OL-atlet: Civilingeniør-uddannelse var med til at kvalificere mig
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

OL-atlet: Civilingeniør-uddannelse var med til at kvalificere mig

Martin Møller har ikke vundet nogen medaljer til OL endnu, men han har flere gange erobret førstepladsen i Arctic Circle Race, der regnes for at være verdens fysisk hårdeste langrends-skiløb på 160 kilometer. Foto: Arctic Circle Race

Er du i tvivl om, hvorvidt du skal se vinter-OL? Og i så fald hvem du bør heppe på? Dansk-grønlandske Martin Møller kan i så fald gøre en ende på dine hovedbrud.

Den 37-årige civilingeniør, har klaret kvalifikationskravene og dyster derfor i hele tre discipliner i langrend.

Sprint, 15 kilometer, 30 kilometer og 50 kilometer skal han forcere under legene i Pyeongchang i Sydkorea fra den 9. til 25.februar. Det bliver anden gang, at han deltager i vinter-OL. Denne gang krydser han dog startstregen uden et decideret resultatmål, da det alligevel i sidste ende vil være afhængigt af de andre atleters præstationer.

Læs også: Nye teknologier bæres ind til OL

Baggrunden som civilingeniør er meget nyttig og en af grundene til, at jeg er lykkes med at kvalificere mig til to OL.

»I 2014 i Rusland havde jeg mål om at levere det bedste dansk-grønlandske resultat i langrend ved et OL, som er en 41.plads. Jeg sluttede dog på en 43.plads, men jeg løb mit bedst løb nogensinde og var ekstremt glad og stolt. Hvis man så på tid og procent efter guldmedaljen, leverede jeg det decideret bedste resultat gennem tiderne,« fortæller Martin Møller.

Fokus på ski fremfor karriere

Han er født i Næstved og opvokset i Aasiaat i Grønland. Han flyttede fra Grønland som teenager for at starte på skigymnasium i Norge og læste derefter til ingeniør på Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet i Trondheim og er nu bosiddende i Nuuk sammen med sin familie.

»Målet til OL denne gang derfor at blive så god som muligt, ved at bo og træne i Grønland samtidig med at have ganske normal familie med to børn,« siger Martin Møller.

Han har tidligere arbejdet som ingeniør for Grønlands energiforsyningsselskab Nukissiorfiit, men har de sidste tre år ikke haft noget konventionelt arbejde for i stedet at fokusere på at optimere sig som langrendsløber.

Læs også: Hjalp cirkulær strøm Danmark til OL-guld?

I stedet holder han foredrag, er personlig træner og nyder godt af sine sponsorers velvilje, når der skal findes tid og energi til træningspassene, som i perioder kan være to til tre gange om dagen syv dage om ugen.

Vel at mærke i en individuel idrætsdisciplin, der kombinerer udholdenhed, styrke, og fysisk kapacitet baseret på mange års målrettet træning. Langrend aktiverer flere muskler end nogen anden træningsmetode, og langrendsløbere er i vinter-OL de atleter, som ligger i top, når det samlet set angår maksimal iltoptagelse, udholdenhed og muskelpåvirkning.

Tre gange har Martin Møller klaret OL-kravene til deltagelse i langrend Foto: DIF

En evig kamp for optimering

»Det er en uendelig kamp for at optimere hverdagen, indhente kompetencer og evaluere på alle slags parametre. Der er ingen tvivl, om at baggrunden som civilingeniør er meget nyttig og en af grundene til, at jeg har lykkes med at kvalificere mig til to olympiske lege«, siger Martin Møller.

Læs også: Dansk Oxford-professor: OL overskrider budgettet med gennemsnitligt 156 procent

Vinter-OL 2022 skal foregå i Beijing, Kina. Chancen for at vi kommer til at se den skiløbende civilingeniør til legene en tredje gang vurderer han som små.

»Jeg har været professionel skiløber de sidste 4 år, er nu 37 år og ser helt klart enden på min elitekarriere. Der er mange andre ting jeg ønsker at fokusere. Det kræver meget træning og mange prioriteringer at løbe hurtigt på ski.«.

Du kan blandt andet følge Martin Møller via hans Instagram-profil. Når Vinter-OL er tæt på at oprinde, bringer vi også nogle af Martin Møllers tips til, hvordan du som über-ambitiøs hobby-atlet eller helt almindelig kontorstols-siddende-slankekurs-optaget-medarbejder bedst muligt kan optimere og få mere tid til sport i en hektisk hverdag med bleskift, indkøb, søvnunderskud og ingeniørmæssige karrieredrømme.

Læs også: Super-atleter: DNA-analyse og ny teknologi bedre end doping