Økonomer: Skoler og sygehuse for 50 milliarder er bedrag

I bedste fald er det brandgodt spin, og i værste fald er det en vildledning af befolkningen, der skaber endnu mere nedslidte skoler og sygehuse.

En bred skare af økonomer kalder det nemlig et blufnummer, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil investere for 50 milliarder kroner i offentlige bygninger, skriver dagbladet Information.

Forklaringen skal findes i fremstillingen af tallene, hvor de 50 milliarder kroner er udtryk for, hvor mange penge der skal gå til det offentlige frem til 2018. Beløbet sætter regeringen i forhold til, hvis der ikke gives en krone fra begyndelsen af næste år.

Det scenarium er urealistisk, fordi der altid vil være behov for løbende investeringer i det offentlige, mener flere økonomer.

Økonomiprofessor ved Copenhagen Business School, Niels Blomgren-Hansen, kalder statsministerens plan for alletiders spin og forklarer, at uden de 50 milliarder kroner ville de offentlige investeringer i 2018 nå et niveau, der ikke er set lavere de seneste 25 år.

Ifølge professoren har regeringen i en årrække holdt igen med offentlige investeringer, men nu har de nedslidte skoler og sygehuse gjort det indlysende, at der skal investeres flere penge.

»Men man kan ikke i første omgang være økonomisk ansvarlig og holde igen, og så kalde det et historisk løft at vende tilbage til det almindelige niveau,« siger Niels Blomgren-Hansen til Information.

Prisudvikling vil udhule investeringer

Det synspunkt bakkes op af professor i økonomi ved Københavns Universitet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der ikke tror, at borgerne vil mærke "det historiske løft".

»En hel del vil blive slugt af helt normale offentlige investeringer, som følger af den almindelige udvikling,« siger han.

Ifølge direktøren for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, vil de 50 milliarder kroner alene sikre, at investeringerne følger den almindelige prisudvikling.

»Det er bluf at kalde det et løft. Regeringen måler investeringerne ud fra et uændret 2008-niveau i kroner, men når samfundsøkonomien vokser, betyder det en mindre del af samfundskagen,« siger Lars Andersen.

Emner : Hospitaler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Regeringen og Dansk Folkeparti har fundet ud af at de mange penge der blev fjernet fra nødvendig vedligeholdelse og nødvendige investeringer siden 2001 nu har medført at udviklingen og vedligeholdelsen af skoler og sygehuse er katastrofal. Inflationen har også her sin virkning så hvis ikke regeringen og Dansk Folkeparti er helt dumme må denne udvikling være tiltænkt og endnu et udtryk for at de forsøger at nare befolkningen til at tro de gør noget for borgerne. Hverken erhvervsliv eller borger kan være interesseret i at udskyde nødvendige investeringer i skoler og sygehuse samt andre offentlige bygninger ud i al fremtid.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten