have suget prokaryoterne langt ned sammen med det friske havvand.

Prokaryoterne har et meget lavt stofskifte og næsten ingen naturlige fjender såsom vira. De deler sig meget, meget langsomt.

Det betyder, at begrebet alder er anderledes for prokaryoter. Det er nemlig tænkeligt, mener John Parkes, at nogle af cellerne er lige så gamle som havbunden. I den dybde vil det sige 111 millioner år gamle. Det er dog ikke bevist.

»Dette handler ikke om rekorden i det dybeste liv, det varmeste eller det ældste. Det handler om, at vi måske har misforstået livet. Vi er så påvirket af vores overfladeliv, hvor alting afhænger af ilt og sollys,« siger han til magasinet Newscientist.

John Parkes mener, at prokaryoter er udrustet til at overleve på andre planeter såvel som på Jorden, og han vil ikke afvise, at nogle af dem måske gør det allerede.

Dokumentation

Artikel i New Scientist
Professor John Parkes hjemmeside

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

1) Prokaryoter er ikke "meget" specielle ved at de ikke har nogen kerne. Prokaryoter var her før de eukaryote organismer (dvs. dem med cellekerne). Det er derfor nok nærmere eukaryoterne der er "specielle", hvis man overhovedet skal bruge det udtryk.
2) At sige at prokaryoter er i familie med de hårdføreste bakterier giver ingen mening. Bakterier ER prokaryoter. Hvilke hårdføreste bakterier? Arkebakterier eller hvad?
3) Prokaryoterne har et meget langsomt stofskifte? Det kommer vist an på hvilken prokaryot (bakterie), som du undersøger.
4) Prokaryoter behøver ikke ilt eller lys til deres stofskifte? Det kommer da an på hvilken prokaryot du beskriver.
5) »Dette handler ikke om rekorden i det dybeste liv, det varmeste eller det ældste. Det handler om, at vi måske har misforstået livet. Vi er så påvirket af vores overfladeliv, hvor alting afhænger af ilt og sollys,«. Øhm. Biologerne er udmærket klar over at der findes prokaryoter over alt, og at det bestemt ikke er alle der er afhængige af lys og ilt. Tværtimod er ilt giftigt for de fleste af dem.
6) Hvorfor skulle de prokaryoter som forfatteren har fundet være tættere beslægtet med det oprindelige liv end mange andre bakterier?

Det eneste nyskabende ved dette her, er at man nu har fundet prokaryoter endnu et "utænkeligt" sted.

In konklusion, this article is a bunch of B.S.

  • 0
  • 0

Jeg kunne godt mistænke forfatteren for at være en folkeskoleelev i erhvervspraktik, eller noget lignende; udover det rent faglige vås lader grammatikken, opsætningen og sproget som helhed en del tilbage at ønske i denne artikel.

Lidt trist er det, men man får lidt på fornemmelsen, at forfatteren ikke helt selv kan gøre for det.

  • 0
  • 0

Ja.
Jeg har også på fornemmelsen at Kent Krøyer ikke selv kan gøre for at artiklen er så mærkelig og uspecifik, men at det nærmere er forfatteren til originalartiklen der har skrevet uendelig bredt og rodet.

Til Peter Ole Kvint: Du har ret i at det nok ikke er alle der ved hvad en prokaryot er, men 1) man kan altid lave et hurtigt opslag på Wikipedia når man er i tvivl og 2) jeg siger ikke at prokaryoter er bakterier. Jeg siger derimod at bakterier tilhører prokaryoterne (dvs. dem uden cellekerne).

Vh. Peter

  • 0
  • 0

er, hvor store mænder liv, der findes dybt under oceanerne.

Moderartiklen i New Scientist beskriver det.
Den bruger også først ordet "Bacteria", for dernæst at slå over i "Procaryot" - uden at nævne, at det er (næsten) det samme (hvilket også kritiseres i netdebatten hæftet til artiklen).

Vor egen journalist har altså misforstået det hele lidt og har fundet "en ny slags liv" og ikke bare "store mængder liv på nye ukendte steder".

Desværre er dette et stigende problem i ing.dk, som de må være mere vågne overfor.
Jeg ved godt, at begrænsede resurser skal bruges til at producere nok stof til et sådant sted - og at man derfor ikke kan lave så meget kvalitetssikring, som de engelsksproglige store "blade" kan, men det er alligevel en meget vigtig proces, da pressen har hovedansvaret for, at videnskaben bliver en troværdig "partner i livet", som barriere mod fundamentalistiske religiøse og politiske bevægelser.

Mvh Peder Wirstad

  • 0
  • 0

BAKTERIER I DYBET

Fra www.forskning.no er følgende to artikler hentet. De forekommer både mere interessante, mere letfattelige og mere videnskabelige end INGENIØRENs udformning.
Mvh Steen Ahrenkiel.

--- Liv lever lavt
Livet på jorda har slått sin egen rekord. Nye prøver viser at det finnes levende vesener hele 1,6 kilometer ned i jordskorpa under havbunnen.
Ingrid Spilde Journalist
Onsdag 28. mai 2008 http://www.forskning.no/artikler/2008/mai/...
Langt nede i tjukkeste steinen på havets bunn, finnes det altså ørsmå levende skapninger: enkle encellede vesener som hører med i gruppa prokaryoter, sammen med blant annet bakteriene.
Tidligere undersøkelser har påvist slike mikroorganismer på over 800 meters dyp, men nå er denne rekorden behørig brutt.
Nå har forskere nemlig drillet ut nye steinprøver helt ned til 1 626 meter under havbunnen utenfor kysten av Newfoundland. Og jammen dukket det ikke opp liv her også, i den 111 millioner år gamle steinen.
Men enda tror forskerne det kan være flere rekorder å bryte.
Det er ikke umulig at vi kan finne mikroorganismer hele fem kilometer ned i jordskorpa under havet, skriver Nature News. Noen forskere tror at så mye som to tredjedeler av massen av prokaryoter i verden kan befinne seg under havbunnen.
--- Fant DNA
Det er ingen enkel sak å lete etter liv i fjellet under havbunnen.
Forskerne har brukt det ombygde oljeboringsskipet JOIDES Resolution til å drille kilometerlange hull i steingrunnen under havbunnen. Så kan lange, smale borekjerner tas opp og undersøkes.
Men her gjelder det å være forsiktig. Bakterier eller mikroorganismer fra sjøvannet kan lett snike seg med i prøvene og gi gale resultater. For å unngå slik forurensning, lette forskerne etter liv midt inne i steinsøylene. De farget prøvene med farge som blir selvlysende når den kommer inn i levende celler.
I tillegg klarte de å isolere DNA, skriver Nature News.
Undersøkelser av dette DNAet viser at vi har å gjøre med mikrober som bruker metan som mat, og som dessuten elsker varme. Temperaturen stiger nemlig med 20 grader for hver kilometer du kommer nedover i jordskorpa under havet.
Skapningene i prøvene levde i temperaturer på mellom 60 og 100 grader, skriver forskerne i rapporten som nylig ble publisert i Science.
--- Lever sakte
Det er fremdeles mange ubesvarte spørsmål rundt de mystiske beboerne i jordas underetasje. Hvordan kom de dit? Hvor lenge har de vært der? Og ikke minst: hva lever de av?
• De lever i et materiale som er millioner av år gammelt. Man skulle tro at alt som overhodet er nedbrytbart var borte for lenge siden, sier forsker John Parkes fra University of Cardiff til Nature News.
Han spekulerer på om de små organismene kanskje overlever ved å senke forbrenningen til et minimum. De har jo tross alt ingen fiender der nede i undergrunnen, og kan dermed ta livet med knusende ro.
---- Referanse:
Roussel E. G., Cambon Bonavita M. A., Querellou J., Barry C. A., Webster G., Prieur D. & Parkes, Extending the Sub-Sea-Floor Biosphere, Science, 23. mai 2008.
Lenke:

Nature News: How low can life go?




Bakterier myldrer i dypet
Havbunnen fortsetter å forbløffe. På den tilsynelatende golde steingrunnen i dypet holder enorme mengder bakterier hus.

Ingrid Spilde Journalist
Torsdag 29. mai 2008 http://www.forskning.no/artikler/2008/mai/...
Gamle sannheter om verden under vann blir stadig vraket.
For bare noen år siden trodde forskerne at de enorme områdene med havbunn var livløse ørkener, bare avbrutt av en og annen oase rundt undersjøiske varme kilder. Men den gang ei.
Nå har et team av forskere fra University of Southern California gjennomført en aldri så liten folketelling oppå fjellgrunnen nede i dypet, og fått et forbløffende høyt innbyggertall.
Det var tusen ganger flere bakterier på bunnen enn i vannet over. Og prøvene tydet faktisk på at antallet ulike arter av mikroorganismer på berggrunnen var like høyt som i jord – stedet man i dag antar inneholder flest bakteriearter.

Dette resultatet var så overraskende at forskerne gjorde nye prøver et annet sted i Stillehavet. Men tallenes tale var klar, der også.
• Nå vet vi at det finnes mange flere slike mikrober enn noen hadde gjettet, sier Katrina Edwards, en av forskerne bak studien.
Nå er spørsmålet hva i alle dager de lever av der nede.
--- Stein
Svaret er antageligvis stein.
• Vi klødde oss i hodet over hva som kunne holde en slik vekst i gang, når mengden organisk karbon er så lav, sier Edwards i ei pressemelding.
Etter hvert begynte de å mistenke at det kunne være selve grunnfjellet som stod for maten. Kanskje bakteriene hentet energi ut fra reaksjoner med basaltsteinen i underlaget?
Forskerne regnet ut hvor mye bakterier slike reaksjoner teoretisk kunne holde liv i, og sammenlignet tallet med de faktiske funnene på havbunnen.
• De stemte fullstendig overens, sier Edwards.
Dermed er det på tide å tenke nytt rundt en hel del saker, mener forskerne. Blant annet livets opprinnelse.
--- Begynte alt på bånn?
Liv er jo som kjent avhengig av energi, og de aller fleste av skapningene på kloden bruker sola som energikilde. Noen, for eksempel plantene, klarer å fange selve solenergien, mens resten av oss knasker i oss plantene eller noe som har spist dem.
Inntil nylig visste vi om temmelig få vesener som ikke er avhengig av sollyset på en eller annen måte. Derfor har vi regnet med at også det aller første livet på jorda antageligvis dukket opp på grunt vann i de tidlige urhavene.
Men nå ser det altså ut til at en hel hærskare av mikroorganismer yrer rundt på svarteste havbunnen, helt uavhengig av både sollyset og skapningene på overflata. Og dermed stiller forskerne seg spørsmålet: kan det hele ha begynt her?
• Noen vil til og med foretrekke denne ideen om at livet oppstod i dyphavene, siden de er en bastion av stabilitet i forhold til overflata, som konstant ble pepret av kometer og andre objekter, antyder Edwards.
Men foreløpig er det umulig å si noe særlig om saken. Vi vet nesten ingenting om livet på bånn, påpeker forskeren.
Nå vil hun og kollegaene lage et eget mikrobeobservatorium på over 4500 meters dyp. Teamet skal studere både bakteriene på havbunnen, og mikroorganismer som er funnet dypt inne i fjellet under.
Det kan blant annet gi svar på om det yrende livet på havbunnen kom nedenfra eller ovenfra.
--- Referanse:
Santelli C. M., Orcutt B. N., Banning E., Bach W., Moyer C. L., Sogin M. L., Staudigel H. & Edwards K. J., Abundance and diversity of microbial life in ocean crust, Nature, vol 453, 29. mai 2008, s. 653-657.


  • 0
  • 0